For nogle år siden var der et folketingsmedlem, der kaldte vores debatter her i salen for en rituel stammedans. Det er måske rigtigt en gang imellem, men heldigvis ikke altid. Det synes jeg at spørgetimen for 3 uger siden var et godt eksempel på. Der blev spurgt, og der blev svaret, og både enigheder og uenigheder blev tydelige. Tak til alle for en robust debat. I dag glæder jeg mig til spørgsmål fra både mine partilederkolleger og vores nordatlantiske kolleger.
De seneste uger har vi taget nogle store skridt hen imod et både stærkere og mere retfærdigt Danmark. En række vigtige politiske aftaler er faldet på plads: en sundhedsreform, der både skal gøre op med ulighed og skabe bedre behandling i hele landet med flere læger dér, hvor behovet er størst; en god finanslovsaftale, hvor vi især sætter flere penge af til vores velfærdssamfund til gavn for både børn, unge og ældre, og hvor vi udvider retten til sorgorlov, som jo faktisk blev efterspurgt her i salen, sidste gang vi mødtes til spørgetime – tak til SF og til Radikale Venstre; og sidst, men ikke mindst, den store grønne trepart, som jeg vitterlig tror vil skrive sig ind i danmarkshistorien som et af de flotteste eksempler på fremsynet politisk samarbejde.
Sammen bygger vi bro mellem natur og landbrug, mellem fortid og fremtid, og vi investerer i en gennemgribende omlægning af det danske areal. Der kommer mere natur, der kommer tusindvis af hektar ny skov, ja, faktisk et areal svarende til Lolland-Falster og Bornholm tilsammen. Det er fantastisk. Sammen viser vi nu vejen til at indfri 70-procentsmålet. Danmark bliver det første land i verden, der indfører en klimaafgift på landbruget. Jeg mener det, når jeg siger, at det her er den stærkeste generationskontrakt, vi har lavet i mine mange år i Folketinget. Tak til SF, tak til Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre for at tage et ansvar for et grønnere Danmark.
For et par uger siden blev årets danske tale kåret. For andet år i træk gik æren til en af vores nordatlantiske kolleger, et nordatlantisk medlem af Folketinget. Tillykke til hr. Sjúrður Skaale med prisen, som han modtog for sit indlæg om konflikten i Mellemøsten ved årets afslutningsdebat her i Folketinget. Det var ganske enkelt en fremragende tale. Og det er jo selvfølgelig et godt eksempel på det meget stærke engagement, som vores nordatlantiske kolleger lægger for dagen, både når det gælder rigsfællesskabet, og når det gælder den verden, der omgiver os, og det er en verden, der er mere urolig end længe.
Derfor er det i mine øjne afgørende, at vi har tætte drøftelser i vores rigsfællesskab selvfølgelig ikke mindst omkring sikkerhed, at vi har det, når vi mødes i Kontaktudvalget, og når vi mødes med vores kolleger i Nordisk Råd. Det er et samarbejde, der i mine øjne skal basere sig på ligeværdighed. Derfor har jeg skrevet til mine kolleger i de øvrige nordiske lande, at vi fra dansk side støtter en ændring af Helsingforsaftalen, så både Færøerne og Grønland kan opnå fuldt medlemskab af Nordisk Råd, for så vidt det er foreneligt med deres forfatningsmæssige status. Der er kræfter udefra, der ønsker at splitte; vi andre rykker sammen. Det er meget, meget fint. Vi er tre lande, vi er tre folk, vi er tre regeringer, men vi er tre lande, der kan finde ud af at samarbejde med hinanden. Det skal vi blive ved med at gøre ligeværdigt og respektfuldt. Sjældent har det været vigtigere. Tak for ordet.