Skip to content

Mette Schaks tale ved åbningen af udstillingen "Håndens arbejde"

Stefan Cavalieri

Om

Taler

Mette Schak Dahlmann
Murer og ligestillingsforkæmper

Dato

Sted

Arbejdermuseet, København

Tale

Jeg hedder Mette, og til daglig arbejder jeg som murer, tak til Arbejdermuseet for at sætte fokus på håndværkerfaget I sin helhed, på godt og ondt.
Livet som håndværker anno 2018 kan forklares på lige så mange måder, som der er håndværkere derude!
Men hvordan indbefatter jeg mit liv som håndværker?! Kort sagt føler jeg, at det er: sjovt, sejt, hårdt, lærerigt, diskriminerende, ekskluderende, udfordrende, dannende, ansvarsfuldt, kvalitetsbevidst.
Og på en og samme tid føler jeg mig en del af et stærkt fællesskab og en stor faglig stolthed!
Min vej til erhvervsuddannelsen gik først forbi HF efter en afsluttet 10. klasse. Dernæst nogle år på et ældre center med fuld fart på deres elscootere, som jeg altså formåede at udnytte til fulde - men hvad ville jeg egentlig gerne være - jeg var altid den dumme rent bogligt i skolen, men altså også den sjoveste, hvis i spørger mig????
Op gennem min opvækst har mine forældre ofte fået at vide af skolerne, at de ikke skulle regne med, at jeg kunne få en uddannelse, eller at jeg blev til noget - for jeg var uintelligent, mente man.
- for 3 år siden den 27.03 2015 stod jeg altså på murerskolen i Sønderjylland med en sal fyldt med klappende, hujende og anerkendende mennesker -  de klappede af mig.
Fordi jeg var blevet antaget dvs. bestået og udlært murer - som censoren sagde den dag: Mette, du er ikke blot antaget, du er faktisk antaget med en sølvmedalje! Det højst opnåelige og samtidig tildelt den forsølvede murerske for særlig udmærkelse!
Og nu står jeg så her i dag og taler til jer - jeg ville ønske, at i hver især kunne føle bare en tiendedel af den anerkendelse, som jeg følte og fik under uddannelsen men særligt den dag. Anerkendelsen fik jeg for for håndens arbejde, ja, mit arbejde!
De ting, jeg har lært, de muligheder og minder erhvervsuddannelsen har givet mig, er større, end jeg faktisk kan sætte ord på - og nu er jeg ikke dum længere!
Det er ikke alle, der kan støbe et fundament, hejse et spær, løse, tegne og beregne byggetegninger til eksempelvis denne bygning og altså denne smukke sal, som vi faktisk opholder os i lige nu. Og det er lige præcis derfor, at jeg er stolt af min erhversuddannelse og det at være håndværker, for det er grunden til, at jeg med mine hænder og mit hoved kan skabe, være kreativ og planlægge noget, som faktisk vil være her om 100 år og mere til!
Jeg kan også kun anbefale, at I, imens [I] står her, giver jer selv den mulighed at forestille jer de håndværkere, der faktisk byggede denne sal, mærk deres håndværket, se detaljerne, duft og hør de minder, der er blevet til her, udelukkende fordi håndværkere skabte dette rum - gennem håndværk kan vi se vores fortid, mærke nutiden og drømme om fremtiden.
Med dettte fokus, Arbejdermuseet har lagt lige foran os vha. denne udstilling, "håndens arbejde", håber jeg vil være med til at skabe indsigt i min og mine kollegaers verden og hverdag - samt skabe fremgang af håndværkere og ikke mindst bygge bro, så vi kan få mulighed for at tiltrække talentfulde mennesker, uanset køn, etnicitet, seksualitet og klasse.
Derudover glæder jeg mig også enormt meget til at følge alle de arrangementer og aktiviteter, der vil være sideløbende med udstillingen - bla. ved jeg, at der i efterårsferien er et arrangement: "murer for en dag"  hvor alle børn har mulighed for at prøve kræfter med eksempelvis murerfaget.
Jeg vil nu slutte min tale med at fortælle jer noget, som jeg sys' er ret sejt og stort - og det er, at det faktisk er os håndværkere, der bygger din og min historie! - og med det erklærer jeg hermed udstillingen "Håndens arbejde" for åben!
Tak!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags