Mette Schak Dahlmanns grundlovstale

Da jeg valgte at uddanne mig som murer, så var det ikke på opfordring fra andre – men af lyst.

I dag sidder jeg her for at holde en grundlovstale, og det var ikke lige det, som jeg havde troet, en mureruddannelse skulle forberede mig på i fremtiden.

Men set i bakspejlet, så er min uddannelse som murer faktisk grunden til, at jeg i dag er blevet inviteret til at tale om det, som jeg har på hjerte, når det kommer til fejringen af vores grundlov, og det som står sort på hvidt.
Og som den virkelighed grundloven, den er sat i.

I grundloven står der skrevet, at vi alle i udgangspunktet har den samme stemmeret.

Vores demokrati, det udspringer af grundloven og giver os på papiret lige muligheder i samfundet.

Vi har på papiret en stemme og medindflydelse på vores liv og de valg, som vi tager.

Grundloven er det solide fundament, som vores samfund bygger på.

Men ordene i grundloven er ikke altid så firkantede som de fundamenter, jeg arbejder med til daglig.

For de ord, som der bruges i grundloven, ja, de er til fortolkning, og det skaber den virkelighed, som vi ser.
Og sommetider er det en virkelighed, som begrænser.

Jeg mærkede selv hurtigt virkeligheden, da jeg startede på mureruddannelsen i Sønderjylland.

Jeg havde glædet mig, for nu skulle jeg til at lære at mestre et håndværk. Men hvad jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg lige pludselig også skulle til at lære at mestre et selvforsvar; mod folks forventninger til mit fag, men også mit køn.

For selvom vi lever i et demokratisk land med frihed og lige muligheder for at kunne gøre det, vi vil, så var virkeligheden en anden for mig.

Daglige spørgsmål fra folk som: Kan du som kvinde godt holde til det?
Hvorfor i alverden valgte du at blive murer?
Eller: Hvad siger dine kollegaer til at have en kvinde som kollega?

Alt sammen spørgsmål, det er normalt og forståeligt at spørge om. Fordi at jeg er en kvinde i et fag, hvor en håndværker: Ja, han er en mand!

Eller da jeg skulle søge arbejde, da jeg var udlært, og jeg ringede rundt, blev jeg hver gang bedt om at sende en ansøgning – og der er ikke noget galt i at sende en ansøgning.

Men der er noget galt, når jeg er den eneste, som skal sende en ansøgning, når det er noget, som mine mandlige kollegaer ikke skal.

Med vores grundlov har vi fundamentet, et udgangspunk at bygge videre på.

Som murer ved jeg, at et fundament, det bliver bygget til at kunne bære alle, men spørgsmålet er: Er der plads nok?

Er der plads nok til, at vi kan rumme de mennesker, som har taget et andet valg, end de mange?

Vores statsminister hedder Mette, og jeg med samme navn er murer, vi er to kvinder, som har et arbejde, hvor vi ikke er et normalt syn.

Men det betyder ikke, at vi har ligestilling i Danmark.

For andre kan der være andre forhindringer, når virkeligheden ikke ligner de fordomme, som vi er vokset op med.

Grundloven og de mennesker, som kæmpede for demokratiet, dem har vi meget at være taknemmelig for.

Men hvis grundloven, den skal have den plads, som den fortjener, så håber jeg også, at vi alle sammen i fremtiden, vil være med til at give hinanden plads.

Uanset om man så vil være murer, statsminister eller noget helt tredje eller fjerde.

Vi skal lytte til hinandens historier, og vi skal turde udfordre vores egne fordomme.

På vores fælles fundament grundloven, der kan vi bygge et stærkt og rummeligt samfund. En mursten ad gangen. Så kommer grundloven virkelig til sin ret.

Som min mor altid sagde til mig: “Mette, en dag bliver du statsminister”.
Og nogle gange må man gerne give sin mor ret og erkende, at ens mor har ret.

For i dag er Mette vores Statsminister, og jeg er en glad og stolt murer.

Rigtig god grundlovsdag.