Kære smukke studenter, kære forældre og kære lærere.
Sikke mange flotte hvide huer. Hvor er I et smukt syn. Det er kun tre år siden, I stod her i denne hvide bygning for første gang med folkeskolen i rygsækken og sommerfugle i maven, for nu startede et nyt kapitel. Der er sket meget på de tre år, og I tænker formentlig, at tiden er fløjet afsted. Nu står I her efter intens eksamenslæsning.
Utroligt stolt, meget lettet og lidt træt. Sådan tænker jeg, at I har det lige nu. Stolt af at have gennemført. Lettet over at eksamensræset er overstået for denne gang. Og lidt træt på grund af den megen eksamenslæsning med alt for korte nætter og muligvis også lidt for meget fest de seneste dage.
Og I har god grund til at være stolte, for det er en vigtig milepæl i jeres liv, som I nu har rundet. Jeg husker, at jeg var lykkelig, da jeg blev student. Jeg havde en oplevelse af, at hele verden lå foran mig. Og ved I hvad? Hele verden ligger også foran jer. Grib livet. Det skal nok gå godt. For der er behov for jer.
Vi ser i dag en politisk polarisering i bl.a. USA og Frankrig, og vi mærker den også herhjemme. Verden bliver fremstillet sort-hvid. Det bekymrer mig. For svaret på samfundets problemer er lige præcis ikke sort og hvidt. Det er nuancer og balancer. Og det ved I mere end nogen andre.
Vær på vagt, når nogen serverer enkle løsninger på komplekse ting. For sådan fungerer verden ikke.
Verden bliver ikke bedre af at fjerne jøder og kommunister, som Hitler ville. Verden bliver ikke bedre af at slå dem ihjel, som ikke har samme Gud som én selv, som Islamisk Stat vil det. Og verden bliver heller ikke et bedre sted af at forbyde Islam, som Rasmus Paludan vil det.
Der er altid flere nuancer til det, øjet lige ser.
Makrel, som var præsident for rockerbanden Bullshit tilbage i 80’erne – Bullshit var den rockerbande, der blev udraderet af Hells Angels – han skrev digte og syede tøj til sin kæreste.
En ung mand, der ligesom mange andre af Bullshits medlemmer, var blevet svigtet som børn af de voksne omkring dem.
Når man ser nærmere på en problematik, så viser der sig oftest flere facetter. Jeg vil på ingen måde forsvare rockerbander, og den kriminalitet, de begår. Jeg siger blot, at der kan være flere sider af en sag. Og der kan være grunde til, at ting opstår. Det gør dem ikke nødvendigvis mere rigtige, men det er vigtigt at prøve at forstå.
Vi har derfor behov for unge mennesker som jer: unge mennesker med helhedssyn, der kan se nuancerne.
Helhedssyn rimer på dannelse, og netop dannelse er det, som I har fået med herfra. På gymnasiet har I fået masser af viden. Udover at have fået styr på sinus og cosinus, Marx og Oehlenschläger, så har I her fået udvidet jeres mentale horisont. I har lært at perspektivere, at være kritisk overfor kilderne, at læse det med småt.
Det er gode kompetencer at have med i rygsækken – den rygsæk, I bærer med jer videre i livet og i jeres videre uddannelse og job.
De udfordringer, som vi står overfor i dag – og som jeg ved, at også I er optaget af som fx klimaet – det kan virke stort og overvældende. Og det er fristende at spørge, hvad kan jeg egentlig gøre ved det?
Men I kan gøre noget. I kan – der, hvor I er, og der, hvor I færdes - byde ind med jeres viden, jeres nuancerede og balancerede synspunkt. Det skal vi alle gøre. Det er sådan, at vi får et demokrati til at leve. Det er sådan, at vi får virksomheder og arbejdspladser til at udvikle sig og leve.
Kulturel og politisk forandring sker ikke hen over natten. Det er altid to skridt frem og ét tilbage.
Men det tog i 1955 kun én Rosa Parks, der ikke ville rejse sig for en hvid person i bussen i USA, til at skabe en kulturel forandring.
Det tog en kun 15-årig svensk pige, Gretha Thunberg, at starte en hel bevægelse blandt unge, der kæmper for et bedre klima. Sidstnævnte har i øvrigt Aspergers og er nu nomineret til Nobels Fredspris.
Alt dette for at sige, at du kan godt få noget ud af at stå op for det, du tror på. I som generation kan særligt gøre en forskel. Og det skal I – det må I love mig. For de nye tendenser, de nye måder at gøre ting på, de kommer nemlig oftest fra de unge generationer. Og det er lige nu jer.
Vi kan lige så godt se det i øjnene: Jeg og jeres forældre – vi har erfaring, og det er godt, og I skal naturligvis altid lytte til os, men lad os være ærlige, vi har ikke jeres friske syn på tingene og jeres kreativitet og energi. Brug den. Vi – samfundet – har behov for jer. Mere end nogensinde faktisk. Masser af virksomheder står på tæerne for at få fingre i jer. Og det kan jeg godt forstå, for I har meget at byde på.
I er født midt i den digitale guldalder, I taler emoji og taler i forkortelser som LOL og ILU. I er de digitalt indfødte – ikke ”wannabe’s” som os andre. Med it-teknologien er der kommet mange muligheder til – med Skype, Facetime, mails og Google står vi anderledes globalt i dag. Og de muligheder er I særligt gode til at gribe.
I tænker ud af boksen og kommer med kreative løsninger. Jeg ser det hele tiden, når jeg er ude at besøge skoler og uddannelsesinstitutioner. I er gode til at tænke i løsninger. Det er så godt, bliv ved med det.
Direktøren for Ernst og Young, Mark Weinberg, sagde på en konference sidste år om fremtidens arbejdsmarked: "We hire for the mindset, not the skill set". Og I har det rette mindset, og I er toptunet digitalt.
Med IT-mulighederne kommer også nogle udfordringer. Vi har aldrig tidligere haft så mange unge med angst, lavt selvværd og stress. Det siger mere noget om vores samfund, end det siger noget om jer. Det kræver, at vi skal have sjælen med, når vi navigerer i det.
Da jeg var ung – og da jeres forældre var unge – der levede vi et stille liv i forhold til jer. Vi levede et liv med først én og senere to tv-kanaler – ja det var vildt, da TV2 kom til.
Vi havde ingen Facebook, ingen Instagram, ingen internet, ingen mobiler – bare en fastnettelefon. Når jeg tænker over det, så var det ufatteligt, at vi kunne leve…
Nå, men min pointe er, at vi var ikke på, og vi var ikke til rådighed, som I er. At være ung i dag er næsten som en daglig casting til livets realityshow. I skal være top-omstillingsparate for at kunne klare jer i studier, job og karriere – og udstillingsparate for at kunne klare jer på sociale medier. Det er hårdt.
Med Youtube er du hele tiden tæt på verdensstjernerne, musikere som Rihana, youtubere som PewDiePie og influencere som Olivia Culpo. Du kommer hurtigt til at måle dig med dem. Man glemmer, at det kun er en lille promille af jordens befolkning, der kan synge så flot, være så dygtig eller være så smuk.
De mange digitale platforme stiller krav om, at man er til stede – på den fede måde, vel at mærke. Derfor er der også flere end nogensinde, der lider af FOMO. Fear Of Missing Out.
I skal vælge at være til stede de steder, der siger jer noget. Der, hvor I har interesse og får noget ud af det. I skal være dem, I er. Som I er. For I er gode nok. Fri os fra FOMO. Go SLOMO i stedet. Livet er ikke et racerløb.
Jeg havde selv lidt travlt som ung. Det kan jeg se nu. Jeg gik målrettet efter en snor. Lidt pauser ville havde været sundt for mig.
Det gode er, at I med stor sandsynlighed bliver 100 år, så I har endnu bedre tid, end jeg har til at stoppe op og reflektere… tid til at opleve. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Livet handler heller ikke om at få de allerhøjeste karakterer. Det handler om at få karakter som menneske.
Jeg håber, at I vil dyrke nysgerrigheden og leve livet – velvidende at man kan begå fejl. Vi skal ikke have en nul-fejlkultur. Så vil jeg meget hellere have en fejlkultur, for man lærer nemlig af sine fejl, hvis man altså reflekterer over sine valg, og det, man møder i livet.
Og det er mit budskab til jer. Gør jer altid umage – gør det bedste, I kan, for så kan I ikke gøre det bedre. Hvil i, at I er gode nok – faktisk helt perfekte – som I er. Vi har aldrig haft så veluddannet en generation som jeres. I er kreative og kaster jer ud i iværksætteri. Fordi I kan. Så venner: Rank ryggen og tro på jer selv.
Stort tillykke med eksamen og jeres kørekort til fremtiden. Jeg ønsker jer en rigtig god tur.