Kære wokeisme
Når du hører dette, er det, fordi du er død. Og jeg har fået til opgave at skrive din nekrolog.
Som udgangspunkt taler man ikke ondt om de døde, og derfor omtaler nekrologer ofte kun de gode ting, som afdøde var kendt for.
Jeg føler mig dog nødsaget til at gøre en undtagelse, og derfor taler jeg direkte til dig. Til din ånd, som er med os her i dag. Og som lever videre blandt de mange derude, som så dem selv som en del af dig. Som mener, de havde brug for dig.
Du blev nemlig ikke født ud af det blå.
Der var problemer, du blev sat i verden for at løse. Undertrykkelse af kvinder, af minoriteter. Andre folk. Originale folk.
Folk med en anderledes identitet og tilstedeværelse i verden end den gængse.
De har længe haft det svært. Og nu havde de fået nok.
Du kom, du så og du sejrede måske også. Til dels. Du satte ild under den ulmende vrede. I store dele af den vestlige verden, men også herhjemme i Danmark. Og du slap den løs.
Og du har åbenlyst forandret vores samfund. Vores måder at omgås hinanden, tale til hinanden.
Du har skabt dialog og debat, og det kan der vel ikke være noget galt med i et moderne demokrati.
Men du har også splittet os. Måske er du gået for langt. For vidt. Måske har du følt dig hævet over andre. Over demokratiet.
Du har skabt et os mod dem. De vågne mod dem, der stadig sover – og som du føler dig påkaldt til at vække.
Fordi de skal partout forstå det, du selv lige har lært. Måske endda for nylig. Måske fra en lille læsekreds af milliardærbørn og nepobabyer på eliteuniversitetet i Cambridge. Eller Oxford. Eller på Harvard.
Som en moderne Erasmus Montanus, en akademisk snob, red du af sted på korstog. For nu skulle alle mene det samme som dig, sagde du. Og hvis ikke de gør det, ja så må det være fordi de ikke forstår dig. Ja, fordi de sover.
Du var den kloge. Alle andre de dumme. Men det var arrogant af dig. Og det er udannet at være sådan. Og det er også udemokratisk.
For ingen er hævet over demokratiet. Det viser din død os nu. Du stod ikke distancen. Du var hovmodig, og du var uklog. Du fløj for tæt på solen. Det blev for vildt. For meget.
Det har aldrig nogensinde været klogt at foreslå 60-70 køn, som ingen alligevel kan huske. Det er en åbenlyst indspist akademisk konstruktion.
Hvorfor lagde du ikke ud med 3 køn? Eller 4? Eller 5?
Det var også uklogt at lege politimand og ville bestemme over andre menneskers sprog og tanker. Og her ville du nok rette mig og belære mig om, at ordet politimand er både kønnet og normativt. Men det har aldrig været en god idé at ville kontrollere det, man aldrig kommer til at kunne styre.
Og det var decideret dumt at aflyse – eller cancelle – dine medmennesker, bare fordi du var uenig med dem.
Det kan hurtigt ligne social kontrol eller minde om opførslen, man ser hos autokratiske diktatorer.
Du har uden tvivl haft gode intentioner, men du har skudt dig selv i foden. Og flyttet fokus væk fra sagen.
Vi taler – også her i dag – mere om dig end om alt det, du kæmpede for.
Og når man tænker på, hvad det egentlig var, altså alt det gode, ja så overskygges det desværre af din ekstreme identitetspolitik, din intolerance over for uenighed, din mangel på proportioner, din moralistiske arrogance og din instrumentalisering af vores alle sammens fælles sprog og endda vores egne private tanker.
Du har savet den gren over, du sad på.
Du har kun kunnet eksistere, fordi vores forfædre har kæmpet hårdt for at opbygge et demokratisk samfund med ytringsfrihed og plads til alle, også dem man er uenig med.
Men det har du glemt. Og du glemte også, at vores samfund bygger på retsstatsprincipper, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Hvor man lytter til hinanden og ved, at der ikke kun findes én sandhed.
Og du glemte, at når man politiserer alt og blander sig i folks dybeste privatliv, så er der en risiko for, at alt ramler. Fordi når tiderne – og magten – skifter, så svinger pendulet lige så langt til højre, som du trak det til venstre.
Det er ikke Vestens bestyrkede – og demokratisk valgte – højrefløj, der har bestemt, at samfundsdebatten skulle handle om alle dine mærkesager. Det er dig, der har valgt det, og nu kommer reaktionerne.
Og de har slået dig ihjel. Du har slået dig selv ihjel.
Det var nok din ideologiske utålmodighed, der ødelagde det for dig. Vreden. Den åd dig op indefra, og du endte med at blive det, du selv kæmpede imod. Og det var jo ikke meningen. Men du forsøgte, og du kom så langt, som du kunne. Og det kan andre forhåbentlig bygge videre på i fremtiden. Og det er trods alt al ære værd.
Hvil i fred.