11. september vil være en dag, vi alle vil huske resten af vores liv. Hvad du lavede kl. 14.45, og hvor du var, da du fik beskeden om at tænde for fjernsynet, vil stå printet i en del af din hjerne for altid.
11. september er den dag, hvor vores verden forandrede sig. Den dag, hvorefter intet bliver som før.
Før levede vi i en verden, hvor der var brændpunkter, hvor de mennesker, som lever der, kender forskel på ven og fjende – eller i hver fald ved, at det uventede kan ske.
Men den 11. september fik vi andre revet vort slør væk.
Det står nu lysende klart for os, at ulykken kan ramme os alle. At det ufattelige og uforståelige, som er terrors grundlæggende egenskab, kan ramme os alle.
Det står nu klart for os at vores åbne, demokratiske samfund, hvor fred og retfærdighed er målet, er blevet angrebet.
Vi erkender nu, hvor sårbart vores samfund er.
For det, der skete i USA – i New York og i Washington – kan ske i vores eget land. Vores flyveledere ville ikke have beskudt et fly, fordi det var kommet på afveje. Vores flysikkerhed er ikke bedre end i USA.
Vores sikkerhed er med andre ord på niveau med de mennesker, som mistede livet i World Trade Center – og her kommer vores angst frem.
For hvad var det, der skete?
I løbet af mindre end en time blev 10.000 mennesker slået ihjel. 10.000 uskyldige mennesker, som intetanende tog på arbejde om morgenen.
10 000 mennesker døde, mens vi sad og så på det i fjernsynet.
En terrorisme, der viste en grusomhed, som vi endnu ikke helt har fattet. En grusomhed, der gav billeder til TV-mediet, som igen og igen vises.
En terrorisme af en karakter, der på en time ødelagde den kapitalistiske verdens centrum: World Trade Center.
En terrorisme, der i samme time ramte det ultimative centrum for verdens militære magt: Pentagon.
Den 11. september har forandret vores verden.
Den har forandret vores oplevelse af tryghed. Vi ved nu, at et barberblad i den rette hånd kan slå tusindvis af mennesker ihjel.
Det var ikke den forfinede teknologi, der var nødvendig – det var blot et menneske – grebet af en fundamentalistisk tro på sin sag. En tro på sin sag, der havde en så stor styrke, at han eller hun ville ofre sit liv.
Det er svære odds at være op imod, når man har en dagsorden, der handler om demokrati, fred, retfærdighed og respekten for menneskerrettigheder.
Det er svære odds, men det er ikke umuligt.
Vi skal huske at alle de politiske ledere, som udtalte sig efter katastrofen, understregede, at vi ikke måtte ødelægge demokratiet i forsøget på at beskytte demokratiet.
Den demokratiske kamp mellem forskellige politiske holdninger skal fastholdes, fordi samtale og dialog er den eneste sikkerhed for at kunne skabe en verden, hvor der kan blive plads til alle.
Den kamp, der nu står foran os, bliver kampen for at beskytte vores demokrati. Stærke kræfter arbejder på at indskrænke demokratiet – det må vi forhindre.
Men kampen bliver også en kamp på værdier.
Vi skal være dem, der sætter dagsordenen, som hviler på demokrati, retfærdighed og fred. En dagsorden, hvor menneskerettigheder er en integreret del. Den dagsorden skal sættes, fordi det er den eneste, der dur.
Den frygt, vi alle har for, at det kan ske igen, kan kun fjernes, hvis verden står samlet om at sikre, at intet menneske, intet folk skal placeres i en situation, hvor de ingen udvej har. Har mennesker ingen fremtid, er de nemme ofre for ekstrem fundamentalisme, og dermed er der en nærliggende risiko for nye uventede tragedier.
Vi har oplevet en tragedie, som er en så ufattelig og uforståelig katastrofe, at vi i fællesskab må kæmpe for, at det ikke sker igen.