Mine Winthers tale ved landsmødet for Landsforbundet for Kvinders Valgret

Aar efter Aar har vi rejst til Landsmøde- stævne 
for at drøfte og forhandle vor fælles Sag, 
givet vort Besyv med efter bedste Evne; 
og vi har jo naaet den store Dag, 
da Retten blev lagt i vore Hænder; 
vi føler os nu fuldtud som Menneske skabt, 
vor Glæde, Begejstring og Taknemmelighed brænder,

fordi Sagen blev vunden og ikke tabt. 
Det »Nej«, der lød gennem Rigsdagssalen, 
gav et Sæt i mange, som hørte det;
 men vundet var Motiveringen og Talen 
om Kvinden, som fra Hjemmet blev draget saa let, 

naar nu Politik hun skulde føre 
dræbtes vel Lysten som Hustru og Mor, 
men vi ved, at indenfor for Hjemmets Døre 
fornyes vor Vilje og de Evner, der bor 
i os for Retten og Pligten at øve 
til Gavn for alle, for vort Hjem, for vort Land.

Slig en Mistanke, maa vi for alting døve, 
vi maa nu vise, hvad vi vil og kan. 
Nu Loven er givet, vi takker da alle, 
de mange førende Kvinder og Mænd, 
mod dem. vi vil os Rekrutter kalde, 
vi kan ej gaa med de Kræfter i Spænd. 
Vi takker saa dem, der her er til Stede, 
for alt, hvad de ofred’ for Maalet at naa; 
med Bistand og Raad var de villig til rede. 
ellers var vi vistnok for længe gaaet i staa. 
Vor Hovedbestyrelse vi nævne maa, 
alle vore Kredsformænd rundt om i Landet, 
men en dog særlig jeg tænker paa, 
— det er umuligt at kunne andet, — 
vor Formand, Fru Rambusch, jeg takke vil 
for hvad De var, er og bliver; 
for Kvindesagen lagde De Kræfter til, 
vor bedste Tak vi Dem oprigtig giver.