Her inde bag murene traf et lille flertal af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i går beslutning om at sende Danmark i krig.
Det var en forkert beslutning.
De fleste danskere er imod beslutningen.
Det er vi, fordi det er en krig, USA har startet uden om FN og i modstrid med flertallet af FN’s medlemmer.
Men Venstres statsminister lovede i en telefonsamtale forrige fredag præsident Bush, at Danmark ville støtte USA's felttog med kampstyrker. Det kommer vi så til. Alene sammen med Storbritannien og Australien!
Statsministeren har valgt en kurs, der bryder mange års enighed om dansk udenrigspolitik og som bidrager til at svække FN’s autoritet og splitte NATO og EU.
Det er meget, meget trist.
Jeg håber inderligt, at ingen af vore soldater mister livet eller kommer til skade. At det danske bidrag til krigen forbliver symbolsk.
Men det er og bliver et forkert symbol, at Danmark deltager i denne krig på dette grundlag.
Danmarks rolle burde være at stå sammen med vore nordiske og europæiske naboer om at yde en humanitær støtte til det plagede irakiske folk.
Ud fra en enkel og klar holdning:
Vi er for demokrati – imod diktatur.
Vi er for international retsorden – imod enegang fra de få og magtfulde.
Derfor burde vi have støttet Sikkerhedsrådets flertal i at give FN’s våbeninspektører lov til at fortsætte arbejdet, så længe de selv mente, at de havde en reel mulighed for – med støtte fra den militære opmarch i regionen – at gennemtvinge afvæbningen af Saddam Hussein uden krig.
Alligevel blev krigen sluppet løs nu.
Vi ser nu de uundgåelige følger i form af ødelæggelse, død og lemlæstelse.
Vi frygter kaos i regionen og terror i verden.
Jeg mener ikke, at man kunne afvise, at militær aktion for at afvæbne diktatoren i Bagdad til sidst kunne være eneste udvej.
Men det måtte være en beslutning, FN’s sikkerhedsråd traf, hvis inspektørerne alligevel ikke længere mente, de kunne få lov at løse deres opgave.
En militær aktion med solid opbakning i Sikkerhedsrådet, ville rumme langt mindre risiko for at udløse kaos og terror end det amerikansk ledede felttog, der nu er i gang.
Derfor protesterer vi mod USA's beslutning om krig uden om FN.
Vi gør det ikke, fordi USA er vores fjende, eller Iraks diktator er vores ven.
Vi gør det, fordi vi tvivler om motiverne til krigen og frygter for konsekvenserne.
Saddam Hussein skulle have været stoppet for mange år siden.
Men dengang han allermest ivrigt myrdede og torterede sine politiske modstandere, gassede sine kurdiske borgere og førte blodig krig mod Iran, var han Vestens nære ven og allierede.
Det var USA, Storbritannien og Frankrig, der leverede hans våben. Også de frygtelige kemiske og biologiske våben, vi nu kræver udleveret.
Denne blodige diktator er et monster, blandt andre Donald Rumsfeld og Jaques Chirac har været med til at bygge op i et kynisk spil om magt og olie i Mellemøsten.
Vi må frygte, at præsident Bushs beslutning om nu at fjerne Saddam ved krig, kun er en ny scene i det samme gamle skuespil om magt og olie.
For det er vel ikke et demokrati, den undslupne hærchef fra Sorø er rejst ned for at opbygge i Irak?
Siden Golfkrigen i 1991 har Saddam Hussein været stækket og svækket og uden reel kontrol med en stor del af sit land. Han er en mindre trussel mod omverdenen nu end tidligere. Derfor er der ingen tvivl om det militære udfald.
Men krig åbner afgrunde, det kan være svært at lukke igen.
Hvor store bliver de civile tab i Bagdad og andre byer? Hvordan skal Irak holdes samlet og fredeligt efter denne krig? Hvordan reagerer hele den arabiske og muslimske verden på dét, de opfatter som vestlig dobbeltmoral i forhold til Irak og Israel?
Får Bin Laden og hans terrorister en renæssance?
Vi håber, at krigen varer kort, og at ofrene bliver få. Vi frygter, at krigen trækker lange og dybe spor i international politik.