Deres Majestæt,
ærede gæster
ærede gæster
Igennem et par menneskealdre har man i store og små kirker rundt om i landet nu og da kunnet se en høj kvinde sidde til gudstjenesten på bænkerækkerne som en del af den stedlige menighed.
Det er en ting, man som dansker kan blive nødt til at forklare udenlandske gæster med interesse for vores kirkeliv: at vi har et kongehus, hvor Majestæten står i køen til at modtage nadver sammen med alle andre.
Det er et smukt billede på, at der i åndelig forstand ikke er hierarkier mellem os mennesker.
Men det er også et billede på en dronning, der med sit livslange personlige nærvær i det kirkelige mere end nogen anden i sin samtid har været med til at legitimere kristendom og tro herhjemme.
Det er sket i en æra, hvor kristendom både har været søgt fortrængt fra det offentlige rum af stærke kræfter – og har oplevet en tilbagekomst og en udbredt accept som en integreret og afgørende del af vores liv og kultur.
Ved at tildele Deres Majestæt Kristeligt Dagblads Pris 2024 ønsker vi at hylde Dem for denne uvurderlige indsats. Det er derfor en ære og en stor glæde for Kristeligt Dagblad, at De vil modtage prisen.
Men begrundelsen går videre end som så.
Som en enestående afholdt monark har Deres Majestæt i hele Deres voksenliv været et levende symbol på de værdier, som avisen ønsker at hædre med denne pris.
Med Deres vid, flid og medleven har De haft en betydning på det samfundsmæssige, kulturelle og kirkelige område, som allerede værdsættes meget bredt i dag, men som måske nok først til fulde vil blive anerkendt i et mere historisk lys.
****
Det med det kirkelige kom ikke uden videre ind i Deres Majestæts tilværelse. Det har De ved flere lejligheder fortalt åbent om.
“Det er en meget personlig ting,” sagde De for en del år siden i et interview med Kristeligt Dagblad. De forklarede videre: “Jeg tror, at det kom i løbet af den tid, hvor min far lå syg og de første måneder af den tid, hvor jeg var blevet dronning.”
Det var altså i 1972, da Deres far, Frederik den Niende, døde, og De overtog tronen.
De følte, fortalte De videre, at De i den overgang var blevet hjulpet “ind i det på en sådan måde, at det ikke kunne adresseres.” Slet ikke til Dem selv. Heller ikke alene til de mange gode mennesker, der hjalp og støttede Dem.
“Der var meget mere end det,” sagde De. Og konkluderede:
“Efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetsteds fra.”
Så enkelt, og samtidig så gribende, kan man fortælle om det, der i gamle dage hed at komme til tro.
Men Deres Majestæts omgang med det personlige trosliv er ikke uden skepsis. De har betonet, at De – med et karakteristisk udtryk – ikke bryder Dem om “sjælekrængeri”.
Og den genkomst for religion, man har set i den senere del af Deres tid som regent, har De heller ikke omfavnet aldeles ukritisk.
I det allerede refererede interview sagde De således med henvisning til den nye åbenhed for tro, at “der også i en tids strømninger [er] noget, der tangerer det, man kunne kalde mode”.
Nuvel, en sund luthersk distance har ikke ændret på det afgørende forhold: at ingen hertillands som Deres Majestæt igennem årtier har udgjort et personificeret bolværk imod åndløshed og religionshad.
I 52 nytårstaler har De frejdigt bedt Gud bevare Danmark.
Med det valgsprog, de tillagde Dem i 1972 – Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke – indsatte De Gud på førstepladsen. De har kaldt Deres valgsprog “en konstatering af, at uden Guds hjælp går det slet ikke”.
***
Kultur og kunst er en anden side af det, Kristeligt Dagblad med denne pris i særlig grad hylder Deres Majestæt for.
De har i de fleste af årene været udøvende kunstner.
Det nylige interview i Kristeligt Dagblad afspejler Deres uspolerede begejstring ved ikke bare at fremstille kunst – det være sig illustrationer, scenografi, tekstiler eller andet – men også ved at fortælle om det.
Avisen havde en udsendt journalist med, da Deres antependium, alterforhæng, til slotskirken i den tyske by Wittenberg blev indviet i 2016. Det var i optakten til reformationsjubilæet.
De tyske journalister var dybt forundrede over, at Dronningen virkelig selv havde ført nålen.
“Hat sie es selber gestickt?”
Motivet var lutherrosen, som siden Luthers tid har været hvid – hvad Deres Majestæt ikke har ladet Dem begrænse af, hvorfor De ofte har broderet den i røde nuancer.
Men pointen her er, at Deres kunst udspringer af håndværk. Det er hårdt arbejde:
Da De i midten af 1980’erne lavede Deres første bispekåbe – den var gylden med rød ornamentik og tilegnet Helsingørs Stifts biskop – broderede De i fire timer dagligt i henved et halvt år.
Det er det, der kaldes flid. Og flid er som bekendt det, man finder inderst inde, når man kigger gennem alle lagene i et kunstværk.
***
Deres Majestæt indledte Deres virke med en bøn den frostkolde lørdag i januar 1972 på balkonen på Christiansborg:
”Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv,” sagde De.
Man kan mene, at De sluttede en ring, da De efter abdikationen i Statsrådet hilste Kong Frederik den Tiende med bønnen:
“Gud bevare Kongen.”
***
Det er både en ære og glæde, at vi må hylde Dem her i aften med Kristeligt Dagblads Pris 2024.