Skip to content

Monica Ghafuris tale ved arrangementet "Samtale, debat og taler om unges drømme anno 2024"

Wilhelm Østergaard

Om

Taler

Monica Ghafuri
SoMe-Manager, CPH Stage

Dato

Sted

Arkitektskolen Aarhus, Exners Plads 7, 8000 Aarhus C

Omstændigheder

Talen blev holdt ved Tuborgfondets arrangement "Samtale, debat og taler om unges drømme anno 2024", hvor to unge blev inviteret til at holde tale om håb.

Tale

Hej alle, 
Hvor er jeg bare glad for at stå her i dag. Mit navn er Monica Ghafuri, og jeg har æren af at få jeres opmærksomhed de næste par minutter.
Jeg kom til Danmark som 3-årig, og i dag er jeg 26 år. Den her tale er til mit 16-årige jeg. Den er også til jeres 16-årige jeg. Jeg vil tale om det mod, jeg havde dengang, det mod jeg ser omkring mig i dag, og det mod, som ungdommen har, og som verden har brug for. 
Lad os tage tilbage til 2014. Jeg er 16 år og går i 9. klasse. Jeg bor i Farum Midtpunkt, et socialt boligområde kaldet Rustenborg, mere præcist i blok 11, hvor de ‘hårde’ drenge holdt til. Jeg hører Ukendt Kunstner og Gilli. X-Factor er lige kommet på DR, og jeg følger med – det er nyt og spændende.
Jeg er aktiv i elevrådet, og endda i kommunens elevråd. Jeg siger min mening – direkte, præcist og ufiltreret. Jeg taler åbent om, at jeg ikke har dansk pas, at jeg er flygtning fra Afghanistan, og at mit pas ser anderledes ud. Når jeg tænker tilbage, ser jeg, at det var modigt. Det kræver mod at mene noget – og endnu mere mod at sige det højt, når man ikke ligner de andre i rummet.
Da jeg var 16 år, blev jeg færdig med 9. klasse og holdt tale til afslutningen. Jeg talte om karakter – ikke karaktererne i vores bøger, men karakteren i os som mennesker. For selv dengang vidste vi unge, at det, vi er værd, er mere end tal. Men det føltes som om, det var alle andre, der ikke forstod det.
Den sommer føltes som en lomme af endeløse muligheder. Solen skinnede på mig som aldrig før, og jeg troede på, at hele verden lå åben for mig, hvis bare jeg turde tage den.
Efter det åbnede nye rum sig for mig. Store rum. Dyre rum. Storslåede rum. Jeg startede i gymnasiet. Jeg så Skam, og jeg kunne relatere til Isak, Noora, Vilde og Sana – jeg genkendte mig selv i alle karaktererne – og ikke kun til Sana fordi hun også var en brun pige. Senere gik jeg på Aalborg Universitet, CBS og i praktik på Christiansborg. Der blev ved med at åbne nye rum. Men mens nogle rum åbnede sig, lukkede andre sig.
Krig og kaos opstod rundt omkring. Taliban genvandt magten i Afghanistan. Krigen brød ud i Ukraine, og opgørene i Iran blussede op. Samtidig: inflation, corona, uendelig forvirring.
Midt i alt det her glemte jeg noget. Mit mod? Jeg sagde i hvert fald ikke længere min mening direkte og ærligt. Var det dét, det betød at blive voksen? Eller at pakke sig selv ind? Jeg begyndte at lade være med at beskrive verden fra mit perspektiv. Havde det egentlig noget værd? Kunne jeg overhovedet høre min egen stemme længere? De samme typer mennesker fortsatte med at tage ordet, og jeg begyndte at blande mig udenom.
Nu er jeg 26 år, og når jeg ser tilbage på mit 16-årige jeg, ser jeg en styrke, jeg selv kunne lære noget af.
Jeg lærte dengang, at mit perspektiv og min baggrund også har værdi. At det perspektiv, jeg kommer med – formet af min barndom, min kultur og mine erfaringer – er en styrke. At kende sit værd og stå ved sin egen historie kræver mod. Det er ikke nemt, men det er nødvendigt. For det er dér, vi finder styrken til at skabe forandring. 
Det koster noget at være ung. Det er enormt dyrt at være ung. Ungdommen er en tid fuld af forventninger og krav. Vi bliver trukket i mange retninger, og forventningerne hænger som et tungt tæppe over os. Men det er netop i ungdommen, vi finder det mod, der varer ved. Det er her, vi lærer at stå fast, selv når vinden blæser imod os. Det er her, vi begynder at forstå, at vores værd ikke afhænger af, hvad andre tænker – men af, hvem vi vælger at være.
Nu lytter jeg til Ukendt Kunster.
Nu siger jeg min mening højt, tydeligt og ufiltreret.

Nu er jeg ung.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret