Kære Jonas
Jeg tror, at det ord, der hyppigst bruges til at beskrive dig, er ’ydmyg’. Og du er ydmyg, selvom du står her som en af de største cykelryttere i historien. Dét er ikke tilfældigt, for cykelsporten kræver ydmyghed. Det er en sport, hvor selvdisciplin, hårdt arbejde og utallige træningstimer fører til muligheden for måske på et tidspunkt at have en chance for at vinde - hvis ellers alt går op i en højere enhed.
Jeg tror, at det ord, der hyppigst bruges til at beskrive dig, er ’ydmyg’. Og du er ydmyg, selvom du står her som en af de største cykelryttere i historien. Dét er ikke tilfældigt, for cykelsporten kræver ydmyghed. Det er en sport, hvor selvdisciplin, hårdt arbejde og utallige træningstimer fører til muligheden for måske på et tidspunkt at have en chance for at vinde - hvis ellers alt går op i en højere enhed.
Der er næppe andre sportsgrene, hvor man i samme omfang ikke vinder som i cyklingen. Det ligger simpelthen i sportens natur, at man skal kunne holde til igen og igen ikke at vinde for at nå frem til en dag, hvor man endelig kan køre først over stregen.
Og når man hører din gamle træner fra Thy Cykle Ring, Ole Iversen, og ser resultatlisterne fra dine ungdomsår, må vi sige, at du i mange år øvede dig i ikke at vinde.
Det er ikke altid nemt at være lille af størrelse i sidevinden på de flade danske veje med de åbne vidder, men du kæmpede og vendte det i sidste ende til din fordel ikke at få noget foræret – og så meget desto større er dine sejre nu.
Men det er også vigtigt at huske, at ydmyghed ikke er at sætte sit lys under en skæppe – det handler ikke om at underkende sine egne evner eller præstationer. Det handler netop om både at kende sit eget værd og samtidig sætte pris på de mennesker, der støtter en – det handler om at anerkende, at man ikke kan nå sine mål alene. Og du har aldrig lagt skjul på din taknemmelighed for den hjælp, du har fået undervejs. Dagen i dag er derfor også en hyldest til alle dem, der har støttet dig på din vej. Din fantastiske familie, dine kammerater og dine hold, klubber og trænere gennem årene – og mange af dem er heldigvis til stede her i dag.
Du var dog langt fra ene om at fremkalde glæde og jubel foran skærmene herhjemme og blandt de tusindvis af danske fans, der var rejst til Frankrig. Tre etapesejre, modige angreb, store hjælperytter-præstationer og et Dannebrog, der blev vist frem på fornemmeste vis. Og lige nu kæmper Cecilie og Emma videre på de franske landeveje for at fortsætte Tour-festen. Dansk cykelsport er inde i en guldalder uden sidestykke, og det er selvforstærkende, fordi vi er velsignet med en generation af inspirerende forbilleder og fantastiske rollemodeller – mange af jer er her i salen – der nu får børn til at strømme til klubberne over hele landet.
Vi må aldrig glemme, at det er dér, det hele starter. I klubberne, på de hjemlige teams. Drevet af frivillighed og kærlighed til sporten. Alle jer, der har begejstret os de sidste mange uger, ved det og viser det. Det er afgørende, at vi værner om værdierne i det foreningsliv, I alle er formet af i et eller andet omfang – også for at sikre cykelsportens fremtid herhjemme.
Det er nemlig ikke tilfældigt, at danske cykelryttere er i høj kurs i hele verden, for opskriften på verdensklasse-atleter er ikke kun hård træning og selvdisciplin – det er også sociale kompetencer, evnen til at være en holdspiller og en god kammerat. At sætte andre før sig selv, når det kræves. De værdier har I alle taget med jer fra barndomsklubberne og viderefører nu. I er alle vokset op i klubmiljøer, hvor andre har været der for jer, og hvor I har skullet bidrage positivt til fællesskabet. I har lært, at man skal kunne konkurrere benhårdt på landevejen og mødes som venner bagefter. De værdier skinner igennem hos jer alle, og det kan og skal vi være stolte af – I er de bedst tænkelige ambassadører for dansk cykelsport. Tak for det.
I det hele taget er jeg overbevist om, at cykelfeberen herhjemme både skyldes de enestående resultater og at sporten appellerer til nogle danske kerneværdier, vi gerne vil holde fast i. Fortællingen om en ung Jonas Vingegaard, der arbejder seks timer om dagen på en fiskefabrik, inden han kører ud i vestenvinden, og ender på det største podie af dem alle i Paris, vækker stærke følelser. I en kompleks verden, hvor man til tider kan føle, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem indsats og belønning, kan cykelsporten være befriende enkel. Det er en sport, der forudsætter dedikation og hårdt arbejde. Hvor resultaterne afspejler indsatsen. En sport, der lærer os, at vi kan styrkes af modgang og rejse os igen efter nederlag. En sport, hvor man er nødt til at respektere de andres kamp og evner – og hvor man venter på sin rival for at afgøre styrkeprøven rigtigt.
Kære Jonas. Dine Tour-sejre minder os om, at vi også i lille Danmark har potentiale til at opnå store ting, når vi forener viljen til at arbejde hårdt med ydmyghedens og fællesskabets styrke. Du er et levende bevis på, at selv de mest umulige drømme kan blive til virkelighed, hvis vi holder fast i de værdier.
Sidste sommer kørte du dig helt ind i de danske hjerter og skrev historie. I år du bar du en hel cykelverdens forventningspres og en nations cykeldrømme på dine skuldre uden at vakle et eneste øjeblik.
Med dine præstationer de seneste uger har du kørt dig ind blandt sportens legender. Det har været dybt bevægende og et privilegium at være vidne til.
Tak for at give os den oplevelse – tak for at tage os alle med på den rejse.
