Det er en usikker tid, vi lever i. Krigen er tilbage i Europa, inflationen hærger, klimaet forandrer sig, mange bekymrer sig om fremtiden. Jeg forstår det godt, for det kan virke, som om den ene krise efter den anden er væltet ind over os. Men mit budskab her i dag er, at det hele nok skal gå. Vi skal nok komme igennem det, og jeg er overbevist om, at vi også kan komme styrket ud på den anden side. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan vi møder de udfordringer, vi står over for. Bliver vi ramt af panik, trækker vi os tilbage og sætter os hen i hjørnet med armene over kors, bruger vi frygten som politisk redskab? Eller vælger vi at tage ansvar, vælger vi at handle, går vi til opgaven med den alvor, det kræver, men med et optimistisk syn på fremtiden, med en tro på, at vi også denne gang kan klare udfordringerne og komme styrket videre? I Venstre vælger vi den sidste tilgang. Det liberale sind er i sin grundessens optimistisk, og derfor tror vi på det enkelte menneske. Vi tror på, at danskerne både som individer og i fællesskab er ansvarsfulde, hårdtarbejdende, innovative, og at vi som folk, hvis altså ikke Christiansborg stiller sig for meget i vejen, er i stand til at arbejde, tænke og innovere os ud af de fælles udfordringer, vi står over for. Det er Venstres udgangspunkt. Det er den grundlæggende tankegang, vi i mere end 150 år har drevet vores politiske virke med, altså at vi som samfund kan lykkes, at vi som folk er i stand til at skabe fremgang og løfte den fælles opgave, der ligger i at tage et ansvar for os selv og for hinanden. Men det betyder ikke, at det bliver let. Vi skal være optimister, men vi skal ikke være naive, for udfordringerne går desværre ikke væk af sig selv.
Få udfordringer er større end krigen i Ukraine. Ukrainerne kæmper vores alles frihedskamp – en kamp om helt grundlæggende principper. Det drejer sig om, om lande selv skal bestemme deres fremtid, eller om det er den stærkes ret, der skal herske. Det bliver vi nødt til at tage bestik af, også herhjemme. Derfor har Venstre et ønske om at opruste forsvaret, så vi kan forstærke Danmarks sikkerhed, så vi i højere grad kan forsvare os selv, så vi sammen med vores allierede står styrket i kampen for frihed og demokrati. Det er vi overbevist om vi kan lykkes med. Men som liberale ved vi, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver modige og ansvarlige beslutninger. Helt ærligt, jeg forstår godt frustrationen om store bededag. Jeg synes heller ikke, det er sjovt at opgive en fridag, og jeg forstår godt, at forslaget ikke bliver mødt med hurraråb, selvfølgelig gør det ikke det. Men lederskab handler ikke om at gøre det, der er populært, lederskab handler om at gøre det, der er rigtigt.
Lederskab er der brug for, særlig når det handler om økonomien, for der er mørke skyer i horisonten. Og selv om vi alle kommer til at mærke en konsekvens, skal vi nok komme igennem. Vi tror fuldt og fast på, at vi kan udfolde Danmarks potentialer og skabe en endnu stærkere økonomi, men det kræver igen, at vi er modige. For der er brug for en række ansvarlige økonomiske reformer, der gør Danmark rigere, der øger beskæftigelsen og skaffer arbejdskraft både til det offentlige og til det private, og som frigør nogle penge, som vi på den ene side kan bruge til at investere dér, hvor der er behov, sundhed, klima, psykiatri, og som vi på den anden side kan bruge til at sænke skatten. For det kommer vi til. Et flertal i Folketinget har forpligtet sig til, at skatter for både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder skal ned, og det er jeg glad for. Jeg får næsten lyst til at gentage det gamle slogan »Ned med skatten – op med humøret«. Jeg synes, det er skønt, at der nu er et flertal for at pumpe skattelettelser og dermed optimisme ud i samfundet, og jeg synes, det er dejligt, at politikerne i en tid, hvor flere har svært ved at betale regningerne, holder lidt igen med skatteopkrævninger. For samlet set kommer skatter og afgifter til at falde under den nye regering. Det betyder bedre rammevilkår for de virksomheder, der er grundlaget for vores velstand, det betyder, at 3 millioner lønmodtagere og selvstændige får en kontant skattelettelse, og ja, det betyder også, at 250.000 hårdtarbejdende danskere nu får halveret deres topskat. Før venstrefløjens misundelsesretorik begynder, vil jeg bare sige: Jeg synes, de fortjener det, det er jo deres egne penge.
Når vi nu taler om, hvem der fortjener hvad, så fortjener vi alle et velfærdssamfund, der tager hånd om os, hvis vi bliver syge, hvor vores børn lærer noget i skolen, og hvor de ældre bliver plejet med værdighed. Desværre er det ikke tilfældet alle steder i dag, og derfor er det tydeligt for os, at vi skal gå nye veje, hvis vi skal løse udfordringerne. Det nytter ikke længere noget alene at kaste penge efter problemet og så håbe på, at det går væk, for den løsning er prøvet, og den har bragt os til, hvor vi er nu, med for lange ventelister i sundhedsvæsenet, med ansatte, der drukner i bureaukrati, med for mange tilsandede systemer, der ikke fungerer godt nok, men som til gengæld koster skatteborgerne dyrt – meget dyrt endda. Derfor er det nu tid til at gå ind i den næste fase af fortællingen om den danske velfærdsmodel. Det kan lade sig gøre, men det kræver modige og ansvarlige beslutninger, for hvis vi for alvor skal lykkes med at flytte Danmark fra en tung velfærdsstat til et dynamisk velfærdssamfund, skal der ny medicin til, og den medicin er frihed – frihed, så den enkelte dansker i højere grad kan træffe sine egne valg, frihed til, at familierne selv kan vælge, hvor deres børn skal gå i skole, frihed til, at ældre selv kan påvirke, hvor de skal på plejehjem, frihed til, at ungdommen selv kan bestemme, hvor de vil tage deres ungdomsuddannelse, i øvrigt uden først at skulle spørge far og mor, hvor meget de egentlig tjener. Derfor er det for Venstre en selvstændig målsætning, at danskerne får mere frihed til at træffe deres egne valg. Vi tror på de frivillige, forpligtende fællesskaber, ikke ensretning og tvang.
Men det er ikke kun det enkelte menneske, der skal ordineres en god portion frihed, også institutionerne i velfærdssamfundet skal i højere grad sættes fri. Alt for mange danskere oplever at blive behandlet som intet andet end en udgift, et tal i et regneark. Det skal vi gøre op med, og det kan vi, men kun hvis vi tør give frihed til, at forskellige leverandører kan konkurrere om at levere den bedste service målrettet den enkeltes ønsker og behov. Vi er jo ikke alle sammen ens. Vi skal turde bryde gamle dogmer og ikke længere være så optaget af, om velfærden bliver leveret af en offentlig eller en privat leverandør, for det er jo ikke afgørende, om der er et kommunalt våbenskjold eller et privat logo på brystet af medarbejderne. Det vigtige er, at der bliver ydet ordentlig hjælp, pleje og omsorg, og det gør der kun, hvis det enkelte menneske har frihed til at vælge det dårlige tilbud fra og det gode tilbud til. Så når vi vil have mere konkurrence, handler det ikke bare om at få mest muligt for pengene, det er ikke kun økonomi, det er ikke kun tørre tal. Det handler om værdighed i ældreplejen, det handler om omsorg for de syge, det handler om det enkelte menneskes frihed.
Jeg tror på, at vi kan løse Danmarks udfordringer, og jeg håber på, at Folketingets partier vil være med til at tage ansvar for at finde de rigtige løsninger. Det vil vi i hvert fald gerne. For ansvar står helt centralt for Venstre, ikke kun ideologisk, men også i måden at tilgå politik på. Vi tager ansvar, fordi vi mener, at Danmark er bedst tjent, når vi er med til at styre skibet. Derfor tager vi også ansvar, når det bliver svært og bølgerne går højt. Og så tager vi ansvar, fordi vi har en urokkelig tro på, at hvis vi vil, hvis vi strammer os an, hvis vi tør lade friheden og ansvaret råde, er der ingen problemer, vi danskere ikke kan overkomme, så er der ingen udfordringer, vi ikke kan løse.
Vi tilslutter os naturligvis vedtagelsesteksten, som den forrige ordfører læste op. Tak for ordet.