Kære landsmøde
Europa har så meget at byde på. Og der er intet andet kontinent jeg hellere vil bo på. Intet andet kontinent med den mangfoldighed af kultur, sprog, mad, musik. Fra Finlands skove til Portugals vindblæste kyst mod Atlanterhavet. Fra irsk Guiness til græsk retsina. Fra spaghetti bolognese til svensk surstrømming – ved godt hvad jeg foretrækker...
Baseret på værdier om menneskerettigheder, om ligeværd, om oplysning og fremskridt. Videnskab og rationalitet.
Dét er et Europa der er værd at slås for.
For vi glemmer indimellem hvordan den europæiske union opstod, og hvor udfordret Europa er i dag.
At Europa opstod efter en krig. Og Europa nu skal håndtere en krig.
At Europa opstod efter en krig. Og Europa nu skal håndtere en krig.
Paradokset er indlysende: dét Europa der ønskede adgang til kul og stål i ruinerne fra anden verdenskrig sponserer i dag Putins angreb på Ukraine ved at købe billigt russisk gas. Det skader klimaet. Og i tusindvis af ukrainere der har ladet livet i en frihedskamp der dybest set er vores.
Hvis der er noget der har gjort indtryk på mig gennem mine nu ni år i Parlamentet, så er det østeuropæernes frygt for Putin. Desværre alt for velbegrundet. Men vi lyttede ikke.
Hvis der er noget der har gjort indtryk på mig gennem mine nu ni år i Parlamentet, så er det østeuropæernes frygt for Putin. Desværre alt for velbegrundet. Men vi lyttede ikke.
Min første rapport i Europa-Parlamentet handlede netop om, hvordan vi skulle gøre os fri af Putins gas. Rapporten blev desværre ikke vedtaget, blandt andet fordi de konservative ikke ville være med, da det kom til stykket. Vi ligger, som vi har redt.
Derfor skal vi slås for de grundlæggende værdier. Derfor må det være slut med at Orban i Ungarn systematisk overtræder enhver værdi ustraffet. Det er lykkedes med den såkaldte retsstatsmekanisme at få skabt en sammenhæng mellem udbetaling af økonomiske midler og overholdelse af værdier. Takket være Europa-Parlamentet. Hverken EU-Kommissionen eller medlemslandene havde lagt op til det. Et konkret eksempel på at Parlamentet gør en forskel.
Det gør det også på det grønne område. Dét område hvor gennemslaget er størst og mest direkte på den danske lovgivning.
I det forgangne år har jeg været involveret i noget så nørdet som en elektricitetsmarkedsforordning og et bygningsdirektiv. Ikke ligefrem kioskbaskere hos Ekstra Bladet. Men konkrete sager i det grønne maskinrum der kan drive den grønne omstilling fremad, hvis man søger indflydelsen og kan navigere i Bruxelles.
Stefan Zweigs berømte bog ”Verden af i går – en europæers erindringer” beskriver krigens ulykkeligheder og menneskets rolle heri...
Men hvordan ser fremtiden ud? Verden af i morgen...?
Udvidelsen med Ukraine og landene på Balkan trænger sig på. Skal vi udvide eller ej? Og hvis vi skal, kan vi så fortsætte med den nuværende struktur? Jeg mener svaret er nej.
Så der venter os en svær diskussion i Danmark. Hvis der kommer traktatændringer, der peger i retning af at afskaffe vetoretten, hvor efterlader det så Danmark? Initiativret til Europa-Parlamentet? Hvor efterlader det Danmark med vores håbløse og antikverede forbehold?
Jeg ser gerne, at vi går helt og fuldt med. At vi udvider EU med landene på Balkan – ellers kommer kineserne og russerne stærkere og hurtigere, end de allerede bygger motorveje på Balkan i dag.
Kære landsmøde, tiden er kommet dels til udvidelse, dels til reformer af det EU vi kender i dag. Ellers kan EU ikke gå ind i fremtiden
Kære landsmøde, tiden er kommet dels til udvidelse, dels til reformer af det EU vi kender i dag. Ellers kan EU ikke gå ind i fremtiden
Et fremtidssikret EU er det bedste forsvar mod den højrefløj der går frem i øjeblikket. Ifølge målingerne går højrefløjen frem, og vi risikerer at det næste Europa-Parlament kan se helt anderledes ud end det vi kender i dag.
Vi, der holder af Europa, skal også være kritiske, når Europa ikke leverer, når Europa ikke løser de problemer, vi står overfor.
Så der er nok at slås for, nok at tage fat på. Og det kræver erfaring.
Europa-Parlamentet er ikke en slagmark for de hurtige holdninger og nemme meninger. Ikke hvis man vil have indflydelse. Det kræver hårdt arbejde i maskinrummet. Og det er en kæmpe fordel med erfaring fra Folketinget og Christiansborg. Det ved jeg fra min egen første valgkamp til EP tilbage i 2014, hvor jeg kunne gå fuld tid ind i valgkampen med min bagage fra Christiansborg og Bruxelles.
Kampen i EP er hård, og man skal forstå hvordan Bruxelles arbejder. Trialoger, ministerråd, kommission, Europa-Parlament – en byzantinsk labyrint af krogede beslutningsgange og –processer, hvor netværk, erfaring og sprog er afgørende.
Verden af i morgen kræver en radikal – mindst én – i Europa-Parlamentet.
Jeg stopper hér. Nu er det op til andre.
Det har været et privilegium at få lov til at arbejde i det grønne maskinrum. Det har budt på store oplevelser jeg tager med mig videre. Fra spidskandidat i 2014 til valget i 2019, hvor vi fik over 10 procent af stemmerne!
Kære landsmøde, stor tak til jer alle. Tak fordi jeg har måttet repræsentere Radikale Venstre. Tak for tillid, støtte og opbakning gennem alle årene. Valgkampe og debatmøder, gadeaktioner og dørbank hos uskyldige mennesker. Pjecer og dårlig kaffe på togstationerne. Valgplakater i lygtepæle.
Det har været et privilegium at repræsentere Danmarks internationale parti, europæerne som vi blev kaldt hånligt. Jeg har altid betragtet det som en ære.
Tak.