Kære kolleger, kære venner, kære allesammen!
Lad mig starte med at sige. Hvor er det dejligt at komme ud til jer, mærke fællesskabet og snakke med jer ovenpå de seneste dage.
Det her bliver ikke den 1. maj tale, jeg havde planlagt.
De seneste snart 4 døgn har været voldsomme.
For jer. For mig. For os alle sammen. For vores bevægelse.
Lizette har truffet en svær beslutning om at trække sig som formand for FH.
Jeg har stor respekt for Lizettes beslutning, og jeg er meget enig med hende, når hun siger, at hun ikke skal skygge eller stå i vejen for FH og hele fagbevægelsen.
Nu er det helt afgørende, at vi hurtigst muligt får gennemført en ekstern og grundig advokatundersøgelse, så vi kan komme til bunds i sagerne og håndteringen af disse. Det arbejde er i gang.
Det blev ikke det punktum for en lang indsats i fagbevægelsen, Lizette havde håbet på.
Lizette – din uopslidelige indsats for danske lønmodtagere kan ingen sætte spørgsmålstegn ved
Resultaterne bevidner det. Du har sat aftryk til gavn for lønmodtagerne.
Os, der kender dig, ved, at det kun er lidt, du sætter højere end den danske fagbevægelse.
…
Intet i de seneste døgn ændrer på, at der er brug for den danske fagbevægelse.
Tværtimod. Så lad mig tale om det. Vi har stadig store problemer med arbejdsmiljøet.
I går mistede en kollega livet ved en arbejdsulykke.
Mine tanker går til de efterladte.
Og mine tanker går til alle de 43 lønmodtagere, der sidste år døde, mens de var på arbejde.
Alt for mange har mistet deres kære.
Børn har mistet en forælder. Forældre har mistet et barn. En elsket har mistet sin elskede.
43 kolleger!
43 kolleger, som tog på arbejde.
43 kolleger, som ikke kom hjem igen.
Tænk over det… Næsten én gang om ugen mister vi en kollega i en arbejdsulykke.
Det er det højeste antal dødsulykker i 14 år.
Vi skriver 2023, og vi har stadig kolleger, som betaler den allerstørste pris, når de går på arbejde.
Ord rækker ikke.
Og ord får aldrig vores mistede kolleger tilbage.
Men de kolleger, vi har mistet, efterlader os med et klart ansvar; Nemlig handling.
Der er brug for en stærk fagbevægelse.
Intet kommer til at ændre sig, hvis en stærk fagbevægelse ikke presser på.
Ingen forbedrer lønmodtagernes vilkår, hvis vi ikke selv gør det.
Derfor er det så vigtigt, at vi får styrket vores faglige fællesskab.
Nøglen til at skabe det gode liv ligger hos os, vores fællesskab og vores kollektive styrke.
Snak om det på arbejdspladserne. Hiv fat i din kollega. Få dem med. Det giver styrke at være mange.
Og styrke er der brug for.
Dagsordnerne står i kø.
Og i fagbevægelsen har vi svar til fremtiden!
Derfor er jeg også glad for, regeringen har taget initiativ til at nedsætte en permanent trepartsinstitution.
Selvfølgelig er fagbevægelsen klar til at spille med! Selvfølgelig er vi klar til at bidrage med at finde løsninger på de udfordringer, vores samfund står i og overfor. Også når det bliver svært.
Derfor byder vi ideen om en permanent trepartsinstitution velkommen.
For os skal samarbejdet først og fremmest levere på tre punkter:
For det første skal vi løse problemet med manglen på kloge hænder og kloge hoveder. Manglen på de rette kompetencer.
Nøgleordene er uddannelse, ordentlige lønninger og gode arbejdsvilkår.
I år så vi den laveste søgning til erhvervsuddannelserne i 5 år. 5 år! Det er nu, vi har brug for de unge. Det er nu, vi har brug for de unge til at gennemføre den grønne omstilling. Det haster.
Vi må ikke svigte dem! Vi må ikke svigte os selv. For uden de unge faglige går det ikke. Så slår vi huller i fællesskabet.
Flere unge skal have en erhvervsuddannelse, og erhvervsuddannelserne skal have et kæmpe løft. NU.
Også i forhold til velfæl[r]d i det offentlige har vi brug for flere. Flere social- og sundhedsassistenter, flere pædagoger, sygeplejersker, lærere.
Vi mangler dem allerede. Og vi kommer til at mangle endnu flere. Det handler om pleje og omsorg. Det handler om vores børn. Vores ældre. Om hele vores fællesskab.
For det andet, så skal vi også have fat om roden på det dårlige arbejdsmiljø. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde – hverken fysisk eller psykisk. Vi er nødt til at gå nye veje, så det lykkes.
Og som det sidste, ja, så skal vi sikre en værdig tilbagetrækning for dem, der gennem årtier har ydet deres til samfundet. Og en værdig tilbagetrækning til dem, der gerne vil, men ikke længere kan være en del af arbejdsmarkedet.
Jeg er glad for de signaler, statsministeren nu sender – at hun og regeringen overvejer andre muligheder end at afskaffe seniorpensionen. Tak for det. Det er det rigtige.
I tider som nu, hvor vinden blæser. Hvor det kræver fodfæste at stå – der må vi minde os selv og hinanden om, hvorfor vi egentlig er her.
For venner – vi er her for at sikre, at i morgen bliver bedre end i dag.
Vi er her for at sikre, at lønmodtagerne har gode jobs og en ordentlig løn.
Vi er her for at sikre, at historien om Danmark stadigvæk er historien om et velorganiseret, lige og retfærdigt samfund.
Alle sagde, at vi ville blive kastet ud i en storkonflikt. Inflationen var tårnhøj. Oveni det vælger regeringen gudhjælpemig at angribe vores danske aftalemodel og afskaffe store bededag.
Jeg er dybt skuffet.
Lad mig sige det klart og tydeligt her i dag: Jeg er så stolt over den danske fagbevægelse. Den RIGTIGE fagbevægelse.
Vi forsvarede i fællesskab den danske model og leverede det bedste overenskomstresultat nogensinde. Det lykkedes kun, fordi vi stod sammen. En stor tak til jer.
Kig din sidemand i øjnene og vid, at I er en del af noget større. En del af vores fælles indsats med at forme fremtidens Danmark.
Det er værd at huske på. Ikke bare i dag. Men hver dag.
Kære venner. Kære alle sammen.
Fortsat god kampdag – fortsat god 1. maj