Morten Skov Christiansens tale ved fejringen af Lærlingeoprørets stiftelse

”Kom nu kammerater, syng med i kor:
Vi vil ikke nøj´s med ord”

Røde Wilfred kom til verden i 1973. Der var aktionsuge for højere lærlingeløn og for bedre uddannelser. Og den etablerede fagbevægelse havde svigtet. Derfor tog lærlingene sagen i egen hånd.

Og lad mig starte med at sige:
Vi skal ikke ende som vi gjorde under Røde Wilfred.
Med et splittet ungdomsarbejde. Med intern konflikt.
Med årtiers skønne, spildte kræfter.

Lærlingeoprøret opstår fordi fagbevægelsen ikke har været gode nok til at favne ungdomsarbejdet.

Jeg kan kun pege fingre ad mig selv. Og det gælder sådan set også FH.

Fagbevægelsen er et stort telt. Der er mange fag, mange interesser, mange dagsordener.

Og I har følt, at I står i udkanten af det telt. Men jeg vil gerne slå fast, at I mine øjne skal I være i midten.

I skal bidrage til udviklingen af idéer. I ser nye problemer, nye udfordringer og nye kampe som de opstår.

I er fremtidens ledere. Uden fagligt aktive lærlinge, er der ikke nogen, at give faklen videre til.

I sætter fut i kampen – I fritager ikke resten af fagbevægelsen fra opgaven.
Alle skal skubbe mere.
JERES vilkår er VORES kamp.

I lykkes med noget meget svært. At være kritisk overfor vilkårene og SAMTIDIG tale faget op. Med jeres stærke fortælling om stoltheden af faget, jeres håndværk. Det, I kan. For jer er det en fed ting at være lærling. Godt håndværk giver karaktér, som Carl Emil siger.

Og I har kritiseret slidte skoler, utidssvarende værktøj og undervisere uden den nyeste viden.
Præcis FORDI det er fedt at være lærling, skal rammerne også være i orden.

Dét forstår I. Den faglige kamp – for ordentlige uddannelser, løn og vilkår – det er vores hjerteblod.

Og den kamp har foreløbigt resulteret i, at der er kommet 1 milliard mere til erhvervsuddannelserne. Penge som skal bruges til at sikre undervisere med stærkere kompetencer, mere moderne værksteder på skolerne og attraktive ungdomsmiljøer.

Tak for det. Og klap jer selv på skuldrene.

Jeg ville blive hammerstolt, hvis mine børn tog en faglig uddannelse. Hvis Johan og Agnes beslutter sig for, at de skal være laboranter, elektrikere eller møbelsnedkere.

Og det må jeg erkende, at sådan er der mange, der ikke har det. Alt for mange ser værdien i det boglige – men ikke i det faglige. At det vigtigste ikke er hvilke karakterer man får, men hvilken karakter man har.

For der er noget, de ikke har forstået. Både hos forældrene. Og blandt virksomhederne derude. Og på Christiansborg.
Noget meget, meget vigtigt.

At uden faglærte, ingen grøn omstilling. Uden faglærte, ingen velfærd. Uden jer – ville det hele ikke hænge sammen.

I har en stor opgave. At ændre på uddannelsessnobberiet og på selve den status, faglærte har i landet. At vise vejen for de børn og unge, der vokser op nu. At vise at den faglærte vej er en stærk vej.

Med forbilleder som jer, er jeg sikker på at vi kan ændre det.

I kæmper for vilkårene. I engagerer jer. I råber op.
Og så lover jeg, at kampen for at få flere unge til at se lyset i faglig fremtid, den er fælles. Den er ikke jeres kamp.
Den er VORES kamp.

Fremtiden er faglig.
Tak for ordet.