Hvor mange herinde har været på lejretur med deres klasse?
I kan sikkert genkende når jeg siger at den første lejretur er en
uforglemmelig oplevelse, den første smag på frihed, sammenhold, og ja
bare det at kunne se sin lærer i pyjamas er en oplevelse i sig selv.
Jeg vil gerne fortælle jer om min første lejretur i 7. kl.
Jeg har flyttet skole en del gange og har af den grund misset en masse
lejreture, så I kan tro jeg havde set frem til den her tur.
Det var en tur med en masse gode aftener, men en aften blev latteren
ekstra højlydt, vi havde smuglet chips ind på værelset og havde det
fucking grineren.
NU ER DET NOK. Latteren tager overhånd og min lærer braser ind til
vores værelse, og da alle andre når at hoppe tilbage til deres seng, sidder
jeg tilbage som den eneste der ikke ligger i min seng.
Uden overhoved at få lov til at tage mit tørklæde på trækker min lærer mig
med ned, i et værelse som jeg tvivler på overhoved, var et soveværelse.
Her lå jeg i et koldt, mørkt og nærmest helt umøbleret rum, på en lænestol
og forsøgte at falde i søvn uden held.
På et tidspunkt fryser jeg så meget at jeg beslutter mig for at løbe op og
hente endnu en dyne. Men da jeg tager fat i dørhåndtaget, opdager jeg at
jeg var blevet låst inde. Jeg var blevet låst inde af min egen klasselærer.
Jeg følte mig umyndiggjort, mest af alt var jeg forundret. Er det sådan det
er at være på lejretur?
Det var ikke fordi jeg nogensinde havde haft et godt forhold til min
klasselærer. For hun accepterede mig aldrig for den jeg var. Hun så kun
mit tørklæde. Dømte mig ud fra mit tørklæde. ”Er det dine forældre der har
bestemt du skal gå med tørklæde?” kunne hun finde på at spørge mig midt
i timen.
Men på den lejretur blev det hele meget grænseoverskridende for mig, og
da vi vendte hjem, blev jeg hentet af min far som omfavnede mig i sine
trygge arme. Tårerene trillede ned af mig og jeg vidste at jeg aldrig
nogensinde havde lyst til at vende tilbage til den skole.
Måske tænker du at det lyder som en skræklig ting at opleve, specielt i en
alder af 13 år. Og det var det også.
Men tro det eller ej, i dag ser jeg tilbage på min lejretur med et smil på
læberne. Jeg ser tilbage på en tur der udviklede mig en del.
Og så alvorlig som den her situation var, kunne den sagtens have efterladt
ar i mig dagen i dag. Men jeg valgte at tage episoden som en ”udfordring”.
Den lejrtur gjorde mig stærkere og lærte mig at sige fra på en hel anden
måde.
Det har på ingen måde været nemt at komme igennem den her kamp med
min klasselærer, men det var en kamp som jeg heldigvis ikke kæmpede
alene. ”Vi står stærkere når vi ved at nogen står klar til at gribe os.”.
Og jeg var ekstrem heldig at jeg havde nogle forældre der havde
ressourcerne til at gribe mig.
Jeg var ekstrem heldig at jeg have nogle forældre der havde ressourcerne
til at gribe mig.
Men jeg kan ikke lade vær med at tænke på de børn der ikke bliver grebet.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke på de børn der ikke får lov til at være
børn.
De børn hvis selvværd bliver ødelagt af en klasselærer som dømmer dem
ude.
Jeg tror vi alle kan være enige om at min daværende klasselærer desværre
ikke er et enkelttilfælde i vores samfund. De mennesker findes i vores
samfund. At jeg fandt styrken til at overkomme skolesystemet og komme
igennem folkeskolen uden ar på sjælen ændre ikke på at
Forskelsbehandling og diskrimination i folkeskolen er stadig et problem i
vores samfund.
Der bliver stadig diskrimineret på baggrund af religion, etnicitet, seksualitet
og handicap.
Det er på tide vi går nysgerrigt til hinandens forskelligheder og skaber et skoleliv
der bygger børn op i stedet for at rive dem ned!