Hvis jeg bestemte i fagbevægelsen…
… så sku’ der være mindre snak – og mere handling.
Det gælder især, når det handler om ”de unge”.
I mange år – ja, velsagtens årtier – har fagbevægelsen talt om, at vi skal have bedre fat i de unge.
***
Vi ved det alle sammen.
Fagbevægelsen bløder medlemmer i hobetal.
Her ku’ jeg selvfølgelig være lidt kæphøj og sige, at det jo ik’ er et problem hos os.
For i Blik- og Rørarbejderforbundet har vi haft medlemsfremgang i otte år i træk!
Men selvom vi har medlemsvækst hos os, så taber vi sgu alle sammen på en faldende organiseringsgrad i den samlede fagbevægelse.
Og når vi nu er så glade for at snakke om, at de unge skal melde sig ind i vores fællesskab… så må vi også spørge os selv:
Hvad er det egentlig for et fællesskab, man har at tilbyde?
Er det den lange historie og de røde faner, der gør, at unge får lyst til at melde sig ind?
Næppe!
Og hvad med dem, der allerede er medlem?
Dem vil jo vi gerne ha’ til at blive fagligt aktive.
Men hvilket produkt har man at tilbyde?
Er det ”plejer”-tilgangen og ”sådan har vi altid gjort”-mentaliteten i fagforeningerne, der giver unge lyst til at engagere sig i det faglige ungdomsarbejde?
Næppe.
***
Sidste år satte nogle af de faglige ungdomsorganisationer fut under kedlerne.
LÆRLINGEOPRØRET så dagens lys!
Et spontant oprør – og et opråb – fra lærlinge og elever i hele landet.
I forbindelse med Lærlingeoprøret blev der oprettet et borgerforslag om investeringer i erhvervsuddannelserne.
På seks måneder sku’ vi samle 50.000 underskrifter, for at borgerforslaget ku’ fremsættes til behandling i folketingssalen.
Desværre gik der fem måneder…
FEM MÅNEDER før Fagbevægelsens Hovedorganisation for alvor meldte sig ind i unge faglærtes kamp og delte borgerforslaget fra sine kommunikationskanaler.
Indtil da havde opbakningen primært bestået af pip på Twitter og hjertelikes på de sociale medier.
***
Men da politikerne ville afskaffe store bededag, var sagen en anden.
Misforstå mig ikke.
Afskaffelsen af store bededag var en utidig indblanding og et uhørt indgreb i vores overenskomster – og et eklatant angreb på den danske model.
Fagbevægelsen stod skulder ved skulder om et budskab.
Det store kampagneapparat blev for alvor sat i gang. Alle mand på dæk!
Folk rykkede ud af mødelokalerne og ud på gaden for at gå på kampagne.
Og der var nærmest ikke grænser for antallet af SoMe-grafikker.
Tænk, hvis en samlet fagbevægelse havde lagt bare halvt så meget energi i Lærlingeoprøret.
Desværre må vi nøjes med at tænke på det.
***
I fagbevægelsen snakker – og snakker… og snakker – man om ”de unge”.
Hvis jeg bestemte i fagbevægelsen, sku’ vi gøre noget så simpelt…
… som at snakke MINDRE om de unge – og tale MERE med de unge.