Skip to content

Nicolaj Laue Juhls tale ved Røst i Operaen

Om

Taler

Nicolaj Laue Juhl
Inviteret taler

Dato

Sted

Operaen, København

Omstændigheder

Nicolaj Laue Juhls egen titel for talen er Børnenes statsminister svigter LGBT+ elever. 
Røst i Operaen var et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og talerskolen Røst, hvor højskoleelever, aktivister og kulturpersonligheder holdte taler.

Tale

”Fuck du opfører dig bøsset”
”Hvis jeg var bøsse, ville jeg skyde mig selv”

”Ej gider fucking ikke at arbejde sammen med den bøsse”

Det her er nogle af de diskriminerende kommentarer, jeg dagligt oplevede, da jeg gik i folkeskole for 8 år siden.
Jeg følte mig nødsaget til at flytte skole, hvis skolen ikke skulle tage livet af mig. Men det blev ikke bedre, mobningen flyttede med. Min skoletid endte med at ødelægge mig inden i. Den satte sig som et traume i min krop. Jeg levede i mange år med selvmordstanker, ensomhed og en spiseforstyrrelse.


Jeg har brugt mange år på at indse at det ikke var min egen skyld, at jeg blev udsat for diskrimination og grov mobning. Lærerne vendte det blinde øje til. Jeg blev svigtet af skolen. 

Min historie er desværre langt fra enestående. Tusindvis af børn og unge oplever det samme omsorgsvigt. Også i dag, selvom vi skriver 2021 i kalenderen. 


Det ved jeg, fordi jeg har skrevet Danmarks første rapport om LGBT+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen. En alarmerende rapport, som viser en massiv mistrivsel og systematisk diskrimination af LGBT+ elever i det danske skolesystem.

Rapporten viser med al tydelighed, at det er på høje tid at skabe bedre trivsel og vilkår for LGBT+ elever i skolen.


Jeg undrer mig over at vi har en regering med en selvudnævnt børnenes statsminister for bordenden. 

For hvor er børnenes statsminister, når LGBT+ elever føler sig 6 gange mere ensomme end deres klassekammerater? 
Hvor er børnenes statsminister, når næsten hver 2. LGBT+ elev oplever diskrimination eller mobning i skolen?

Og hvor er børnenes statsminister, når 2 ud 3 LGBT+ elever har oplevet selvmordstanker?

Hun er der ikke. Selvom at Mette Frederiksen under årets World Pride i København fortalte hele verden, at den danske regering kæmper for at skabe bedre vilkår for LGBT+ personer.

Lige nu har Mette Frederiksen travlt med at diskutere sms’er og tage selfies, mens børn går rundt med selvsmordstanker. 
Den alarmende mistrivsel kræver en landsdækkende skolekampagne, en mere normkritisk uddannelse af lærer og pædagoger, bedre seksualundervisning og ny lovning. Det kræver en kulturforandring i hele det danske samfund. 
I år er det 40 år siden at homoseksualitet blev slettet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark. På trods af det oplever 9 ud 10 LGBT+ elever fortsat, at ord som bøsse, homo, gay, lebbe og tranny bliver brugt som skældsord i skolen. Det er fuldkommen uacceptabelt. 


Vi bliver nødt til at droppe den romantiserede fortælling om at her i Danmark har vi ingen problemer. Fortællingen om vores frisind har været en farlig sovepude, der svigter børn og unges trivsel hver dag.

For børn skal leve et frit liv og mærke at de er noget værd – ikke udsættes for mobning og diskrimination, der ødelægger dem.

Jeg oplevede aldrig, at der var en voksen til stede i min skoletid.

Og nu oplever jeg at børnenes statsminister ikke gør noget aktivt for at stoppe svigtet af børn og unge LGBT+ personer i Danmark.

Det er dybt uretfærdigt.

Fordi ALLE børn og unge, uanset hvem de er, har ret til en tryg start på livet. Tak for ordet. 

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret