Nikolaj Hartung Kjærbys prædiken 2. søndag i advent

Tegn på Jesu genkomst: En dommedagsprædiken?

I dag får I en dommedagsprædiken! Det kan ikke rigtig være anderledes, for teksterne handler jo om dommedag, og det er jo de tekster jeg skal prædike over. Men spørgsmålet er om det er så slemt som det lyder.

Den Danske Ordbog definerer en ”dommedagsprædiken” som en ”fanatisk prædiken der fordømmer syndefulde mennesker og udpensler deres fortabelse i helvede efter dommedag” – men det er jo faktisk ikke det der er i centrum i hverken Esajas’ eller Jesu dommedagsprædiken. Jo, Esajas siger godt nok om den kvist der skyder frem fra Isajs stub at ”Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige”, og Jesus siger at ”Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden”. Men det er som sagt ikke det der er deres hovedfokus. Esajas bruger det meste af sin taletid på at beskrive paradiset hvor løven græsser sammen med kalven, og hvad Jesus angår, så lyder hans formaning til sine disciple sådan her: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op, og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Dommedag er altså noget vi skal glæde os til, siger Jesus!

Det er ellers mest mere eller mindre fanatiske sekter der ligefrem går og glæder sig til dommedag. Jehovas Vidner ser for eksempel frem til det de kalder Harmagedon (eller Armageddon, som det kaldes i den engelsktalende verden). Harmagedon eller Armageddon omtales i Johannes’ Åbenbaring kapitel 16 vers 16 som navnet på et sted hvor alle jordens konger vil samles til et sidste slag inden Jesu genkomst, hvorefter verden vil gå under. Jeg vil ikke trætte jer med hvad der kan ligge bag navnet Harmagedon, der tilsyneladende dukker op ud af det blå dér i Åbenbaringsbogens 16. kapitel og i øvrigt ikke omtales andre steder i Bibelen, men det er i hvert fald blevet til et symbol på verdens undergang. (Nogle af jer husker måske en katastrofefilm fra 1998 med Bruce Willis i hovedrollen, der netop bar titlen Armageddon selvom den ikke har religiøse temaer og i øvrigt ender med at jorden ikke går under alligevel). Men i Jehovas Vidners aftapning er Harmagedon altså blevet en teknisk betegnelse for at Gud udsletter alle verdens onde herskere og i det hele taget alle der ikke hører til Jehovas Vidner, hvorefter de overlevende kan gå i gang med at rydde op efter slaget og opbygge paradis. Det skal dog siges til Jehovas Vidners forsvar at de ikke bare sidder på deres flade og venter på at alle vi andre bliver slået ihjel, men tværtimod bruger uanede mængder af timer på at stemme dørklokker eller stå på gaden og dele Vågn op! ud, alt sammen for at redde os vantro fra undergangen, hvilket jeg i grunden synes er er meget smukt og uselvisk af dem – tænk hvis vi andre var lige så ivrige efter at tale om den frelse vi tror på!

Og det at dommedag er noget vi kan glæde os til, er som sagt også noget vi kan være enige med Jehovas Vidner om. Ganske vist vil det aldrig nogensinde kunne glæde et menneske der har Guds kærlighed i sit hjerte, at de onde bliver dømt, for Jesus døde jo på korset for at frelse alle mennesker, så ethvert menneske der ender med at gå fortabt, er dybest set spild af Jesu dyrebare blod. Gud vil at alle skal frelses, skriver Paulus et sted (1 Tim 2,4), og det er den væsentligste grund til at han viser så stor langmodighed med al den ondskab der foregår på jorden – som der står i Andet Petersbrev: ”Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). Men heldigvis er der ingen der behøver at gå fortabt – netop fordi Jesus døde på korset for at frelse alle mennesker. Og dommens dag planlægger han ikke fordi han er vred på os mennesker og ønsker at straffe os, men fordi han elsker os og vil frelse os fra al ondskaben i verden. Var der ikke en dommedag i vente, så havde vi ikke noget håb om andet end at nå nogenlunde helskindede frem til livets ende, men fordi Gud har besluttet at gribe ind, har vi et håb om et evigt paradis. I stedet for en ”fanatisk prædiken der fordømmer syndefulde mennesker og udpensler deres fortabelse i helvede efter dommedag” burde en dommedagsprædiken altså være en ”fantastisk prædiken der forjætter håb til syndefulde mennesker og udmaler det paradis der venter efter dommedag”!

Men hvordan kan det egentlig være at ordet ”dommedagsprædiken” har fået den negative betydning? Ja, dels er det jo nok fordi der har været holdt alt for mange prædikener hvor prædikanten har forsøgt at true mennesker til omvendelse netop ved at udmale helvedes pinsler, men jeg tror også det spiller ind at vi har det med at have et forskruet billede af såvel Gud som os selv – nærmere bestemt et alt for positivt billede af os selv og et alt for negativt billede af Gud. Vi tænker måske at helvede er noget Gud har fundet på, og hvis bare Gud ville blande sig udenom, så ville vi klare det så fint, så fint, for vi er jo i grunden gode nok på bunden, i hvert fald de fleste af os. Og sandt er det da også at vi mennesker formår mangt og meget, og at der til tider bliver gjort store uselviske gerninger, også af mennesker der ikke tror på Gud. Men der er desværre også en bagside af medaljen, for vi mennesker har også præsteret et utal af krige, drab, bedragerier, familiefejder, terror, løgne, misundelse, fejhed, utroskab og en grotesk skæv fordeling af verdens goder. Og der er ikke noget der tyder på at det bliver bedre, for selvom det seneste århundrede har bragt os Menneskerettighedserklæringen og andre eksempler på at vi gerne vil gøre det godt og hjælpe hinanden, så har det også bragt os Holocaust, Hiroshima, Tian An Men og Islamisk Stat. Det eneste vi kan trøste os med, er at selv den mest magtfulde tyran må til dødedansen før eller senere – døden sætter simpelt hen en naturlig grænse for hvor meget ondt ét menneske kan nå at gøre i sit liv. Og netop bevidstheden om at vi skal dø engang, er måske i sig selv med til at indgyde os en vis ydmyghed så vi ikke bliver grebet af alt for meget magtbegær.

I beretningen om Adam og Eva og slangen var det netop magtbegæret slangen appellerede til. ”Den dag I spiser af [frugten], bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud”, sagde slangen (1 Mos 3,5), hvorefter Adam og Eva spiste, og Gud forviste dem fra paradiset så de ikke kunne spise af Livets Træ og leve evigt.

Vi tænker tit at det var for at straffe Adam og Eva for deres ulydighed at Gud forviste dem fra paradis. Og det var det da også i en vis forstand. Men gode forældre tænker altid på hvad der tjener til deres børns bedste, og hvis forældre straffer deres børn, er det for at opdrage dem så de kan få et godt liv. Vi mennesker er ikke perfekte, heller ikke som forældre, og der er ingen tvivl om at mange velmente forsøg på børneopdragelse gennem tiderne har gjort mere skade end gavn på børnene. Men Gud er perfekt: Ikke alene vil han kun det bedste for os; han ved også hvad der tjener til vores bedste. Og i Adam og Evas tilfælde tjente det til deres bedste at de blev forvist fra paradiset.

Hvordan kunne det være det? Er det ikke bedre at bo i et paradis end at skulle knokle i sit ansigts sved for at få brød på bordet? Og er det ikke bedre at leve evigt end at skulle dø fra sine kære? Umiddelbart jo. Men det at leve evigt er kun en god ting hvis man har et godt liv. Jeg har desværre mødt mennesker der havde det så dårligt at de kun ønskede sig at dø. Og hvis Adam og Eva, med deres ønske om selv at blive som Gud, havde haft adgang til evigt liv og gratis mad, så ville de have kunnet forårsage uoprettelig skade ikke alene på deres omgivelser, men også på deres egne sjæle. Deres modvilje mod at indordne sig under kærlighedens magt, Gud, ville have drevet dem længere og længere ud i had og ondskab indtil de var blevet djævle, og paradiset var blevet et helvede. Og samtidig ville de være blevet mere og mere ulykkelige fordi de altid ville have begæret mere magt end de havde – også over hinanden. Syndefaldet påvirkede nemlig ikke alene forholdet mellem mennesker og Gud, men også mellem mennesker indbyrdes, selv ind i den allertætteste menneskelige relation, nemlig ægteskabet. ”Du skal begære din mand, og han skal herske over dig,” forudsagde Gud i sin straffetale til Eva efter at hun havde spist af frugten (1 Mos 3,16), og ”begære” handler i den forbindelse ikke om seksuelt begær, men om magtbegær: Gud forudsagde at fordi Adam og Eva ville være som Gud, så ville de også komme til at kæmpe indbyrdes om magten – og den kamp ville manden vinde. Og den forudsigelse fik Gud ret i, kan århundreders historie om kvindeundertrykkelse desværre bekræfte. Men det var altså ikke sådan Gud havde tænkt det – og fordrivelsen af Adam og Eva fra paradis havde som sagt til hensigt at afbøde konsekvenserne af deres ulydighed.

Men det var kun en midlertidig foranstaltning. Gud havde hele tiden den hensigt at genoprette paradiset en dag – uden syndefaldets ubehagelige konsekvenser – og på ny give os mennesker adgang til Livets Træ. Alt det onde der var blevet lukket ind i verden da Adam og Eva spiste af træet, det tog Jesus nemlig med sig i døden langfredag. Og da han opstod fra de døde påskemorgen, banede han en vej igennem døden for os så vi kan dø fra vores fordærvede natur og opstå med en ufordærvet natur. Det er lige præcis dét dommedag har i vente for os, og derfor er den noget vi kan se frem til.

Men allerede mens vi lever i denne verden, har vi mulighed for at tage forskud på glæden. I dåben bliver vi symbolsk først begravet sammen med Jesus og derefter oprejst fra de døde til et nyt liv hvor vi tilhører ham, og derfor kan vi hver dag, hvert øjeblik, vælge om vi vil forsøge selv at være guder i vores egne liv, eller om vi vil indordne os under ham der både ved og ønsker hvad der er det bedste for os, og som gav sit liv for at sætte os fri fra den ondskab vi har nedkaldt over os selv. Og en dag vil han som sagt endegyldigt befri verden for det onde – ”Og det er dommens dag. Hvert knæ sig bøje! Al ære til vor Skaber i det høje!” (DDS 278,1). 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen. 

Kirkebøn
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn. 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.