Skip to content

Ninna Thomsens tale ved modtagelsen af Kronprinsparrets Sociale Pris

Thomas Wass Evaldsen

Om

Taler

Ninna Thomsen
Direktør for Mødrehjælpen

Dato

Sted

Vejle Musikteater

Omstændigheder

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet i 2004 som en bryllupsgave til DKH Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary af Bikubenfonden. Prismodtagerne udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer. Priserne bliver uddelt af Kronprinsparret ved et show, der sendes direkte på DR1 og produceres af DR i samarbejde med Bikubenfonden.
Mødrehjælpen modtog Kronprinsparrets Sociale Pris og fik overrakt 500.000 kr.

Optagelse

Tale

Deres kongelige højheder. Kronprinsesse Mary. Kronprins Frederik. Bikuben Fonden.
Af hjertet tak. 
Vi har i Mødrehjælpen hjulpet og støttet sårbare forældre – enlige mødre i over 100 år. Mødre og fædre, som samfundet har set ned på. Ringeagtet. Dis- respekteret.
I dag ranker vi ryggen.
..
Fordi Kronprinsparrets sociale pris er en kæmpestor anerkendelse. Den største måske i virkeligheden…
Tak for de flotte ord lige før. Jeres motivation og jeres sociale engagement har meget stor betydning for os. 
Jeres anerkendelse og prisen i dag er på alle måder et kæmpe klap på skulderen.
En anerkendelse – der selvfølgelig går ud til vores over 2000 gæve frivillige. En anerkendelse der går ud til vores mange dygtige rådgivere og medarbejdere. Og til vores stærke ambassadører.
Da Vera Skalts i sin tid stiftede Mødrehjælpen så samfundet ned på den enlige mor. Hun havde ingen muligheder. Fik hun sit barn inden hun fik sig en ægtemand var den helt gal.
Ulovlige og livsfarlige aborter var for mange det naturlige førstevalg. For hvem ville risikere et liv i fattigdom, skam og moralsk udstødelse?
I dag er tiden en anden. Takket være mange gode kræfter. Men alt for mange familier er stadig i risiko for at ramle ud over kanten.
Over de sidste 100 år har vi i Mødrehjælpen haft en ukuelig tro på det enkelte menneske. En tro på, at vi i det sociale arbejde kunne gøre en forskel.
Vi har råbt op når vi har mødt uretfærdighed. Banket døren ind på Christiansborg og insisteret på at nytænke det sociale arbejde til gavn for de familier, der ALTID bør være i centrum.
I dag som for 100 år siden hjælper vi familier, der bliver ramt af livet. Voldudsatte kvinder og børn. Familier ramt af fattigdom. Psykisk sårbare mødre og fædre, der kæmper en daglig kamp for at finde fodfæste i livet.
Mennesker, der lever med den samme skam og magtesløshed, som den enlige mor gjorde for over 100 år siden.
Jeg tror dybest set ikke, at vi er nogen, der kan gå igennem livet uden på et eller andet tidspunkt at få et hårdt stød i maven.
Når vi lever livet – så vil det slå knuder.
Og når det sker, så står vi klar i Mødrehjælpen.  Vores stærke rådgivere hjælper og guider dig. Vores lokale frivillige inviterer dig ud i det blå, så du har overskuddet til at være der for dit barn.
I Mødrehjælpen, der har vi din ryg.
Vi tror på dig.
Vi hjælper dig med at genvinde styrken. 
Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Det gør vi i morgen.
Tusind tak for den store, store anerkendelse, som I giver os i dag. Af hjertet tak.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret