Kammerater,
I dag, på den internationale arbejderkampdag, står vi over for en udfordring, der kræver vores opmærksomhed og handling. Det er en udfordring, der handler om at bringe fagforeningerne ind i det 21. århundrede og sikre, at de forbliver relevante og inkluderende for alle arbejdere, især de unge.
Vi kan ikke benægte det: Fagforeningerne har stået over for kritik og tvivl, og mange mener, at de er blevet forældede. De traditionelle metoder og strukturer, som tidligere var så effektive, når det kom til at kæmpe for arbejderrettigheder, virker ikke altid tiltrækkende for nutidens unge. Vi må erkende, at vi står over for en ny virkelighed, en virkelighed præget af digitalisering, globalisering og en kompleksitet, som vores forfædre ikke kunne have forestillet sig.
Men lad os ikke se dette som en grund til at afskrive fagforeningerne. Tværtimod er det en opfordring til forandring, til at tilpasse sig og til at omfavne det nye. Vi må genopfinde fagforeningerne som en platform for ungdommens stemme og en katalysator for social forandring.
Det er afgørende, at vi får de unge til at tage del i kampen, at vi viser dem, at fagforeningerne stadig har magt og potentiale til at skabe forandringer. Det handler om at tilbyde dem et rum, hvor deres stemme bliver hørt og respekteret, hvor deres ideer og visioner for fremtiden kan blive omsat til handling.
Men det er også vigtigt at bryde tabuet omkring fagforeningsmedlemskab. Det skal ikke være noget, man skjuler eller skammer sig over. Tværtimod bør det være en stolt erklæring om solidaritet og fællesskab. At være medlem af en fagforening handler ikke kun om at beskytte ens egne rettigheder, det handler også om at stå sammen med ens kollegaer, om at kæmpe for retfærdighed og lighed for alle.
Vi må fortælle de unge, at fagforeninger stadig er relevante, at de stadig kan gøre en forskel, hvis vi blot er villige til at engagere os og tage del i kampen. Vi må vise dem, at fagforeninger ikke er et fortids levn, men fremtidens drivkraft for forandring.
Så lad os sammen gå ind i fremtiden med åbne sind og modige hjerter. Lad os omfavne forandringen og genopfinde fagforeningerne som en stærk og inkluderende kraft i vores samfund. Lad os gøre det til en ære at være medlem af en fagforening og en pligt at kæmpe for en bedre fremtid for alle.
For samfundet har ændret sig m[a]rkant. Hvor hoppede kæden af. Før stod vi sammen i firmaerne når vi skulle forhandle løn, hvor tillidsmanden talte vores sag. For vores fælles krav. Men det er blot et fatamo[r]gana i dagens [D]anmark. For folk har lagt kampen over på whats in it for me. Kollegaernes løn er blevet uvigtig og kun et mål vi skal over. Lærlingen står alene og lærlingens løn er glemt. For at svendenes løn kan blive højre. For elektriker lærlingene er der kun 16 % af lærlingene der får mere en mindste løn[n]en. Mindstelø[n]nen........... det er en hån mod vores unge kollegaer
Vi må og skal tilbage til at vi står sammen til de lokale lønforhandlinger. Hvor den nederst på lønstigen bliver husket. Hvor ti[llids]manden faktis[k] er ti[llids]mand for alle og ikke kun for vennerne i svendeklubben.
For hvordan skal vi få ungdommen til at ville kæmpe for deres kollegaer hvis kollegaerne ikke kæmper for dem!!!! Lad os sammen fortsætte kampen og vise at vi kæmper for alle. Høj som lav, ung som gammel
Og bryde nutidens tabu om at fagforeningen er en klub for gamle pramper men en klub for nutids arbejdsstyrke.
God 1. maj!
