Olav W. Bertelsens tale ved halvspontan fakkelborg ved Rådhuset i Aarhus

Kære venner

Vi står her, fordi forhandlingerne om en ny overenskomst på det offentlige område er brudt sammen. Arbejdsgiverne har blæst til storlockout.

Jeg er fællestillidsmand for akademikerne på Aarhus Universitet, og jeg er formand for universitetslærerne i Dansk Magisterforening. Jeg kommer fra en arbejdsplads hvor kollegerne ikke altid har gjort sig klart, at de er på en arbejdsplads. Men jeg skal hilse og sige, at det er ved at være klart for de fleste, at det store faglige engagement i arbejdet ikke alene kan drive værket. Der er ingen forskel på universitetet og alle andre offentlige arbejdspladser. Det er den samme budgetlægning, og de samme arbejdsgivere vi er oppe imod.

Løn og arbejdsvilkår er under pres i hele den offentlige sektor.

Vi hører fra de private arbejdsgivere, fra økonomer og fra statsministeren, at krisen er forbi. Nu går det fremad og vi kan forvente vækst og velstand.

Samtidigt kræver politikerne, at den offentlige sektor skal spare. De offentlige arbejdsgivere har lagt op til, at det handler om benhård udgiftsstyring.
Men samtidigt ser vi noget der kunne ligne et ideologisk projekt hos regeringen og de offentlige arbejdsgivere.
Man søger at svække de fælles løsninger.
Man søger at svække aftaleretten.
Regeringen har sagt tydeligt, at de ønsker løndannelsen individualiseret. De ønsker, at den enkelte medarbejder skal sidde nøgen overfor ledelsen og forhandle alene, med truslen om fyring hængende over hovedet.

Det er altså ikke kun den økonomiske ramme der er stridspunktet.

For mig er det fantastisk at være en del af en samlet fagbevægelse, der nu står urokkeligt sammen. Vi har forstået, at vi på tværs af forskelligheder står over for den samme modpart. En modpart der presser os med de samme krav om afvikling.

Vi, offentligt ansatte og vores fagforeninger, stiller krav.
Vores krav et ikke ublu.
Vi stiller ikke krav om alt muligt nyt.
Vi stiller krav om respekt for den offentlige sektors værdi.
Vi stiller krav om respekt for det aftalesystem der i årtier har sikret et fredeligt arbejdsmarked i Danmark.

Den samlede danske fagbevægelse står sammen om tre krav – og det giver en styrke som modparten ikke havde regnet med.

Lønnen i de traditionelle kvindefag er for lav – det er uanset hvordan man sammenligner. Det skal rettes op, og det står vi sammen om.
 Det er en simpel konsekvens af det princip om ligeløn som alle i Danmark vel er enige om.

Lærernes arbejdstid skal reguleres af en aftale – ikke af en lov. Det er ikke et nyt krav, det er bare et krav om respekt for de almindelige spilleregler på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi af med Lov 409.

Spisepausen burde ikke være et problem. Det er en konsekvens af vores overenskomster, at vi har ret til betalt spisepause. Men de offentlige arbejdsgivere har udenom overenskomstforhandlingerne sagt, at det respekterer de ikke. Derfor har vi været tvunget til at stille krav om noget vi allerede har.

Og det drejer sig ikke bare om den spisepause som de fleste offentligt ansatte alligevel ikke har tid til at holde. Det drejer sig også om, at en fjernelse af spisepausen på papiret giver en 7 % besparelse på personalebudgetterne. Det er en fantasibesparelse, men hvis de omsætter den til budgetreduktion vil det betyde fyring af 7% af medarbejderne over en bred kam. Så bryder alt sammen.

Lønnen i den offentlige sektor er under pres. Vi bliver overhalet af den private lønudvikling. Løngabet vil vokse hvis der ikke sker noget nu. Vi stiller ikke krav om at vi skal være lønførende, vi vil bare følge med. Hvis løngabet vokser bliver den offentlige sektor et sekunda-arbejdsmarked. Det kan vi og resten af Danmark ikke være tjent med.

Vi står sammen!

Den tid er forbi, hvor de offentlige arbejdsgivere kunne jage os væk fra flokken og spise os, en faggruppe ad gangen. Vi er én samlet fagbevægelse.

Vi står sammen om ordentlige løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.