Re-materialisering.
Busten fra kunstakademiet, der blev smidt i den københavnske kanal.
VANDALISME blev det påberåbt.
Hensynsløs ødelæggelse.
Men hvad er denne re-materialisering, der ellers blev udskældt og kaldt en dårlig undskyldning?
Berømt og berygtet.
Udskældt.
På samme måde som både os – unge – friheden, nærværet, fællesskabet – ja faktisk hele samfundets kerne, har været det seneste halvandet år.
* * *
Materialisering. At give konkret form.
Re-materialisering. Ikke at forveksle med de-materialisering, for der er ikke tale om at ødelægge formen, snarere er der tale om stille spørgsmål til formen.
Potentielt at ændre formen.
Men med det første halvandet år af tyverne på skuldrene, er netop busten – fra Københavns kanal – og dens re-materialisering, måske lige netop kendetegnende for den tid, vi går i møde.
Den tid, som vi skal gå i møde.
* * *
Vi er midt i en brydningstid, hvor vi unge har vist – og stadig beviser – at vi tør gå forrest i den kamp, der handler om at stille spørgsmål.
Krænkelseskulturen.
"Hvornår stopper galskaben?" – det spørger konforme stemmer.
Men hvad er det, som de i virkeligheden er bange for?
At stille spørgsmål. At overveje den sten, som vi står på.
Den sten, jeg står på.
Og hvis stenen ikke kan holde til kritik, hvis den ikke kan holde til spørgsmål: Hvad sker der da?
Den udvikler sig. Den re-materialiserer sig.
* * *
Den gamle grundlov tilbage fra 1849.
I dag fejrer vi den. Men hvad er det egentligt, at vi fejrer med den?
Siden indførslen af grundloven – i 1849 – har den i alt været ændret 6 gange.
Mens størstedelen af disse ændringer har omhandlet territoriale anliggender, har ændringerne også give kvinder stemmeret og sikret kønslig lighed ved tronfølgeloven.
Den har forandret sig, og det har den kun gjort i kraft af, at vi har stillet spørgsmål til den.
Stillet spørgsmål til dens udformning. Dens formning. Dens materialisering.
Den gamle grundlov. Loven som er hævet over alle andre love. Senest ændret i 1953.
Jeg spørger mig selv: Hvornår skal den ændres igen? Hvornår skal vi stille spørgsmål til den igen?
Når jeg spørger til det, så er det ikke fordi, at bare dét, at den er gammel, gør, at vi skal ændre den. Det er fordi, at den hyldest, vi i dag markerer samtidig, må betyde, at grundloven skal være mere end blot en tekst i en glasmontre.
Grundloven skal sikre livet.
Livet skal sikres i grundloven.
* * *
Nærlæser man grundloven, så står der simpelthen ikke demokrati et eneste sted.
4233 ord. Ikke et eneste af dem er demokrati.
Her har vi den – eller vi har den i en re-materialiseret form.
Vi har den i min form.
Formen med mine spørgsmål.
4233 ord. Ikke et eneste af dem er demokrati.
Hvad der imidlertid står er, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke.
At kongen – jeg vælger at rette til regenten, for come on var der ikke noget med at gøre det inkluderende og kønsneutralt? – er den højeste myndighed, men er ansvarsfri.
Der står også, at folketingsmedlemmer – så længe de er i folketinget – ikke kan stå til ansvar, hvis de begår noget ulovligt, med mindre de bliver grebet på fersk handling.
Parlamentarisk immunitet.
Så altså.
Vi har at gøre med en grundlov, hvor den øverste myndighed er ansvarsfri.
En grundlov, der ikke nævner demokrati en eneste gang, men i stedet privilegerer én trosretning over andre.
En grundlov, der privilegerer politikere over resten af befolkningen i retssystemet.
Og det er bare nogle af de ting, som samfundet er formgivet af i kraft af grundloven.
I dag fejrer vi den. Den gamle grundlov.
Fejringen må indebære en følelse af ejerskab, en følelse af tilhørsforhold og en følelse af ansvar.
Den følelse får vi først, når vi stiller spørgsmål.
For netop spørgsmålene kræver, at vi aktivt har taget stilling til grundloven – ellers kunne vi ikke formulere spørgsmålene.
* * *
4233 ord. Ikke et eneste af dem er demokrati.
4233 ord.
Og ikke et eneste af dem er demokrati?