Den ærede Ret
vil have bragt i Erfaring, hvorledes den mod mig rejst Anklage fra først til sidst hviler paa den Sigtelse, at jeg ved den Nordens Enhed, som jeg i min Tale har anbefalet, mener »de tre Kroners Forening paa samme Hoved«, og altsaa har tilraadet mine Tilhørere enten at styrte det danske Kongehus eller det Dynasti, som hersker i tvende med Danmark i Fred og Venskab levende Naboriger. Men det vil heller ikke være undgaaet Rettens Opmærksomhed, i hvilken Grad denne Sigtelse er blottet for alt Bevis; thi en Paastand bevises ikke ved idelig at gjentages. Jeg vilde derfor uden Fare kunne indskrænke mig til at benægte samme, dersom denne Sag ikke havde anden Interesse for mig, end den retlige; thi danske Domstole pleje at fordre Bevis for at dømme en Anklaget. Men da et egentligt Modbevis er umuligt, hvor Anklagen har fundet det enten ugjørligt eller unødvendigt at føre noget Bevis, og da jeg dog finder det hensigtsmæssigt at benytte den mig tilbudte Lejlighed til at forklare og nærmere at begrunde min Anskuelse om den paagjældende Sag, saa skal jeg forsøge selvstændig at gjøre Rede for min Tankegang og den Maade, hvorpaa denne er udtrykt i den anklagede Tale.
Dennes første Del har til Hensigt at imødegaa den meget udbredte Forestilling, som ogsaa under Festen paa Christiansborg flere Gange kom til Orde, at den »skandinaviske Ide« er en ganske ny Opfindelse. Nogle datere den saaledes fra det saakaldte Upsalatog i 1843; Andre mene at indrømme den en stor Anciennetet ved at føre dens Udspring tilbage til Oehlenschlægers, Grundtvigs og Tegnèrs Digte. Hvis det nu virkelig var saa, at den ikkun var »fra igaar eller iforgaars«, da vilde dette efter min Overbevisning i høj Grad svække dens Betydning thi skjønt jeg ikke hører til dem, som mene, at Noget for at være godt maa være gammelt, saa vedgaar jeg dog gjerne, at det ogsaa i mine Øjne er et stort Bevis for Ideens naturlige Berettigelse og en vigtig Borgen for dens endelige Sejr, at den er »saa gammel som selve Norden« — at den har »Aarhundreders Hævd og Verdenshistoriens hellige Daab«. Denne historiske Anskuelse havde jeg ved flere tidligere Lejligheder søgt at gjøre gjældende, og da jeg nu af Festens Bestyrelse — forøvrigt uden mindste Foranledning fra min Side — blev anmodet om ved denne at udbringe Skaalen for »Nordens Enhed«, da maatte denne Tanke frembyde sig for mig som det naturlige Udgangspunkt for hvad jeg kunde have at sige. Til en egentlig Begrundelse vilde en Festtale naturligvis ikke være det rette Sted; den vilde kræve en fuldstændig Udvikling af de nordiske Landes hele Historie. Endnu mindre kan den finde sin Plads i nærværende Retssag, som ikke angaar mine historiske Meningers Rigtighed men mine fremførte Yttringers Lovlighed. Jeg har derfor maattet indskrænke mig til faa Antydninger; men jeg har dog sagt nok til at være angerløs for de Misforstaaelser, hvortil forudfattede Meninger eller officielle Nødvendigheder have forledet Anklageren.
Naar jeg da har søgt den ældste »historiske Hjemmel« for Nordens Enhed i vore Oldtidssange og Oldtidssagn, saa burde det alt deraf være blevet indlysende for Generalfiskalen, at det ikke kan være nogen dynastisk Enhed, for hvilken der hentes Beviser fra Overleveringer, der ere ældre end Staternes Dannelse i Norden. Men selv efterat denne omsider havde fæstnet sig i de trende Riger, som vel maa antages at svare til oprindelige Stammenuancer, og som i alt Fald i Tidernes Løb have udviklet Ejendommeligheder, som det hverken er muligt eller ønskeligt at udslette, og selv efterat Begivenhedernes Gang idelig havde bragt disse Riger i indbyrdes Stridigheder, som baade maatte udvikle de naturlige Forskjelligheder og skabe kunstige Modsætninger — altsaa selv i »Tvedragtens og Vanheldets Tid« vil man idelig møde Beviser paa, at Enhedsideen og Enhedstrangen vel kunde fordunkles, men ikke udslukkes. Hvis der kunde have været Tale om ved denne Lejlighed at samle saadanne Vidnesbyrd, da kunde jeg jo have henvist til, hvorledes Norden, som samtidig og paa samme Maade havde ombyttet sin fælles Gudelære med Kristendommen, samtidig og paa samme Maade tilegnede sig og kæmpede for Protestantismen — til den Overensstemmelse i de fleste Retsinstituter, som under den fælles Modstand mod Romerretten have bevaret deres ædle, nordiske Karakter til det, trods de mest modsatte Indflydelser, kun ved svage Dialektforskjelligheder nuancerede Sprogfællesskab og derved betingede og begrundede Sameje i Kultur og Literatur. Jeg kunde have mindet om, hvorledes Tanken om Nordens Solidaritet og Ønsket om en nordisk Politik kom frem, hver Gang der hos os fremstod en virkelig Statsmand — lad mig kun nævne Griffenfeldt — eller om de mangfoldige Trak af en ofte rørende Længsel som toner til os fra Nordens Skjalde — lad mig kun pege paa Rimkrønikerne, baade den svenske og den danske, — eller endelig om den Lethed, hvormed Nordmændene sammensmeltede med de Danske, Skaaningerne med de Svenske, sammenholdt med den næsten uudslettelige Modsætning til andre Nationaliteter, hvorom Danmarks Sydgrændse kan vidne.
Eet kun greb jeg ud af den lange Række, som stod til min Raadighed i denne Tankeforbindelse, og jeg fremførte det, fordi det forekom mig slaaende og maaske mindre haandgribeligt, end alt det Andet — nemlig den Tanke, at selv de idelige indbyrdes Kampe imellem de nordiske Riger, hvori man sædvanlig søger den stærkeste Modgrund mod den skandinaviske Ide, og som ganske vist have gjort dens Gjennemførelse stort Afbræk, i Grunden vidne for den, fordi deres Maal var at tilvejebringe Nordens Enhed paa den Maade, hvorpaa man dengang opfattede den, og hvorpaa det synes som Kancelliet og Etatsraad Treschow endnu ene kunne forstaa den: »ved at forene de tre Kroner paa det samme Hoved«. Det er paa denne Maade — ved Erobring og Undertrykkelse — at Englands, Frankrigs og Spaniens Enhed i gamle Dage er bleven skabt; det er ved det samme Middel, at det hos os er blevet forsøgt baade af de Danske, da de havde Overmagten, og af de Svenske, da Hegemoniet i Norden var gaaet over til dem. Midlet duede ikke, viste sig i alt Fald udygtigt til at naa Maalet. Men Maalet var Nordens Enhed. At dette Øjemed maaske ikke var de handlende Personer bevidst; at der i alt Fald deri blandede sig Motiver af en mindre ophøjet Natur, gjør Intet til Sagen; thi enhver ikke aldeles aandles Betragtning af Verdenshistorien viser, at denne forfølger sine store Formaal, ubekymret om og uforstyrret af alle de smaa Hensigter, hvori de menneskelige Idrætter krydse hinanden, — at den benytter dem til at fuldbyrde sin Villie, uden at de vide hvad de gjøre, ja, medens de tro at arbejde for det Modsatte. Dette gjælder om det Mindste, som om det Største. Hvis f. Ex. den mod mig rejste Anklage faar den Virkning, ikke at undertrykke de Meninger, for hvis Udtalelse jeg forfølges, men at udbrede dem videre og indprænte dem dybere, end jeg formaaede — eller hvis Anklagens store Overdrivelser udrette mere til min Frifindelse, end noget Forsvar fra min Side kunde gjøre: saa have ganske vist Kancelliet og Generalfiskalen bevirket noget ganske Andet, end de have tilsigtet, og saa ere selv de Beviser paa, hvorledes den store Verdensironi kan afspejle sig selv i det mindste Halmstraa. Derfor gjør det heller Intet til Sagen, hvilke personlige Grunde der have drevet f. Ex. Carl X eller Carl XII til deres Erobringstog mod Danmark; thi i hvert Fald have de gjort det i Enhedsideens Tjeneste, og vi have samme Ret til at tilegne os dem som vore Helte, som Grækerne til at regne Epaminondas eller Tydskerne Frederik II til deres store Feltherrer, uagtet det var ved Sejre over Grækere og Tydskere, de vandt deres Laurbær. Selv altsaa paa en Tid, da Nordens Folkeslag fjendtlig rasede mod hinanden, var Maalet — »Nordens Enhed« — det samme, om end Midlet, — »de tre Kroners Forening paa samme Hoved«, — tilhørte hin voldsomme Tid. Baade Tankegangen og Ordføjningen gjøre det utvivlsomt, at naar »denne Stræben« betegnes som »den ledende Grundtanke, den hemmelige Mening af Nordens hele Historie«, saa gaar dette paa Maalet, som var det blivende, og ikke paa Midlet, hvorved man til en given Tid forsøgte paa at naa det.
Naar Anklageren af disse Ord vil udlede, at jeg »har bestræbt mig for at overtyde mine Tilhørere om, at Nordens Enhed bør fuldbyrdes ved Foreningen af dets tre Kroner paa samme Hoved«, saa paasiger han mig derved Noget, jeg ikke blot ikke har sagt, men hvis Modsætning jeg tydelig har udtalt. Idet jeg nemlig omtaler disse idelig gjentagne Forsøg paa en dynastisk Forening, tilføjer jeg, at de »mislykkedes og maatte mislykkes« — og hvorfor? Fordi man »her, som andetsteds vilde naa Maalet ved Vold og Undertrykkelse«, og fordi »ingen af Parterne var mægtig nok til varigen at betvinge de andre« — hvilket jeg derhos betegner, ikke som noget Beklageligt, men som Noget, der »lykkeligvis« var Tilfældet. Og i Modsætning til den Vej, paa hvilken man i en ældre Tid forgjæves stræbte at naa Maalet, udtaler jeg min Glæde over, »at vi omsider ere slaaede ind paa den rette Vej«. Og hvilken er da denne? Den bestaar deri, at det nu ikke er ved at forene de tre Kroner, men ved at forene de tre Folkestammer, — ikke ved »Vold og Undertrykkelse«, men ved »Frihed og Kjærlighed« vi ville grunde den Nordens Enhed, vi attraa. Og skjønt dette skulde synes saa tydeligt, at det maatte udelukke Muligheden af Misforstaaelse, har jeg ydermere tilføjet, at »ad denne Vej vilde den kunne fuldbyrdes uden Præjudice for ethvert Spørgsmaal om Dynastier og Forfatninger«, og uden Afbræk for de »Ejendommeligheder«, hvorpaa de tre Folkestammer sætte Pris, og som ikke skulle udslettes, men tvertimod »bevares, styrkes og udvikles« i den nationale Enhed, hvorom her er Tale. Lige over for saa klare Ord har Generalfiskalen ikke vidst anden Udvej, end den forvovne Paastand, at jeg siger Et, men mener det Modsatte — at det er »Fraseologi«, bestemt til at »sætte Lettroende Blaar i Øjnene« og til »Værn imod Tiltale fra Regeringens Side«, men at jeg »aldrig vilde gjøre mig nogen Samvittighed af at slaa ind paa en anden, selv den voldsomste Vej, naar den kun førte til Maalet«. Denne Slags Procedure, som i en tidligere Tid har bragt Sagførerstanden i Vanrygte, begynder heldigvis at blive sjelden. For et Revolutionstribunal kunde den maaske være farlig; for en lovlig, regelmæssig organiseret Domstol behøver den intet Svar.
Da jeg ingenlunde har opfordret mine Tilhørere til at virke for de tre nordiske Kroners Forening, da det tvertimod er en ganske anden Nordens Enhed, for hvis Tjeneste jeg har stræbt at vinde og vie dem, saa vil det findes naturligt, at jeg har tilbagevist Generalfiskalens Forsøg paa at paadutte mig, hvad jeg ikke har gjort. For Defensionens Interesse vilde dette være tilstrækkeligt; jeg kunde lade det staa hen som Noget, der her ikke vedkom mig, om Anklageren har Ret i, hvad han uden videre forudsætter som en Selvfølge, at det vilde være en Forbrydelse, at vedkjende sig Ønsket om en dynastisk Forening. Men da jeg ikke vil paadrage mig Skin af, endog blot stiltiende at indrømme, hvad jeg ikke anser for rigtigt, maa det være mig tilladt derom at tilføje et Par Ord, forinden jeg forlader dette Punkt. Er det allerede synderligt, at Generalfiskalen, der jo betragter min Tale som Stempling enten mod Danmarks Konge eller mod Naborigernes Konge, ikke engang er bleven betænkelig ved denne Sigtelse ved at se, at jeg har betroet denne forbryderske Hensigt til henved 1500 unge Mennesker, ja endogsaa til omtrent 100 indbudte Personer i høje Embedsstillinger — deriblandt til Kjøbenhavns Politidirektør — saa bliver det dobbelt paafaldende,
at han har søgt sin Berettigelse til stik imod mine udtrykkelige og eftertrykkelige Ord at paatvinge mig et saadant forbrydersk Øjemed deri, at det skulde være psykologisk umuligt, at Tanken om en blot national Forening kunde have »opflammet mig til den Begejstring der luer i min Tale«. Jeg skal nu henstille det til Generalfiskalens nøjere Eftertanke, om Begejstring virkelig skulde være saa uforenelig med »prisværdige Øjemed« at den nødvendigvis forudsætter en forbrydersk Hensigt. Derimod maa jeg betro ham, at jeg er nu engang saaledes skabt, at jeg ikke letteligen kan tænke mig nogen værdigere Gjenstand for en Nordbos Begejstring end det Haab, at Nordens nationale Enhed engang maa blive er Sandhed, men at jeg paa den anden Side vil have svært ved at komme i en sær Varme ved nogetsomhelst dynastisk Spørgsmaal. Hvad det Første angaar, da vil jeg ønske, at mit Liv maa bringe mig værdigere Anledninger til i Gjerningen at bevise min Tros Inderlighed og Styrke, end at skulle forsvare den mod en Generalfiskals uhøviske Beskyldninger. Og hvad det Sidste angaar, da har jeg — for at tage et Exempel fra hvad der ligger os nærmest — for klart set og for dybt følt, hvor lidt selv den fuldstændigste dynastiske Enhed mellem Kongerige og Slesvig har formaaet at hævde den danske Nationalitet i dette Land og gjøre dets politiske Besiddelse til en levende og uanfægtelig Virkelighed, til at jeg skulde være tilbøjelig til at overvurdere en dynastisk Forenings Betydning for Norden. Men uagtet Tingen ikke vilde være gjort dermed, og uagtet det Væsentlige kan ske ogsaa uden den, vilde den dog medføre saa megen Nytte for Sagen, at Ønsket derom er baade naturligt og lovligt, og selv Generalfiskalen tilstaar jo, at han »Intet har derimod, naar saadant overlades til Forsynets Styrelse«. Ulovlig vilde en saadan Bestræbelse kun blive, hvis den søgte at naa Maalet ved ulovlige Midler. Men vilde det ikke være aldeles lovligt, hvis den bevirkedes f. Ex. derved, at de tvende bestaaende Dynastier ved Ægteskab eller Adoption eller deslige sammensmeltedes til eet, eller derved, at ved det enes Uddøen Kronen hjemfaldt til Folkets Valg? Veed Generalfiskalen ikke, at noget Saadant oftere har været forsøgt, f. Ex. ved det svenske Tronfølgervalg 1743, da navnlig den svenske Bondestand var meget ivrig for — og det under Udtalelse af smukke skandinaviske Grundsætninger — at kalde den dansk-norske Kronprinds Frederik til Sveriges Trone; eller 1810, da Initiativet udgik fra den regerende Konge i Danmark? Skulde det virkelig have været ulovligt, dersom jeg havde vedkjendt mig de samme Meninger om en dynastisk Forbindelses Vigtighed, som findes i Frederik VI’s Brev til Karl XIII, og i de samtidige Udtalelser af de vigtigste danske Statsmænd (Hertugen af Augustenborg, Schimmelmann o. s. v.)? Og vil Generalfiskalen heller ikke tro dem, saa vil jeg henvise ham til Højesteretsdommen af 1ste Oktober 1844, som in terminis stadfæster Hof- og Stadsretsdommen af 5te Marts s. A. i en med den nærværende nær beslægtet Sag. Deraf vil han da kunne lære, at Anprisningen af et Forbund mellem de nordiske Folk ikke i og for sig vilde være ulovlig, selv om det var ment »som en Forening under een Regent«, og at Henvisningen til Kalmarunionen som Præcedens for en ny Forbindelse saa meget mindre kunde paadrage Ansvar, som Sammenligningen »lige saa naturligen kan søges i den til Grund for samme liggende Ide om en Enhed mellem de nordiske Nationer lige over for den øvrige Verden«. Det er nu dette, og ikke det dynastiske Spørgsmaal, som ligger mig paa Hjerte, og hvorpaa min Tale gaar ud. Det er kort og klart udtalt i den Sætning, at »mit Fædreland er det hele treenige Norden«. Den stærke Maade, hvorpaa Generalfiskalen har fremhævet disse Ord — deri følgende de røde Streger i det aktionerede Blad, der tilstede et Indblik i det anklagende Kancellis Tankegang — foranlediger mig endnu til at gjøre den Bemærkning, at Begreberne om Fædreland og Dynasti ikke falde sammen. Vi høre jo jevnligen selv tydske Fyrster tale om »das grosse deutsche Vaterland«, uden at de derved ville tilkjendegive, enten at de selv ville abdicere, eller at de efterstræbe deres Medfyrsters Kroner; og jeg troer ikke, at selv Hertugen af Modena vilde tage nogen af sine Undersaatter det ilde op, at han kaldte Italien sit Fædreland. Saaledes maa det ogsaa for Borgerne i de tre nordiske Riger være en stor Betryggelse at disse ikke staa isolerede i Verden, men at de ved inderlig Sammenslutning og kraftig Samvirken ville kunne naa, hvad de enkeltvis ikke kunne vente: en betydende Plads i Folkenes Række og en virksom Deltagelse i Historiens store Værk. Enhver, hos hvem denne Erkjendelse bliver levende, han vil ogsaa vide, at hans »Fædreland er det hele, store skandinaviske Norden« — eet Land, delt i tre Riger, eet Folk, delt i tre Stammer!
Denne renere Opfattelse af Nordens Enhed, hvorefter den ikke længere sættes deri, at det ene Folk skal undertvinge og beherske det andet, men at de, i Erkjendelse af at tilhøre og behøve hinanden, frit skulle slutte sig sammen i endrægtig Stræben for fælles Maal, fremtræder bestemtere henimod Slutningen af det forrige Aarhundrede, da den store aandige Bevægelse, som dengang foregik i den hele Verden, ogsaa hos os fremkaldte et hidtil ukjendt politisk Liv. Det er bekjendt, at i denne Periode, som man plejer at betegne med Aarstallet 1789, og hvori Forestillingerne om Frihed og Folkelighed sejrrigen fortrængte de gamle Begreber om Enevælden og Dynastiernes Ret, ogsaa hos os »den skandinaviske Ide fremstod som den første politiske Tanke, der kom til Bevidsthed og til Orde«. I denne, som i saa mange andre Henseender, slutter vor Tid — Tiden fra 1830 — sig nøje til hin lykkelige Reformperiode, hvis afbrudte Traade vi søge at gjenoptage, hvis begyndte Værk vi stræbe at fortsætte. Alt dette behøver ingen nærmere Udvikling. Men selv det mellemliggende sørgelige Tidsrum har ikke været tabt for Udviklingen af Ideen om Nordens Enhed. Medens det ved voldsomme Omvæltninger og blodige Krige udmattede Europa overalt sank tilbage Reaktionens Arme, var Tilstanden i det lemlæstede og ødelagte Danmark saa trøstesløs, at »hver politisk Tanke syntes brudt og hvert Fremtidshaab udslukket«. Hvad Under da, at den Slægt, som levede under Ydmygelse og Armod, vendte Sindet bort fra den nærværende Elende, og, da der intetsteds viste sig Udsigt til en lysere Fremtid, fordybede sig i Fortidens Minder — baade Videnskaben og Kunsten. Og hvad var det, vore Oldgranskere og de af dem vakte Digtere fandt der? Hvad Andet, end Vidnesbyrdene om Nordens oprindelige Enhed og om det gjennem alle Tidernes Omvexlinger bevarede Slægtskab! Hvad Andet, end Ihukommelsen af store Bedrifter, der vidne om en dygtig Folkestamme, og derfor berettigede den dybt bøjede Folkeaand til frejdigt at løfte Hovedet? Der er den nærværende Slægt Ingen, i hvem der lever et aandigt Liv, som ikke selv har øst af dette Væld, og følt den Kraft, som deri udstrømmede »til at gjøre Nutidens Gjerning«.
Men er Tanken om Nordens Enhed saa gammel som Norden selv, og er den selv i sin ædleste Skikkelse ikke Andet, end hvad vore Bedstefædre have tænkt og vore Fædre besunget, hvori bestaar da det Nye, som sammenlignes med »den unge Morgens nyfødte Skjær«, hvori bestaar den Gjerning, som først skal fuldbyrdes, og til hvis Korsriddere jeg ønskede at kunne indvie den talrige Skare, i hvis Midte jeg stod? Dette Spørgsmaal er berettiget; men selve den anklagede Tale indeholder Svaret. Hidtil har Ideen nemlig væsentlig levet i de forholdsvis smaa Kredse, hvori Ideerne pleje at have deres Hjem, medens hos den store Masse af Folket baade i Danmark og Sverige den ved de gamle dynastiske Krige opammede gjennem Skoleundervisningen Ungdommen indprentede fjendtlige Stemning endnu forplanter sig — hvortil i Norge endnu kommer, ved Siden af den anti-svenske, en ved den unge Uafhængigheds Rus avlet anti-dansk Agitation, hvis Bundfald endnu gjærer. Hertil kommer fremdeles, at der overalt findes Mennesker, i hvis Øjne Dynastierne ere Alt, og hos hvilke derfor Skandinavismens blotte Navn har en skrækindjagende Klang. Det er altsaa det store Skridt, som nu skal gjøres, at denne Ide fra »de grundige Forskeres og begejstrede Sangeres« Helligdom — fra »Leviternes Tempel« — skal føres ud i Livet, skal gjennemstrømme og gjennemstraale Folkets Bevidsthed — skal blive til en virkelig Folketro. Her er det da, at jeg anviser Studentertogene og navnlig den smukke Fest, hvis Tanker jeg skulde udtale, deres vel beskedne, men sandelig ikke betydningsløse Opgave, dels at »styrke« de deri personligen Deltagende i Troen paa Nordens nationale Enhed, dels at udbrede denne Tro hos de »opmærksomt tilskuende Folk«. Dette har alt stadfestet sig langt over alle Forventninger. Hvorhen man vender Øjet, møder man Vidnesbyrd om, hvorledes disse Dage hos Deltagerne have opløftet Sindet og udvidet Hjertet, og overhovedet gjort et saa mægtigt Indtryk, at det for Mange kan blive et Vendepunkt for hele Livet. Og fra alle Sider spørges det, hvorledes disse Ynglinge ved deres Hjemkomst ere modtagne, som kom de fra en betydningsfuld Gjerning, der er bleven udført vel og kronet med Held. Sagen har i kort Tid gjort et Kæmpeskridt frem, og naar nu disse begejstrede Ynglinge bringe Budskabet om dette »smukke Folkemøde under Frihedens og Kjærlighedens Banner« trindt om i de nordiske Lande, da skal det nok vise sig, at bedre Middel kunde ikke findes »til denne Tros Propaganda«. Hvo der har en ærlig og fast Overbevisning, vil hverken af den romerske Kongregations mulige Synder eller af en Generalfiskals officielle Vrede lade sig kyse fra at vedstaa det Ønske, at udbrede den saa meget som muligt. Det er en saadan »Propaganda«, som er min Tales Øjemed.
At jeg her talte til en stor Kreds af de nordiske Universiteters studerende Ungdom, gav Modet dets særegne Karakter — en bestemt Betydning, men ogsaa denne Betydnings bestemte Begrændsning. Begrændsningen har jeg ikke overset. Derfor taler jeg ikke om, at de som Studenter skulde anse sig kaldede til nogen umiddelbar og praktisk Virksomhed; jeg taler kun om at opstille det Maal, for hvilket de senere som Mænd skulde Virke, og i Slutningen af min Henvendelse raader jeg dem til at »berede deres Sind og udruste deres Sjæle til engang at kunne udrette Noget baade i »Videnskabens Verden« og i »Virkelighedens Rige«. Men Betydningen søgte jeg ikke blot deri, at de som Studenter ere henviste til Ideens Verden og som unge ere mest modtagelige for dens Paavirkning, men ogsaa deri, at de efter Naturens Orden engang vilde blive gamle, og da netop vilde komme til at indtage de Stillinger i Samfundet, som lave størst Indflydelse paa de offentlige Anliggenders Udvikling. Den simple Sandhed, at den ene Generation afløser den anden, og at hver Generation er sin Skæbnes Herre, som jeg har udtrykt ved et af den jødiske Historie laant Billede, finder Anklagen »ugudelig«. Det vilde maaske have været ubeskedent, dersom et Medlem af den studerende Ungdom — til hvilken jeg forlængst har ophørt at kunne henregnes — havde fordret, at de Gamle skulde tage Hensyn til de Unges Mening eller endog indrømme dem Del i Magten; men naar jeg anbefaler de Unge, at lade de Gamle raade, saa længe de ere i Live, saa indser jeg virkelig ikke, hvad de skulde kunne fordre mere. Jeg tør derhos bede bemærket, at denne Trusel — ikke om at tvinge eller fortrænge de Gamle, men om at vente, indtil de ere døde — »den sidste iblandt dem« — kun er fremsat for det Tilfælde at de skulde være mod Sagen, hvilken Forudsætning jeg selv ikke blot har modsagt, men modbevist, ved at henvise til »Vidnerne rundt omkring os og midt iblandt os«. Hvis det endelig skulde anses for udelikat at minde de Gamle om, at de engang skulle dø, saa skal jeg derved bemærke, dels at dette ikke kan gjælde, naar man ikke taler om enkelte Individer, men om hele Generationer, dels at jeg i alt Fald ikke er tiltalt for Mangel paa Delikatesse. Dette er da det Minimum, som Ingen skal kunne bestride eller forholde de Unge, at de efterhaanden skulle indtage den ældre Generations Plads i Verden, og og at da den Tid er kommen, da de »have alle Midlerne ihænde til at fuldbyrde, hvad de have sat sig som deres Livs Opgave«.
Det kommer derfor kun an paa, om de blive denne Opgave »tro, tro indtil Enden, tro i Liv og Død«; thi det nytter kun lidt, at de efterhaanden blive gamle, naar de med det Samme blive troløse mod deres Livs Ideal. Det er denne Troskab, jeg lagde mine Tilhørere paa Hjerte i varme og indtrængende Ord, i Form af Spørgsmaal, som besvaredes med en saadan Enstemmighed, at hvis jeg er skyldig, saa har jeg mange Medskyldige. Men skyldig bliver ikke jeg, og medskyldige blive ikke de derved, at denne Opfordring var, som Anklagen paastaar, »højtidelig«. En saadan Stemning var vistnok naturlig for mig; thi under i høj Grad festlige Omgivelser stod jeg der for en Forsamling af omtrent 1500 unge Mænd, udgaaede fra alle Egne i Nordens tre Riger — Blomsten af Nordens Ungdom i dens fagreste Blomstringstid for en Forsamling, som, hvor ubetydelig end hver Enkelt kunde være, dog i sin Helhed repræsenterede hele Norden, og, som, hvor forskjellig end de Enkeltes Skæbne vil blive, dog i sin Helhed har en stor og rig Fremtid i Vente. Jeg vidste derhos, at, hvor modtagelig Ungdommen end er for den ædleste Begejstring, saa er det dog vanskeligt at bevare denne ren og usvækket, »naar Livets Møje tungt sænker sig ned over vore Isser«; jeg vidste, at, hvor rede den er til de bedste og oprigtigste Forsætter, saa er det dog svært at holde dem, naar Modgangens Storme fare hen over vore Hoveder«. Derfor var det naturligt, at »min Sjæl var fuld af Alvor«, fordi det stod for mig, hvor let Ungdommens Begejstring kan »henvisne« og »henvejres« under Livets Prøvelser. Derfor gjorde jeg, hvad der stod i min Magt, for at indprente mine Tilhørere, at denne Begejstring, om hvis fulde Oprigtighed jeg ikke havde mindste Tvivl, kun vilde have Værd og kun vilde bære Frugter, dersom de gjennem alle Livets Tilskikkelser, i onde som i gode Dage, bevarede den i et trofast Hjerte. Hverken den spørgende Form, som denne Opfordring var iklædt, eller den Styrke, hvormed den blev fremsat, kan gjøre den ulovlig, hvis den i og for sig var lovlig; en lovlig Opfordring bliver ikke ulovlig ved at være »højtidelig«. Spørgsmaalet er derfor kun, hvorpaa det var, at Opfordringen gik ud, og her kan jeg da kun gjentage, at det »Fostbroderskab«, hvortil jeg indbød, den »store Sag«, jeg bad dem blive tro — det er Nordens nationale Enhed, som ad Frihedens og Kjærlighedens Vej kan naaes, uden at træde enten Dynastierne eller Forfatningerne eller Folkestammernes berettigede Ejendommeligheder for nær. For mit Vedkommende fortrøster jeg mig til, at jeg vil holde, hvad jeg har lovet, og mod Generalfiskalens truende Alternativ af tomt »Gjøgleværk« eller nagende »Anger« vil jeg stille det frejdige Haab, at, hvis mit Liv kan bidrage Noget til, at Alt dette engang gaar i Opfyldelse da vil det ikke have været »uden Indhold og Betydning«.
Der forekommer i denne Opfordring en lille Episode, hvoraf Generalfiskalen naturligvis har søgt at gjøre det mest Mulige, og hvorom jeg derfor maa anføre et Par Ord — jeg mener det fra Boldhuset i Versailles hentede Billede. Det er en Lignelse, og alle Lignelser halte jo, som Ordsproget siger. Med andre Ord, man kan ikke fordre, at tvende sammenlignede Tilfælde skulle være ens, — saa var det jo en Tautologi, ikke en Lignelse — men kun, at de ved Siden af de Forskjelligheder, som gjøre dem til tvende særskilte Tilfælde, skulle frembyde en eller anden Side, hvori de ligne hinanden. Gjælder dette om enhver Lignelse, saa maa det især være klart, naar den, som anstiller den, selv siger — endog i Forvejen bebuder — at der er en »umaadelig Forskjel«, hvilken jeg altsaa ikke blot har været mig selv bevidst, men hvorom jeg endog har advaret mine Tilhørere. Men trods denne umaadelige Forskjel paa Personerne og Situationen, troede jeg dog at turde foreholde dette lysende Billede paa ophøjet Fædrelandskjærlighed og hellig Begejstring for det almene Vel for en Forsamling, i hvis ungdommelige Enthousiasme der heller ikke blandede sig onde Lidenskaber og selviske Planer — ikke for at den skulde sætte sig selv ved Siden af det, men for at den skulde skue op dertil, som til noget meget Ophøjet, fordi deri ligger en opløftende og forædlende Kraft — fordi »derved voxer det Smaa«. Og dernæst skal man ikke kunne nægte, at, hvor lille end vor Forsamling var, især ved Siden af hint storartede Optrin, saa frembød den dog det
nye Syn af en symbolsk Forening af det hele Norden, vel uden nogen Fuldmagt til at handle — hvorom der derfor heller ikke er Tale — men dog af ikke ringe moralsk Betydning baade for de Paagjældende selv og for Folkemeningens Udvikling. Hvis nemlig de Tilstedeværende med deres hele Sjæl have tilegnet sig Bevidstheden om Nordens nationale Enhed, og hvis de Intet foregribe men heller Intet efterlade, naar engang deres Tid kommer, da holder jeg mig forvisset om, at den Stund, der befrugtede deres Sjæl med et stort og ædelt Formaal, ikke blot vil faa Betydning for hver Enkelts Liv, men ogsaa »bære velsignede Frugter for det store fælles Fædreland«. Skulde nu Nogen finde, at det vilde have været rettere ikke at benytte en Sammenligning, som kun kunde benyttes med en stærk Reservation, saa skal jeg kun henvise til den hele Omgivelse, Stemning, Vexelvirkning mellem den Talende og hans Tilhørere — kort sagt den hele aandige Temperatur og sjælelige Belysning, hvori især denne improviserede Del af Talen fremtræder. Men i alt Fald tør jeg paastaa, at denne rhetoriske Vending som ikke lægger nogen ny Tanke til det forud Sagte, men kun en ny Bekræftelse til det givne Løfte, er juridisk uangribelig. Vel tales der nemlig om at »frelse vort Fædreland«, men der siges udtrykkelig, at det Fædreland, der trænger til Frelse, er »det hele skandinaviske Norden«, og som Middel til Frelse angives ikke at »blive sammen« til umiddelbar Handling, men at »holde sammen« saa at det ogsaa her er klart, hvad der fremgaar af hele Talens Tankegang, at det er fra »Tvedragtens og Vanheldets Tid«, at Folkenes Sammenhold skal frelse Norden. Der bliver saaledes ikke Andet tilbage, end det tomme Skrækkebillede om »den blodige franske Revolutions Rædsler«. Men Generalfiskalen veed meget vel, at den franske Revolution, foruden sin rædselsfulde Side, tillige har en velsignelsesrig, og at det er fra den sidste, det af mig anførte Billede er hentet. Han veed, at de Mænd, som hin evig mindeværdige Aften forenede sig om at frelse deres sønderrevne Fædreland, ikke tænkte paa at bevirke en dynastisk Enhed, som alt i fuldeste Maade var tilstede, men blandt Andet paa at skabe den nationale Enhed, som hin trods al dens Vælde og Glands ikke havde magtet at gjennemføre, men som er en af Revolutionens største Bedrifter. Han veed, at hine ædle Patrioter, langt fra at paakalde Revolutionens Rædsler, lange og modigen bekæmpede dem, og da de omsider bukkede under, faldt som dens første Offer. Hvad er det da for en besynderlig Anakronisme, ikke at kunne høre Tale om den franske Revolution, uden at tænke paa Lygtepæle og Guillotiner?
Og hvorledes kan Generalfiskalen have mindste Tvivl, enten om Meningen af hin i rent æsthetisk Henseende maaske lidt for stærke Henvisning, eller overhovedet om den hele Tales Aand og Hensigt, efter at han har læst dens Slutning, hvori jeg drager Konklusionen af alle de forudgaaende Præmisser og sammenfatter dem ligesom i en kort, drastisk Formular? »Saa gaar da hen og hold Deres Ord!« Og hvad skulle de da gjøre, for at holde deres Ord? »Bered Deres Sind og udrust Deres Sjæl til at fuldbyrde Deres Gjerning — først og fremmest i det, som nu ligger Dem nærmest, i Aandens og Videnskabens Verden, men efterhaanden, som De føres ind i det praktiske Liv og kaldes til at deltage i dets Idrætter, ogsaa altsaa det Samme, som i Virkelighedens Rige« — altsaa det Samme, som i det Forudgaaende var udtalt: naar de »sidde i Kongernes og Folkenes Raad«, naar de »hver have sin anviste Gjerning«, da skulle de »hver paa sin Vis, hver med de Kræfter, der ere ham givne, og i den Livsstilling, der vorder ham tildel«, arbejde for den Sag, »de nu omfatte med Ungdommens begejstrede Kjærlighed«. Jeg kunde begribe det, om Nogen havde svaret, at det var at vente, indtil de Gamle vare døde — den sidste iblandt dem — og de selv rykkede til at sidde i Kongernes og Folkenes Raad; men jeg begriber ikke, hvorledes det kan kaldes Oprørstale og Stempling mod Konge og Fædreland, naar man tilraaber de Unge — ikke at gribe til Bøsse paa Allarmpladsen — men at berede deres Sind og udruste deres Sjæl, for i sin Tid at kunne udrette Noget i den dem tildelte Livsstilling og anviste Gjerning. Men desuagtet er dette ikke blot den solideste, men ogsaa den nærmeste Vej til at naa det Maal, jeg har for Øje. Til at myrde en Konge udkræves kun en fanatisk Haand, og en Haandfuld oprørske Janitscharer kunne omstyrte en Trone; men til at virkeliggjøre en national Enhed baade i Aandens og i Virkelighedens Rige, dertil hører hele Nationens langsomme og trofaste Arbejde. Det er kun af denne Vej, Maalet kan naaes — det er for den, at jeg har ført Ordet.