Orla Lehmanns Ridehustale

Mine Herrer!

Det er med frydefuldt Sind, med et jublende Hjerte, at jeg hilser denne festlige Stund; thi den kommer til mig som Fredens Due med det glade Budskab, at Tvedragtens og Vanheldets Tid stunder til Ende, – den kommer til mig som Vaarens Svale, der forkynder, at den lange Fimbulvinter, der rugede over Nordens Kraft, flygter for Livets Lys og Lyst. Derfor fryder sig vort Sind; thi vi have længe vandret i Ragnaroks Mørke. Derfor jubler vort Hjerte; thi vi øjne den unge Morgens nyfødte Skær og fornemme dens friske, kvægende Aande.

Denne Forlængsel efter Forløsning, som gjennem Kamp og Nederlag skal føre Norden til Sejr og Glæde, er den dybe Grundtone i de herlige Oldtidssange, der tilhøre alle Nordens Stammer, fordi de alle have bidraget til at skabe dem og fredet om denne hellige Arv, der som en Pagtens Ark i sig gjemmer Vidnesbyrdet om Nordens oprindelige Enhed og Forjættelsen om, at det engang skal fuldbyrdes, hvad hine gamle Seere øjnede med Aandens Fremsyn. Men det er ikke blot i hint kostelige Sameje af vor Slægts Barndomsminder og ikke blot i de fælles Sagn om vor Yndlingsalders heroiske Bedrifter, der have forfærdet og forynget det alderstegne Europa, at vi maa søge den historiske Hjemmel for den Idé, som her har forenet os – den er vor hele Histories inderste Kjærne og egentlige Sjæl. Vel var den urolige Vikingaand os saa dybt i Kjødet baaret, at ethvert Opsving i Norden altid først vendte sig udad, ofte til fjerne Lande. Men det er i Modsætning til andre, man bliver sig selv bevidst; det var først i Sammenstødet med den øvrige Verden, at Nordboerne fik Syn for deres sande Opgave. Hvad enten Nordens Aand førte deres sejrrige Vaaben til Bretlands Kyst eller langs Østersøens Strande, – hvad enten den senere, da Hegemoniet var gaaet over til Sverige, kaldte dem ned i Tydsklands Dale eller til Polens og Ruslands Stepper – stedse vil man finde, at enhver stor Kraftudvikling i Norden endte med det Forsøg, at fuldbyrde Nordens Enhed ved at forene dets tre Kroner paa det samme Hoved. Disse Forsøg mislykkedes og maatte mislykkes, fordi man her, som andetsteds, vilde naa maalet ved Vold og Undertrykkelse, og fordi lykkeligvis ingen af Parterne var mægtig nok til varigen at betvinge de andre. Men lige fuldt er denne Stræben, som gjennem lange Aarhundreder og ad de forskjelligste Veje idelig drev Nordens Folkeslag hen mod det samme Maal, den ledende Grundtanke, den hemmelige Mening af deres hele Historie. Den er den Nordstjerne, som vel ofte har været tilhyllet af Taager og Stormskyer, men om hvilken det desuagtet er vist: ”nescit occasum!” [den kender ingen Nedgang].

At Tanken om Nordens Enhed først sent og ufuldstændig er kommen til Bevidsthed, kan ikke forundre Nogen, som veed, i hvilken Grad det samme gjælder om vort hele Folkeliv: det har i Aarhundreder ligget i Dvale. Men neppe vaagnede det i Slutningen af det forrige Aarhundrede, førend vi se den skandinaviske Idé fremstaa som den første politiske Tanke, der kom til Bevidsthed og til Orde. Desværre var den kun af kort Varighed, denne saa heldigen begyndte Udvikling, som bebudede en lysere Fremtid. Men da saa uhørte Ulykker stormede ind over Folket, saa at hver politisk Tanke syntes brudt og hvert Fremtidshaab udslukket – da Lede over den nærværende Elendighed drev Folkeaanden til at søge Trøst i Fortidens Minder – hvad Andet mødte den der, end Tanken om Nordens Enhed, som grundige Forskere og begejstrede Sangere opelskede og gjemte til bedre Tider, ligesom fordum, i Trængselens Dage, Leviterne i Templets Helligdom skjulte den sidste Spire af Davids Æt. Trængselens Dage vare tilende; den rystende Samfundsorden befæstede sig atter; de dybe Vunder lægtes efterhaanden, og Modet vaagnede paany til at gaa en ny Fremtid imøde. Da grebes den nye Slægt, som vi tilhøre, af hin [sic] Ide, hvorover vore Bedstefædre havde tænkt, og hvorom vore Fædre havde sunget – den Idé, der er vor Fortids Minde og vor Fremtids Haab, vore Nætters Maane og vore Dages Sol. Da frembrød atter det hellige Væld, hvoraf vi skulle øse Styrke og Frejdighed til at gjøre Nutidens Gjerning.

Se derfor, mine Venner, har jeg Tillid til mit Fædrelands Skæbne; thi mit Fædreland er det hele, treenige Norden! Derfor tror jeg paa den Sag, i hvis Navn vi her ere samlede; thi den er ikke fra igaar eller iforgaars, men saa gammel som selve Norden. Den er ikke udsprunget af nogle Ynglingers Vennemøder eller nogle Digteres Drømme, men den har Aarhundreders Hævd og Verdenshistoriens hellige Daab.

Dog er det ikke derfor mindre sandt, at denne Stund har en alvorlig og glædelig Betydning; thi den er et Vidnesbyrd om, at vi omsider ere slaaede ind paa den rette Vej, idet vi ikke mere søge at bygge Nordens Enhed paa Vold og Undertrykkelse, men paa Frihed og Kjærlighed. Ad denne Vej kunne vi naa Maalet, uafhængigt af Dynastier og Forfatningsspørgsmaal, og uden Afbræk for Alt, hvad der er berettiget og skjønt og værdifuldt i de Ejendommeligheder, som Nordens tre Hovedfolk ikke skulle fortabe, men tvertimod bevare, styrke og udvikle i den Nationale Enhed, hvori de vide sig forenede til et stort, et rigt og et mangfoldigt Hele. Det er denne Erkjendelse, som har ført Dem, mine Venner, langvejsfra herhen til dette Stævne; det er den, som her er kommen Dem imøde. Derfor tør vi holde os forvissede om, at disse Dage ville styrke os i denne vor Tro, og at det smukke billede af et stort Folkemøde under Frihedens og Kjærlighedens Banner vil gjøre et blivende Indtryk paa de opmærksomt tilskuende Folks Fantasi – thi Fantasien er Folkenes Øje – og saaledes blive et virksomt Middel til denne Tros Propaganda.

At denne Bevidstheds tidligst og stærkest har grebet den studerende Ungdom, er naturligt; thi det er dens Liv at leve i Ideernes Verden. Det er jo Ideens Majestæt med sit flammende Scepter at anvise Virkeligheden dens Vej, og det er de Unges gamle Ret, i dristig Forudgriben at opstille det Maal, til hvis Tjeneste de ville vie deres Kræfter. Derfor ville vi heller ikke lade os anfægte af, at vi kun ere unge; thi – som nys en anden Taler har sagt – det er de Unge, hvem Fremtiden tilhører. De Gamle ere ikke imod os; vi havde jo Vidnerne derpaa rundt omkring os og midt iblandt os. Men selv om de vare imod os, da skulde dette ikke rokke min Tro. Da vilde jeg sige til de Gamle, at de skulle vandre i Ørkenen, indtil de ere døde – den Sidste iblandt dem, og til de Unge vilde jeg sige, at da skulle de se deres Ønskers forjættede Land! Nu ere vi unge; men om et par Decennier ligger vort Fædrelands Skæbne i vor Haand. Da sidde vi i Kongernes og Folkenes Raad; da have vi vor anviste Gjerning, hver i sin Kreds, trindt om i alle Nordens Lande; da have vi alle Midler ihænde til at fuldbyrde, hvad vi have sat os som vort Livs Opgave. Det kommer altsaa kun derpaa an, at vi vil blive tro mod den Sag, vi nu omfatte med Ungdommens begejstrede Kjærlighed. Sker dette, – arbejde vi, hver paa sin Vis, hver med de Kræfter, der ere ham givne, og i den Livsstilling, der vorder ham tildel: da, mine Venner, da vil vort eget Liv have Indhold og Betydning, og da vil vor Stræben bære velsignede Frugter for vort store, fælles Fædreland – det stolte, herlige Norden.

Det er dette Løfte, jeg for mit vedkommende herved aflægger i denne højtidelige Stund, og jeg kræver Dem Alle, saa mange De ere, til Vidner paa mine Ord. Og jeg spørger Dem alle, som her ere tilstede – jeg spørger Dem med hele min Alvor, som fylder min Sjæl, og som lyser mig imøde fra Deres Øjne – Jeg spørger Dem, om de med os derpaa ville indgaa et ubrødeligt Fostbroderskab? (Dette Spørgsmaal besvaredes med et langt og klangfuldt Ja.) Jeg spørger Dem, om dette Ja er mere end et begejstret Øjebliks flygtige Rus, om det er det sandru Udtryk af Deres inderste Sjæls Tanke, [sic] sa at det ikke skal henvisne, naar Livets Møje tungt sænker sig ned over Deres Isse, ikke henvejres, naar Modgangens Storme fare hen over Deres Hoveder? (Ja.) Jeg spørger Dem, om De veed, at et saadant Ja er et helligt Løfte, hvormed ingen ærlig Mand letsindigen tør lege, et helligt Løfte, for hvilket De sætter i Pant Deres Manddoms  Ære og Deres Sjæls Fred? (Ja.) Nuvel! Saa spørger jeg Dem da, om De ærligt vil holde, hvad De oprigtigt har lovet – om De ville blive tro – tro indtil Enden – tro i Liv og Død? (Her afbrødes talen i langt Tid af vedholdene Jaraab.)

Idet jeg staar her, ombrust af dette Løftes mægtige Bølgeslag, fremtræder der for min Sjæl et Billede, saa stort, at jeg næsten forfærdes ved at fremmane det, men ogsaa saa stort, at Ingen kan mistænke mig for at overse den umaadelige Forskjel baade i Situationen og i Personerne. Men desuagtet vil jeg nævne det, fordi det er godt at løfte Øjet op til det Store; derved voxer det Smaa. Nu vel, mine Herrer! Det Sted, hvor vi her ere forsamlede, er idag en rigt smykket Festhal; igaar var det et Ridehus. Det var i et lignende Hus i Versailles, at for mere end et halvt Aarhundrede siden en Aftenstund en Samling af Mænd traadte sammen, udgaaende fra deres sønderrevne Fædlelands forskjellige Egne, og aflagde en højtidelig Ed paa, at de vilde blive sammen, indtil de havde frelst deres Fædreland. De holdt deres Løfte, og hin Aften blev en af de store Mærkedage, der betegne et Vendepunkt i Verdenshistoriens Udvikling. Lad da ogsaa os holde sammen, indtil vi have frelst vort Fædreland, det hele, store skandinaviske Norden. Det have vi lovet hinanden: saa gaar da hen og hold Deres Ord! Bered Deres Sind og udrust Deres Sjæl til at fuldbyrde Deres Gjerning – først og fremmest i det, som nu ligger Dem nærmest, i Aandens og Videnskabens Verden; men efterhaanden, som De føres ind i det praktiske Liv og kaldes til at deltage i dets Idrætter, ogsaa i Virkelighedens Rige. Det er dette Løfte, denne Pagt, vi nu ville besegle med et Hurra for Nordens Enhed!

Det er med frydefuldt Sind, med et jublende Hjerte, at jeg hilser denne festlige Stund; thi den kommer til mig som Fredens milde Due, med det glade Budskab, at Tvedragtens og Vanheldets syndige Tid stunder til Ende, – den kommer til mig som Vaarens Svale, der forkynder, at den lange Fimbulvinter, hvis kolde Dødsslummer rugede over Nordens Kraft, f[l]ygter for Livets Lys og Livets Varme. Derfor fryder sig vort Sind; thi længe nok vandrede vi i Ragnaroks Mørket, – derfor jubler vort Hjerte; thi vi øine alt den unge Morgens nyfødte Skjær og fornemme dens friske, qvægende Aande.

Denne Forlængsel efter Forløsningen, den stille Forventning om Frelsens Komme, der gjennem Kampens Vee og Nederlagets Jammer skal føre Norden til Seir og Bedrift, til Glands og Glæde, – det er den dybe Grundtone i de herlige Oldtidssange, der med lige Ret tilhøre alle Nordens Stammer, fordi de alle have bidraget til at skabe den, og med lige Kjærlighed frede om denne hellige Arv som den gamle Pagtens Ark, der i sig gjemmer ikke blot Vidnesbyrdet om Nordens oprindelige Enhed, men ogsaa Forjættelsens Fylde om at det engang skal skee, hvad hine gamle Seere øinede med Aandens prophetiske Fremsyn.

Men det er ikke blot i hint kostelige Sameie af vor Slægts Barndomsminder, og ikke blot i de stolte Sagn om vor heroiske Alders kjække Bedrifter, der forfærdede og foryngede det gamle Europa, at vi maae søge den historiske Hjemmel for den Idee, der her har forenet os – den er vor hele Histories inderste Sjæl og egenlige Indhold. Vel var den urolige Vikingeaand saa dybt os i Kjødet baaret, at hvert Kraftens Opsving i Norden først altid vendte sig udad, ofte til fjerne Lande; men det er først i Modsætning til Andre, at man bliver sig selv bevidst, det var først i Conflicten med Verden, at vi begrebe vor sande Opgave; og Historien vidner derfor ogsaa, at hver stor Kraftudvikling i Norden, hvad enten den førte vore seierrige Vaaben til Bretlands Kyster eller langs Østersøens Strande, hvadenten den i en senere Periode, da Hegemoniet i Norden var gaaet over til Sverige, kaldte os dybt ned i Tydsklands Dale, eller til Polens og Ruslands Stepper, endte stedse med alvorlige Forsøg paa at fuldbyrde Nordens Enhed ved at forene dets tre Kroner paa samme Hoved. Disse Forsøg mislykkedes og maatte mislykkes, fordi man her, som andetsteds vilde naae Maalet ved Vold og Undertrykkelse, og fordi lykkeligvis ingen af Parterne var mægtig nok til varigen at betvinge de Andre; men denne Stræben er den hemmelige Mening af Nordens hele Historie, det er den ledende Grundtanke i Nordens Liv, – den Nordstjerne, som vel ofte kan tilhylles af Taager og Stormskyer, men om hvilken det ligefuldt er sandt: nescit occasum!

At denne Tanke først seent og ufuldstændigen har arbeidet sig frem til Klarhed i selve Folkenes Bevidsthed, kan ikke forundre os; thi det samme gjælder om hele vort Folkeliv – det har i Aarhundreder ligget i Dvale. Men neppe vaagnede det i Slutningen af forrige Seculum til større Liv, og neppe reiste Folkets Mod sig til at gaae en Fremtid imøde, førend vi see den skandinaviske Idee fremstaae som den første politiske Tanke, der kom til Bevidsthed og til Orde. Og da uhørte Ulykker stormede ind paa Folket, saa hver politisk Tanke syntes brudt og hver[t] Fremtidshaab slukket, – da Lede over den nærværende Elende drev Folkeaanden til at søge Trøst i Fortidens Minder, hvad andet mødte den der, end Tanken om Nordens Enhed, som grundige Forskere og begeistrede Sangere pleiede og bevarede til bedre Tider, ligesom fordum i Trængselens Dage Leviterne i Templets Helligdom skjulte den sidste Spire af Davids Æt. Hvad Under, at da hos os, som i det øvrige Europa, Folkeaanden atter hævede Hovedet og aandede lidt friere, den greb og grebes af hin Idee, der er vor Fortids Minde og vort Fremtids Haab, – der er vore Nætters Maane og vore Dages Sol, og det Væld, hvoraf vi skulle øse Mod og Kraft til at gjøre Nutidens Gjerning. Derfor har jeg Tillid til mit Fædrelands Skjæbne; thi mit Fædreland er det hele treenige Norden, – derfor har jeg Tro paa den Idee, i hvis Tjeneste vi her ere samlede; thi den daterer sig ikke fra igaar eller iforgaars, ikke fra nogle Ynglingers venskabelige Sammenkomster eller nogle Digteres skjønne Drømme, men den er saa gammel som Norden selv: den har Aarhundreders Hævd og Verdenshistoriens hellige Daab.

Men derfor bliver det ikke mindre sandt, at denne Stund er fuld af dyb og glædelig Betydning; thi den er et mægtigt Vidnesbyrd, om at vi omsider ere slaaede ind paa den rette Vei, idet vi ikke mere søge at grunde Nordens Enhed paa Vold og Undertrykkelse, men paa Frihed og Kjærlighed, – den Vei, hvorpaa vi kunne naae den, uafhængigt af Dynastier og Forfatningsspørgsmaal, og uden Afbræk for alt, hvad der er berettiget og skjønt og værdifuldt i de Eiendommeligheder, Nordens tre Hovedfolk ikke skulle fortabe, men tvertimod bevare, styrke og udvikle i den nationale Enhed, hvori de vide sig forenede til et stort, et rigt og mangfoldigt Hele. Det er denne Erkjendelse, som langveisfra har ført vore kjære Gjæster hid til os, det er den, som her er kommet dem imøde, og jeg tør holde mig forvisset om, at disse Dage kraftigen deri ville bestyrke os Alle, og at dette skjønne Billede af et stort Folkestevne under Frihedens og Kjærlighedens Banner vil gjøre et mægtigt Indtryk paa de opmærksomt  tilskuende Folks Phantasi – thi Phantasien er Folkenes Øie – og saaledes blive et virksomt Middel for vor Troes Propaganda. At denne Bevidsthed tidligst og stærkest har grebet den studerende Ungdom, er naturligt; thi det er, at jeg her skal gjentage det, – det er jo Aandens Majestæt, at den med Ideens flammende Scepter betegner Virkeligheden sin Vei, og det er de Unges gamle Ret, i dristig Forudgriben at opstille det Maal, hvorfor de som Mænd skulle virke. Derfor ville vi heller ikke lade os anfægte af, at vi kun ere Unge; thi de Unge tilhører jo, som nys en anden Taler her har sagt, de Unge tilhører Fremtiden. De Gamle ere ikke imod os, – vi have jo Vidnerne rundt omkring os og midt iblandt os. Men vare de os imod, da skulde det ikke rokke min Tro. Jeg vilde da sige til de Gamle, at de skulle vandre i Ørkenen, indtil de ere døde, den sidste iblandt dem, men vi skulle see vore Ønskers forjættede Land; og de Unge vil jeg minde om, at om 1 eller 2 Decennier ligger vort Fædrelands Skjæbne i vore Hænder. Da sidde vi i Kongernes og Folkenes Raad, da have vi vor anviste Gjerning, hver i sin Kreds, trindt om i alle Nordens Lande, da have vi alle Midler ihænde til at fuldbyrde, hvad vi have sat os som vort Livs Opgave. Og blive vi da troe den store Sag, vi nu omfatte med Ungdommens begeistrede Kjærlighed, arbeide vi da, hver paa sin Vis, hver med de Kræfter, der ere ham givne, og i den Livsstilling, der vorder ham tildel, for dens Fremgang og Seier – da vil vort Liv have Indhold og Betydning, da vil vor Stræben bære rige og velsignede Frugter for vort store fælles Fædreland, det stolte, herlige Norden. Det er det Løfte, jeg her aflægger i denne høitidelige Stund, og jeg kræver dem alle, saa mange de ere, til Vidne paa mine Ord. Og jeg spørger [D]em Alle, som her ere tilstede, jeg spørger [D]em med al den Alvor, som fylder min Sjæl, og som lyser mig imøde fra Deres Øine, – jeg spørger [D]em, om [D]e med os ville indgaae et saadant Fostbroderskab? Jeg spørger [D]em, om dette Ja er mere end et begeistret Øiebliks flygtige Rus, om det er [D]eres inderste Sjæls dybeste Tanke og sanddru Udtryk, saa at det ikke skal henvisne, naar Livets møisommelige Arbeide tungt sænker sig ned over [D]eres Isse, ikke henveires, naar Modgangens Storme fare hen over [D]eres Hoveder? Jeg spørger [D]em, om [D]e veed, at et saadant Ja er et helligt Løfte, hvormed ingen ærlig Mand letsindigen tør lege, – et helligt Løfte, hvorfor De sætte i Pant Deres Mandoms Ære og Deres Sjæls Fred? Nu saa spørger jeg Dem da, om De som ærlige Mænd vil holde, hvad De af et oprigtigt Hjerte have lovet? Om De vil blive troe – troe indtil Enden – troe i Liv og Død? (Alle disse Spørgsmaal besvaredes med tordnende Ja, der tilsidst voxede op til en saa stormende Højde, at det bevirkede en lang Afbrydelse, hvorefter Taleren vedblev): Idet jeg staaer her, ombruset af dette Løftes mægtige Bølgeslag, fremtræder der for min Sjæl et Billede, saa gigantisk stort, at jeg næsten forfærdes ved at fremmane det for [D]em, men ogsaa saa stort, at Ingen kan have mig mistænkt for at oversee den umaadelige Forskjel baade paa Personerne og paa Situationen. Jeg vil derfor nævne det, thi det er godt at fæste Øiet paa det Store; – derved voxer det Smaa. Det Sted, hvor vi her ere forsamlede, er vel nu en rigtsmykket Festhal, igaar var det et Ridehus. Nu vel, mine Herrer! det var i et saadant Hus, Boldhuset i Versailles, at for mere end et halvt Aarhundrede siden en Aftenstund en Samling af Mænd traadte sammen, udgaaede fra deres sønderrevne og ødelagte Fædrelands forskjellige Egne, og aflagde en høitidelig Ed, at de vilde blive sammen, indtil de havde frelst deres Fædreland; – de holdt deres Ord, og hin Aften blev et af de store Momenter i Verdenshistorien, et af hine skjæbnesvangre Øieblikke, der betegne Epokerne i Menneske­slægtens Udvikling. – Lover De, at vi ville holde sammen indtil vi have frelst vort Fædreland? Veed De, at Deres Fædreland er ikke denne eller hin Egn, men det hele store skandinaviske Norden? – De svarer mig Ja, saa gaae da hen og hold Deres Ord! Udrust Deres Sjæl og bered Deres Sind til at fuldbyrde Deres Gjerning, først og fremmest i Det, der nu ligger Dem nærmest, i Aandens og Videnskabens Verden, men ogsaa efterhaanden som De føres ind i det practiske Liv og kaldes til at deltage i dets Idræt, i Virkelighedens Rige. Det er dette Løfte, det er denne Pagt, vi nu ville besegle med et Hurra for Nordens Enhed.