Fædrelandet.
Mine Venner!
Naar vi elske vort Fædreland, saa vil det ikke blot sige, at vi glædes over vore frugtbare Marker og skygge fulde Skove og vort dejlige Hav, men det vil tillige og fornemmeligen sige, at vi elske det Folk, vi tilhøre, som Bladene tilhøre det Træ, der bærer og nærer dem. Det vil sige, at vi føle vort Folks Hjertebanke ogsaa i vort Bryst, og at vi leve og aande i vort Folks Tanke, saaledes som den har sin Rod i dets historiske Fortid og sit Udtryk i dets Sprog og Literatur, i dets Sæder og Love.
Der ligger en stor Styrke og Fred deri, at Folket og Staten ere Eet; thi det er Folket, som i Staten skal finde det Personlighedens Præg, der hjemler det sin Plads i det store Folkesamfund, og den indre Orden, hvori det udfolder sit eget Væsens Indhold.
Den Lykke, at Folket og Staten ere Eet, har Danmark i lange Tider ikke kjendt. Den Stat, som vi tog i Arv fra vore Fædre, omsluttede Mange, der tænkte og følte og talte anderledes end vi, og saaledes tilhørte et andet Folk. Derfor var Staten svag, og derfor kunde hverken Traktater eller Forfatninger holde den sammen. Men den Stat, som de seneste Tildragelser have beredet os, den udelukker Mange, der tænke og føle og tale som vi, og saaledes tilhøre vort Folk. Var ikke det Sidste, da maatte vi kunne finde os i det Første; thi da var Danmark ikke blevet svagere, ved at blive mindre. Da vare hos os Folket og Staten blevne til Eet. Men nu er Danmark blevet baade svagere og mindre; thi det er ikke blot Staten, men Folket, som er blevet lemlæstet.
Det er alvorlige Betragtninger, disse sørgelige Tildragelser maa fremkalde; de blande Vemod selv i vore Fester. Dog vil jeg ikke dvæle herved, fordi dette ikke kan føre til Noget. Kun vil jeg bede Dem, som ville dømme om vor Krigsførelse og om vore nuværende Tilstande, om at dømme mildt. Kræfternes Misforhold var saa overvældende, at det maatte lamme den Kamp, som vi dog i alt Fald vovede at optage, og Lemlæstelsen var saa voldsom, at Folket nødvendigvis maa være sygt. Sagen selv maa vi henstille til Gud, hvis stærke Haand leder Folkenes Skæbne som Bækkenes Vande. Kun han kan vække Europas i Velværets blode Arme indslumrede Samvittighed. Kun til ham kunne vi sætte vor Lid: thi han er ikke blot Hjemsøgelsens, men ogsaa Oprejsningens Gud.
Eet kunne vi dog gjøre selv, og det er, at vi i onde, som i gode Dage holde sammen i trofast Kjærlighed, og med ydmygt Taalmod bie paa Herrens Stund. Det Broderbaand, som den fælles Nationalitet knytter imellem os, kan ingen Krig og ingen Fred sønderrive. Det er ikke først den politiske Forening, som har gjort Italie nerne til eet Folk – det vare de ogsaa i den politiske Sondersplittelses, i Udlændighedens Aarhundreder. Ei heller ophøre vi Danske at være eet Folk, om vi end for tiden tilhøre tvende Stater. De Slesvigere, som ere danske og ville være det, vedblive ikke blot at være Danske, men det er paa en Maade først Krigen, som fra danske Slesvigere har gjort dem til Danske. Det ere de nu i fuldere Betydning og med dybere Bevidsthed end nogensinde før; thi Prøvelsens Ild har Magt til at rense Hjertet og til at staalhærde Villien.
Om Slesvigernes danske Brodersind er dette deres Besøg i den danske Hovedstad et høittalende Vidnesbyrd, som vil blive hørt og forstaaet langt udover vort Lands Grændser. Jeg haaber, at de herfra ville hjem bringe en ny Forvisning om, at det er et ærligt dansk Broderhjerte, som her slaar dem imøde. Saa lad os da forny Loftet om i onde som i gode Dage at holde sammen i trofast Kjærlighed og med ydmygt Taalmod at bie paa Herrens Stund, idet vi med hinanden tomme et Bæger for vort fælles danske Fædreland.