[Indledning – situationen på Nørrebro]
Kære Københavnere.
Kære Nørrebroere.
Hvor er I mange!
Hvor er det dejligt!
Hvor er det en dejlig fornemmelse at stå sammen om at sige fra overfor det vanvid, vi har været vidner til de sidste måneder.
At Københavns gader er blevet kulisse for hårdkogte og afstumpede kriminelle, der prøver at tage ejerskab til vores gader og pladser.
Vi er her i aften, for at vise, at vi ikke vil finde os i det!
At vi ikke vil lade lovløsheden herske.
For det er jo ikke holdbart, at unge mænd ikke kan gå ud af deres hoveddør uden at frygte for vildfarne kugler.
Nørrebro, Nordvest og hele København har før oplevet bandekonflikter og rockerkrige.
Men der er en særlig afstumpethed på spil, når man bevidst og uden skrupler lader det gå ud over uskyldige.
Og det er jo det, vi oplever lige nu:
To unge mænd - uden nogen som helst tilknytning til banderne - blev skudt på den Røde Plads den 12. august.
Og allerede dagen efter blev endnu en tilfældig ramt.
Det er en fuldstændig uacceptabel og uholdbar situation.
Det kan alle Københavnere skrive under på - ikke mindst jer, som er med i dag.
[København er en by med tillid]
For det er jo netop ikke sådan, vores København er.
Vores København er bygget på tillid, tryghed og fællesskab.
Vores København er en by, hvor baby sover middagslur i barnevognen udenfor cafeen, mens mor og far drikker kaffe.
I vores København cykler man trygt alene hjem fra en hyggelig aften med vennerne.
Man sniger sig ikke langs murerne uden at løfte blikket.
Den tillid lever!
Også selvom vanvittige kriminelle prøver at indtage vores gader.
Københavnerne fortsætter deres liv.
Men jeg kan ikke ærligt stå her og sige, at alt er helt ved det gamle.
For når banderne prøver at tage vores gader og pladser fra os,
Så sætter de også vores tillid og vores tryghed over styr.
Men det skal de ikke have lov til!
Det kræver en politiindsats at bekæmpe banderne.
Det kræver social indsats at holde unge ude af kriminalitet.
Men – og det er vigtigt – det kræver først og fremmest sammenhold og fællesskab at skabe tillid og tryghed.
[Pause]
Vi kan ikke styre, når rivaliserende bander vælger at bekrige hinanden i gaderne.
Vi kan ikke styre, hvis to tosser sætter sig op på en knallert og skyder en tilfældig.
Men vi kan styre, hvordan vi reagerer på det.
Vi kan sige fra.
Vi kan kræve, at vi har ret til at færdes trygt i vores by.
Det har foreningen ’ Vi tager gaderne tilbage’ gjort, efter hvert skyderi.
Det gør vi sammen til fakkeltoget her til aften.
Det gør I her på Nørrebro og i Nordvest hver dag. Tak for det.
[Hvad gør vi for at stoppe banderne]
Mit budskab har den seneste tid været netop det:
At vi ikke må lade banderne tage over.
Vi må ikke overlade dele af byen til lovløshed.
Jeres ukuelighed er vigtig.
Men at stoppe banderne er selvfølgelig ikke et ansvar, der påhviler beboerne på Nørrebro eller Nordvest.
Det er en opgave og et ansvar for politiet.
Derfor har jeg opfordret til, at bandemedlemmer sættes under pres ved konstant overvågning fra politiet.
Jeg er glad for, at vi nu har fået to mobile nærpolitistationer.
Og at politiet gennemfører ransagninger og sætter maksimalt ind på efterforskningen af banderne.
Men der er selvfølgelig også en anden side af sagen:
Nemlig at vi skal bryde fødekæden til banderne.
Derfor har jeg foreslået, at vi skruer markant op for kommunens indsats på gadeplan.
Det er de medarbejdere, der går i dialog med de unge og deres familier.
Vi skal øge antallet af gadeplansmedarbejdere med mindst 50 procent.
For vi ved, at den indsats virker.
[Afrunding]
Mit største politiske mål er en blandet by.
Et mangfoldigt København med plads til alle.
Jeg tror på, at kun, når vi kommer hinanden ved -
når vi møder hinanden på gaden, i skolen og i opgangen,
på tværs af køn, alder, ophav og sociale kår,
kun da undgår vi de parallelsamfund, der nærer bandekriminaliteten.
Nørrebro og Nordvest er nogle af Københavns mest mangfoldige bydele.
Det skal de blive ved med at være.
Og uanset hvor mange LTF’ere, som forsøger at belejre Blågårds Plads.
Uanset hvor mange, der laver ballade i Bispebjerg,
Så glæder det mig, når jeg ser, at der stadig er liv i gaden.
At der stadig bliver drukket øl på trappestenen.
Gået tur med hunden.
Eller leget med børnene.
Hverken Nørrebro, Nordvest eller resten af København overgiver sig nemlig til banderne.
Det viser I her til aften.
Endnu engang tusind tak fordi I er med.
Jeg glæder mig til at gå sammen med jer i optoget.
Tak for ordet.