Helligdommen og folket
Man kan vanskeligt tænke sig to mere forskelligartede billeder af Jesus end dem, der møder os side om side hos Lukas i slutningen af hans evangeliums nittende kapitel. Først skildres der for os, hvordan Jesus græder over Jerusalem, der ikke kender sin besøgelsestid, og straks derefter fortælles der om, at han gik ind i helligdommen og uddrev dem, der solgte. Han græder over byen og svinger svøben i hellig harme i templet.
Saa vidt spænder Jesu sind - fra medynkens taarer til den hellige flamme. Og skal vort sind ligne hans, maa vi baade kunne sørge i medynk med mennesker og harmes over det, der vildleder og fordærver. Vi maa se paa det, der foregaar, med et medfølende sind over for mennesker, men vi maa ogsaa være rede til med troens kraft og myndighed at gribe ind for at faa forholdene ændret efter Guds vilje.
Da Jesus var kommet ind i den by, over hvis blindhed og skæbne han havde grædt, gik han til helligdommen i byen og udrensede med hellig myndighed den kræmmerhandel, der fandt sted paa hellig grund. Det var kun ganske naturligt, at han søgte til byens tempel, naar hans sind var opfyldt af, hvordan det stod til med byen. Fra templet skulde jo den aandelige hjælp og vejledning komme. Men templet i byen opfyldte ikke sin bestemmelse. Hvad var da dets bestemmelse? Den fandt Jesus udtrykt i ordet: »Mit hus skal være et bedehus for alle folkene.« Men de, der tjente ved helligdommen, havde sat en handel i system, der gjorde dem selv rige, mens den ødelagde den stilhed og aand, der burde herske paa dette sted, hvor mennesker skulde møde Gud.
Det var i hedningernes forgaard, at denne handel fandt sted. Denne forgaard var det eneste sted paa templets grund, hvor hedninger maatte komme. Under dødsstraf var det dem forbudt at gaa videre. Her maatte altsaa søgende hedninger staa, naar de i bøn vilde søge forbindelse med den Gud, der dyrkedes i Israels helligdom. Og hvad mødte de saa her? Larm og skrig fra boder, hvor der handledes, raslen af pengestykker og brægen af dyr, altsammen gennemtrængt af verdslig spekulation og begærlighed. Dette kunde Jesus ikke roligt se paa. Dette maatte drives ud.
Nu er det for os ikke Jerusalem paa Jesu tid, det gælder, men os selv, os, der oplever denne tid. Der er meget baade at bedrøves og forfærdes over i denne tid. Hvor ledes maa alt det, der sker i vor tid, føles af det hjerte, der ser og kender alt, og som er fyldt af kærlighedens omsorg og medfølelse for alle mennesker, men ogsaa af den hellige ild over for al uret, løgn og ondskab. Jeg tror, at det, der nu som dengang mest af alt fylder dette guddommelige hjerte med sorg og smerte, er menneskers blindhed over for det, der kan tjene til deres fred. De saa det ikke dengang til trods for, at Jesus havde været iblandt dem. Og verden ser det ikke og tror det ikke den dag i dag trods 2000 aars kristen forkyndelse.
Det er tydeligt, at verden ikke véd, hvad der tjener til dens fred. Der er kun én, der virkelig kan lære os det – Jesus. Han viser os, at det, der forstyrrer freden, er at leve for falske maal. Det er det, mennesker gør – derfor er der ikke fred i deres hjerter, og derfor kan de ikke leve i fred med hinanden. Saa længe vi søger vort eget og vil have vor egen vilje igennem, kan der ingen fred blive. Fred i hjertet og fred mellem mennesker i hjem, i samfund og mellem folkene kommer kun, hvor Gud kommer til at raade. Vi maa blive ærlige over for Gud og ved Kristus lade os bringe i det sande tillids- og lydighedsforhold til vor fader i himlen. Vi maa sætte Guds vilje over vor egen, give os Gud i vold, stole paa ham og lade ham raade over os. Det, og det alene, tjener til vor fred.
Det vilde de ikke indse dengang. Det har de fleste stadig ikke villet indse, selv om Kristi ord har lydt i folkene. Vi oplever nu, hvorhen det fører, naar folkene følger menneskelig visdom og vilje i stedet for at tro Kristus og lade sig lede af ham. Og midt i alt dette frygtelige gør mennesker sig deres tanker om en kommende fred. Men de fleste synes ikke virkelig at forstaa, at der kun er én ting, paa hvilken sand fred kan bygges – og det er, at vi giver Kristus ret, og lader ham faa magt over vore sind. Vi maa lære af ham, hvad der er livets sande mening og maal, og af ham bringes til sandt forhold til Gud og til hinanden. Det er ikke den ene eller den anden parts sejr i krigen, der er det afgørende, men sindenes omvendelse til Kristus. Jeg tror ikke, at det blot er Europas storbyer og de store krigsførende lande, den levende Kristus græder over. Jeg tror, at han ogsaa græder over det København og det Danmark, der endnu saa lidt synes at kende sin besøgelsestid og at forstaa, hvad der tjener til dets fred. De fleste lever jo videre i den gamle skure og tænker i de gamle baner. De forstaar ikke virkelig, at der maa gores en ny begyndelse paa et helt nyt grundlag. Vi maa tage Kristus ind i vort liv og lade ham faa magten i vore hjerter. Vi maa lade hans aand komme til at raade i vore hjem. Og vi maa lade ham lære os at leve sammen i det store danske hjem og at søge det, der er Guds vilje. Kun deri er der fred for os, men deri er ogsaa en fred, der er stærkere end alle ydre forhold og vanskeligheder.
Jøderne vilde gerne have haft, at Kristus skulde have drevet Romerne ud af landet. Men Kristus gjorde noget andet, han tog fat paa deres Gudsdyrkelse. Den var besmittet og forfalsket. Lad os heraf lære, at det vigtigste for et folk ikke er, hvordan dets ydre forhold er, men hvilken helligdom, det bærer i sig, hvordan det dyrker og tjener Gud.
Der er en falsk Gudsdyrkelse, der har vokset sig stærk i de gamle kristne folk, dyrkelsen af velstand, af den materielle besiddelse og nydelse. Fortjenesten, ejendommen, den økonomiske sikkerhed og fremgang, det materielle velvære er blevet de største og vigtigste ting for de mange. Det er blevet de Guder, der er blevet dyrket i det praktiske liv og i sindenes lønlige tro og kærlighed. Og det er denne falske Gudsdyrkelse, der har ført folkene ud i al den syndige strid, som foregaar pas Guds jord. Der er ingen fred mulig hverken i hjerterne eller mellem mennesker, hvor disse Guder har magt.
Det er ikke valget mellem politiske systemer, der nu er det mest afgørende og skæbnesvangre for Europas folk, men valget mellem Guder. Humanismen har ment at kunne skyde afgørelsen i Gudstroen til side med løsenet: »Lad os blot være humane.« Men det menneskelige er noget, der befinder sig midt mellem himmel og helvede. Det er den grund, paa hvilken aanderne kæmper. Mennesker tjener enten Gud eller afguderne, er enten under Guds herredømme eller prisgivet dæmonernes. Vi oplever, hvordan nye Guder rejser sig paa humanismens ruiner. I virkeligheden er det ikke nye Guder – de har længe været dyrket, ogsaa bag et ydre skin af kristelighed. Disse Guder magten, nydelsen, pengene – kan ikke skabe fred. Hvor de dyrkes, vil der være fredløshed i hjerterne og krig mellem mennesker.
Der er kun én magt, der kan forløse fra angsten og begæret, disse to tvillingsøstre, der skaber fredløshed og krig. Det er Guds kærlighed, der møder os i Kristus. Der er ikke frelse eller haab i noget andet end i, at vi vender os mod Kristus og ved ham lærer at dyrke og tjene den ene sande Gud med tanke, hjerte og handling. Vi maa undsige de falske Guder, hvad navne de end bærer, og vendt mod Kristi kærlighed bekende: »Der er ej anden Gud« — »Dig vil jeg elske, du min styrke, dig vil jeg med min gerning dyrke.« Det er det afgørende livsvalg, det her gælder.
Man søger at komme uden om det totalitære i denne livsafgørelse ved at dele det saadan, at man giver Kristus helligdommen, medens man i hverdagslivet lader de andre ting være de første og dér med sin praktiske livsholdning hylder de andre Guder. Det gaar ikke. Kristus vil ikke blot være i helligdommen. Han vil ind i hjerterne og i hele folkets liv. Han vil raade i byens liv gennem mennesker, der har ham til herre.
Jesus mente ikke, at det blot var templet, der skulde være hellig grund. Hele menneskelivet skal være hellig grund, hvor faderen æres og tjenes. Billedet af Jesus, der uddriver kræmmerne, maa udvides for os til et billede af, hvordan Jesus vil drive kræmmeraanden ud af menneskelivet og folkelivet. Han vil ikke blot øve sin gerning med de enkelte, men ogsaa rense og forløse folkelivet fra den aand, der betyder dyrkelse af falske Guder, og som bringer fordærv og ufred.
Det er gennem den kristne kirke, at den levende Kristus saadan vil virke ind i folkelivet og bringe mennesker til at kende og tjene den sande Gud. Naar derfor Kristus med sorg ser paa, hvordan det staar til i folket — hvor megen blindhed for livets sande værdier og maal, der findes da vil han vende sit blik mod den kirke i folket, der bekender hans navn. Hans øjne vil gennem byens myldrende liv søge de steder, hvor kristne samles til Gudsdyrkelse, og han vil se efter, om den kristne kirke opfylder sin bestemmelse og er det lys og salt i folkets liv, som den er sat til at være.
Kristus sendte sine disciple ud i folkene, for at de i hans navn skulde forkynde det gode budskab om Guds rige og uddrive de onde aander. Hvordan sker dette iblandt os? Hvordan udgaar der rensende og livsforandrende kraft fra den kristne kirke til det danske folks liv? Hvordan fører kirken i Danmark danske til at kende Gud saadan, at der kommer en ny aand ind i deres liv og dermed i landets liv?
Man taler i denne tid i kirkelige kredse ofte med beklagelse og sorg om, at de fleste i vort folk stadig gaar kirken forbi. Trods tidens alvor holder de fleste sig stadig borte fra kirken og dens forkyndelse af Kristus. Erfaringen ude blandt folk viser imidlertid, at dette ikke uden videre skyldes, at mennesker ikke tænker over disse ting eller spørger efter Gud. Hvorfor kommer de da ikke? Ja, hvorfor ikke? Der kan være mange grunde, men vi kristne maa først og fremmest tænke paa, hvad skyld vi selv har deri.
Jesus græd over byen, men over kirken svang han svøben. Vi kan være tilbøjelige til hellere at svinge svøben over dem uden for end i sorg over, hvordan det staar til, at gaa ind under Jesu dom over os selv. Men det er det, vi maa gøre. Og saa skal vi forstaa, at om mennesker ikke kommer til kirken, maa kirken komme til mennesker. Og kirken er ikke blot helligdommen midt i byen med dens præster, men alle dem, der tror paa Kristus. Den skal ikke blot fungere i folket ved sine Gudstjenester, men ogsaa ved, at der ude i folkets liv er kristne, der ved deres ord og liv er vidner om Kristus og bliver hans redskaber over for dem, der spørger og søger, men ikke af sig selv kommer til kirke. Det er her, at vi kristne svigter. Vi bringer ikke vidnesbyrd om Kristus blandt de andre og viser dem ikke Kristus, som vi skulde det.
Det var i forgaarden af templet, at det, som harmede Jesus og forstyrrede de søgendes indtryk af det hellige, foregik. Hvor er forgaarden hos os? Den er over alt i det daglige liv, hvor søgende og spørgende mennesker kommer i kontakt med nogen fra den kristne menighed. Hvad indtryk faar de da gennem os? Mærker de, at det er sandhed og virkelighed, at vi i tro paa Jesus er blevet børn af den himmelske fader? Viser vi dem den fred, som kun han kan give? Taler vor holdning og handlemaade til dem om Guds kærlighed? Eller taler vort liv og vore gerninger saa højt om en Gudsdyrkelse af anden art end den, vi gaar til i kirken om Søndagen – om pengekærlighed, forfængelighed og herskelyst – at det, vi taler om i vor kristne bekendelse, bliver uvirkeligt for dem?
Idet vi overvejer dette, vil vi igen lade billedet af Jesus, der renser helligdommen, tale til os – men denne gang ganske personligt. Hver enkelt kristens sind skal være en helligdom, i hvilken faderen æres og dyrkes, og i hvilken hans aand bor. Paulus skriver til de kristne i Korinth: »Véd I ikke, at I er den levende Guds tempel?« Har Jesus gjort dit sind til en helligdom for den sande Gud? Er han kommet saadan ind i dit inderste, at han har faaet magt i dig til at drive selviskhedens, urenhedens, forfængelig- hedens og begærlighedens aand ud og tage dit sind og din vilje i besiddelse for Gud?
Det, der gjorde, at Jesus saa brændende følte, at disse kræmmere maatte ud af helligdommen, var, at han saa paa helligdommen som sin faders hus. Han sagde: »Gør ikke min faders hus til en købmandsbod« (Johs. evang. 2,16). Det inderste i verdslighedens og materialismens overvindelse maa være, at vi kommer til at føle os selv og vort liv som Guds, ikke mere som vore egne, men som vor faders. Sig til dig selv for Jesu ansigt: »Min sjæl skal ikke længere være en røverkule, men min faders. De urene tanker skal ikke have lov at husere i mig. Bekymringer, verdslige begæringer, selvisk forfængelighed maa ikke faa magt i mig. I mig skal Gud raade. Mine tanker skal ære ham. Mit sind skal søge hans vilje. Mine gerninger skal tjene ham.« Saadan maa vi ikke blot éngang for alle, men tillige dagligt paany indvi os selv til en helligdom for Gud.
Kristi gerning maa begynde i de enkeltes personlige liv. Her staar i første række kampen mellem Kristus og de falske Guder, mellem hans aand og verdslighedens, selviskhedens, materialismens aand. Først maa vi give ham vort eget hjerte som helligdom og med ham i hjertet hellige vort daglige liv til at ære og tjene Gud. Saa kan vi med ham stride for at drive materialismens aand tilbage i vort folk ved kraften fra den sande Gudsdyrkelse levet ud i hverdagens liv. Det er ikke blot vore sjæle, der er Guds. Ogsaa vort land er bestemt til at være faderens hus. Det skal beboes af et folk, der ærer og tjener Gud, og lever sammen, som det er hans vilje. Vi skal ikke overlade det hus, som vort land er, til kræmmere og røvere, men leve for, at dette lands liv maa ære faderen og præges af hans aand.