Er der endnu et dansk Folk til? Dette Spørgsmaal er for fuldt Alvor blevet fremsat; jeg husker ikke hvor, men det er blevet fremsat i Anledning af den Strid, der for et Par Aar siden blev ført om Aarsagerne til vor sidste Krig med Tydskland, om Folkesynd og Folketugtelse og om Forholdet mellem Nationalitet og Tro. Svaret var omtrent dette: der er en Befolkning, som taler Dansk, en Befolkning med blandet Blod og blandet Sind, med en i høi Grad svækket, sløvet og undertrykt Nationalfølelse, og der er mellem denne Befolkning en lille Flok, der løfter sit Hoved frækt og frit, ikke har svigtet eller vil svigte sin Fane og ikke for Alt i Verden vil give Afkald paa sit danske Navn.
Dette Svar er ikke meget trøsteligt, men det er sandt. Hvor mange Taltegn der behøves for at angive Størrelsen af den lille Flok: tre, fire, fem eller sex, det er uvist; men selv om sex skulde være det Rette, saa den løb op til Hundredetusinde eller til Hundredetusinder, saa er den, saa er Folket dog kun en Brøkdeel af Befolkningen.
Folket er Bærer af Folkeaanden. Men Befolkningen, Nationen, den store Hob – ja, dersom man sagde, at den var aldeles uberørt af, aldeles fremmed for denne Aand, saa gjorde man den Uret, ligesom man gjør den store Hob af døbte Mennesker Uret ved at sige, at Helligaanden er aldeles uden Indvirkning paa deres hele Liv og Tankegang, saalænge de ikke-have tilegnet sig Daabens Naadegave i sand og levende Tro. Ret beseet, er det nok egentlig Helligaanden selv, man forsynder sig mod ved en saadan Tale, og ret beseet blev det Folkets gode Engel, man traadte for nær, naar man vilde mene, at hos Folk, som de ere fleest, er den uden ringeste Indflydelse, aldeles afmægtig, aldeles kraftløs. Nei, saa slemt er det ikke; men det er slemt nok alligevel; thi allevegne – her som udenlands – drives og ledes den store Hob meest af de Aander, vi kjende fra Ordsproget: hver Djævel regerer sin Tid – altsaa af Tidsaanderne.
Folket er Bærer af Folkeaanden. Men Befolkningen, Nationen, den store Hob – ja, dersom man sagde, at den var aldeles uberørt af, aldeles fremmed for denne Aand, saa gjorde man den Uret, ligesom man gjør den store Hob af døbte Mennesker Uret ved at sige, at Helligaanden er aldeles uden Indvirkning paa deres hele Liv og Tankegang, saalænge de ikke-have tilegnet sig Daabens Naadegave i sand og levende Tro. Ret beseet, er det nok egentlig Helligaanden selv, man forsynder sig mod ved en saadan Tale, og ret beseet blev det Folkets gode Engel, man traadte for nær, naar man vilde mene, at hos Folk, som de ere fleest, er den uden ringeste Indflydelse, aldeles afmægtig, aldeles kraftløs. Nei, saa slemt er det ikke; men det er slemt nok alligevel; thi allevegne – her som udenlands – drives og ledes den store Hob meest af de Aander, vi kjende fra Ordsproget: hver Djævel regerer sin Tid – altsaa af Tidsaanderne.
Dengang der var saa megen Tale om Folkesynd, hændtes det, at man forvexlede Tidens og Folkets Synder med hinanden. Ved Tidens Synder forstaaer jeg de onde Tilbøieligheder og Drifter, som den nulevende Slægt af Danske deler med sine Samtidige i alle Verdens Lande og Riger, fordi det netop er denne Tids Djævel, det nærværende Aarhundredes onde Genius, der ved disse Midler frister og drager Sjælene. Ved Folkets Synder forstaaer jeg derimod det Onde, der hos os ligger i Blodet, er nedarvet fra Fædrene og vil snart med forøget, snart med formindsket Styrke nedarves paa Efterkommerne, saalænge der er et dansk Folk til. Thi hver Folkenatur har sin Natside, som den har sit Lys, og hver Tid har, som en af vore Digtere synger:
,,Sin Part af Himlen og sin Part af Fanden."
Tidens Part af Himlen og de lyse Træk i Folkets Aasyn skal jeg nok komme til at pege paa; men først maa vi kaste et Blik ned i Mørket, i den Region, hvor det er vanskeligt at skjelne Form og Farve, og hvor derfor mere ene een Forsker er gaaet vild. Hvor svært det i Virkeligheden er at finde sig tilrette der, i Syndens Vilderede, beviser fremfor alt Andet en meget bekjendt udtalelse i 1864 eller 65 af Biskoppen i Aalborg, Dr. Kierkegaard. Den høit anseete Forfatter søger om den Folkesynd, der har fremkaldt Folketugtelsen; men han finder kun Tidssynder, kun saadanne, hvilke Danmark har tilfælles med den øvrige Verden i vort Aarhundrede, og som, hvis de endelig skulle bære et enkelt Folks Præg, snarere ere nationalt franske end nationalt danske. Hvor en saa klar og dyb Tænkning som den senere Kirkeministers kan gaa feil, der er det farligt at vove sig ud; men – vi ville dog prøve det.
Der gaaer gjennem vor Tid en Strømning af den meest gudforladte og aandsforladte Kjødelighed (Materialisme); men der gaaer ogsaa, Side om Side med den, en Bevægelse af falsk og overspændt Aandelighed. Man skulde tro, at to saadanne Strømme maatte mødes fjendtligt; men det er ikke Tilfældet; tvertimod: de flyde over i hinanden; af alle de besynderlige Forbund og Forbindelser, man i vore Dage har seet, er denne Sværmeriets Pagt med Aandløsheden, Raaheden, een af de allermærkeligste, nok saa mærkelig og nok saa farlig endda som Augustforeningens med Bondevennerne. Vil Nogen benegte, at denne – nemlig førstnævnte – Pagt er til, saa behøve vi kun at pege paa een af dens meest haandgribeligste Frugter: Mormonismen, dette meest vanskabte Uhyre af en Religion, som nogen historisk Tidsalder har fostret. Vi vide, at den hverken har sit Udspring eller sit Paradis her i Danmark, og dette sidste er maaskee Grunden til, at dens Fremgang her i Landet, skjøndt større end i det øvrige Europa, ikke blev regnet med til vor Folkesynd. Der kunde jo ikke siges, at Gud havde sendt en Ulykke over Land og Folk for at straffe Mormonerne; thi de have jo vendt deres Fædreland Ryggen eller staa i Begreb med at gjøre det, og i enhver ny Ulykke, der træffer det gamle Danmark og den gamle Verden, see de kun en Bekræftelse paa deres egne saakaldte Aabenbaringer og Profetier. Altsaa, man gik dette Tidens Tegn forbi og agtede ikke paa, at hvor et kjætteri eller Sværmeri eller noget endnu Værre i mærkelig Grad vinder Tilhængere, der maa der hos Nationen som Heelhed være et Charaktertræk, et naturligt Anlæg, der begunstiger dets Udbredelse, og dette samme Træk i Folkecharakteren, dette samme Anlæg maa da ogsaa træde frem i andre Virkninger, andre Frugter, andre Stikkelser, der just ikke behøve allesammen at være hæslige; thi der gives i Menneskenaturen ingen Kraft og ingen Evne, der jo kan udvikles i Retning af det Gode saavelsom af det Onde. Naar nu, som vi have seet det, en Lære, der tiltaler den raa Sandselighed ligesaa meget, som den mætter Indbildningskraften med Fabler og Eventyr, der til enhver Tid kunne forøges i det uendelige – naar den vinder Indgang her fremfor andetsteds, saa kunde man tænke sig, at vort Folk maaskee var mere raat, sandseligt og nydelsessygt end andre; men det er det ikke. Man kunde ogsaa tænke sig omtrent det Modsatte: at vi havde mere Aand end andre, et større Hang til at beskjæftige os med det Oversandselige end Folk i Almindelighed; og man kunde atter tænke sig, at vor Folkenatur, fremfor nogen anden, var Modsætningernes Verden, istand til at forene og forbinde de yderste Modsigelser, og det er den: begge Dele er sandt. Vort Sind er som Havet, der bevæges af alle Verdens Veir og Vinde, men synker stille og drømmende tilbage i sig selv, saasnart der er Ro i Luften. Vort Blik er rettet mod det Gaadefulde, Skjulte og ufattelige; men det er os eiendommeligt at søge dette i Dybet hernedentil. Vore Oldsagn have ikke som Bibelen Beretningen om en Taarnbygning, der skulde naa op til Himlen, eller som de græske Myther Fortællingen om kæmper, der lagde Bjerge paa Bjerge for at komme derop; men de have Mythen om Odins ene Øie, der blev sat i Pant nede i Afgrunden for en Drik af Viisdomskilden – og lad nu Odins andet Øie længe nok være Solen paa Himlen, og det første, det han har mistet, Solens Billed i Havet – saa beviser dog Tilværelsen af denne Mythe netop her trods det, at alle andre Folk baade med to og med et og med et halvt Øie kunde see Solen speile sig i Van-det, den beviser, at vi Danske, eller rettere, vi Nordboer altid have havt en forunderlig Lyst til at gaa i den sorte Skole, altid have meent, at et Indblik i Gravens, i Nattens, i Dødens og Helvedes Gaader ikke var kjøbt for dyrt med Tabet af vort halve Syn for Lysets Rige. Dette er, meer end billedlig talt, Natsiden af vor Folkenatur; det er den uhyg- gelige Grund, hvor Tidsaandens Fartøi kaster Anker, hvergang det fra oversøiske eller østersøiske eller andre Havne bringer os en Ladning af Daarskab og Synd; der i Nærheden ligge Skærene, som det er farligt at strande paa; og desværre: hvergang Folkeaanden, vor gode Engel, vil sende os et Lykkeskib, rigt ladet med Himlens og Jordens Velsignelser, saa staaer det Fare for der at gribes af Tidens dobbelte Strøm og knuses mod Klipperne.
Lad os see, hvad der er i Fare? Først er der Friheden; den trues af det falske Lighedsprincip. Vel at mærke: Lighedsprincipet er ikke i og for sig falsk; der gives en Lighed, hvis Anerkjendelse netop er den første Betingelse for Friheden; men der gives en anden, en falsk Lighed, som tvertimod er den allerbedste, allersikkreste og allerbredeste Grundvold for Tyranniet. Vor Folkeaand vil Friheden – Tidens Aand vil Ligheden: den vil, trods de forskjellige Evner, de forskjellige Naturgaver og Naadegaver, Gud har nedlagt hos den Ene og den Anden, og navnlig trods det høist forskjellige Syn paa Aandens Verden, de høist forskjellige Meninger og Domme – udjevne Alt, gjøre Alt lige. Hvor Livet rører sig i en anden Form end den, hvori Peer og Poul med deres Venner ville fjendes ved det, der erklærer Peer og Poul raskvæk, at der er intet Liv, der er Død; hvor man ikke vil knæle for de Afguder eller de Helgene, som Mogens eller Mikkel stiller op, der er man ugudelig, der har man ingen Tro, der agter man Intet helligt – og dersom nu Peer og Poul, Mogens og Mikkel kunne raabe ret høit, og fra en halv Snees Kanter faa Svar, som de have raabt i Skoven, ja, saa er Tegnet givet til at kvæle enhver anden Røst, der vil lade sig høre, til at vride Halsen om paa Sangfuglene, hvis de med et eneste lille Kvæk skulde forstyrre hvad der gaaer for sig; saa er, kort sagt, Tidens Dæmon løs; saa proklameres i Lighedens Navn den Stærkeres Ret, for at Alt, hvad der ikke vil tage hans Uniform paa, kan trædes ned for Fode. For Ligheden er der, som sagt, den Ting i Veien, at ikke Alle ere lige oplyste, lige retskafne, lige sædelige eller lige begavede; men ogsaa det kommer man ud over: man fordreier et Bibelsted og faaer ud deraf, at Oplysning, Retskaffenhed, Sædelighed og heldige Naturgaver bør agtes "for Skarn at være", og naar Forskjellen mellem de Enkelte kun bestaaer i noget Skarnagtigt, saa er der naturligviis ingen Forskjel, som er værd at tale om; og at Noget, der har faaet et saadant Stempel, skulde kunne gjøre Krav paa Ret til at fredes og udvikle sig, det vilde jo være den største Urimelighed af Verden. Det mener man; men det kunde dog være, man tog feil, og at man blev rigtig forlegen, naar vi sagde: lad gaa! vi tage mod Lignelsen, saa lidet smuk den er – det er Skarn tilhobe, det er Gjødning; men den Gjødning kan Jordbunden, som er Menneskehjertet, slet ikke undvære, naar den skal give Frugt for et evigt Liv. I forstaa jer kun slet paa Landvæsenet, hvis I mene, at man kan gjøre en Sandørken frugtbar ved Overrisling alene!
Først var der Friheden for Alt, hvad der stammer, fra Aand; den trues paa Livet. Saa er der Danskheden, Folkets nationale Selvfølelse; den trues af et vist ubestemt Noget, der omgiver sig med et helligt Skin, uden at jeg dog derfor vover ligefrem at kalde det Skinhellighed; thi det er min Overbeviisning, at der paa mange Steder er Alvor, dyb Alvor i Vildfarelsen. Vi læse i vor Bibel, at Her- ren vilde have forbarmet sig over Sodoma, hvis der havde været ti Retfærdige i Staden; men skal man tro, hvad der nu forkyndes, saa vil han ikke forbarme sig over Danmark, med mindre der findes en heel Million: hvis der kun er en Snees Tusinde, der ville høre ham til, saa hjælper det ikke – Danmark gaaer tilgrunde; men den Trøst have de Troende, at de ogsaa som Tydskere eller som Tydskernes Trælle kunne komme ind i Himlen, og det maaskee endda nok saa godt, da det nationale Hovmod grundigt maa udrøddes for at give Plads for den christelige ydmyghed. Der er sagtens Mange, der finde denne Tale opbyggelig; jeg finder den formastelig, vanvittig: formastelig, fordi den foregriber Herrens Dom, vanvittig, fordi den ikke fører til andet end sort Fortvivlelse. Thi sæt, at der var et Menneske, hvem Danskheden laa mere paa Hjerte end hans egen Salighed, og at et saadant Menneske vilde og kunde tage ved Troen, naar han fik sikkert Tilsagn om, at han derved frelste sit Fædreland – det er aldeles utænkeligt, men sæt, at det kunde tænkes – saa er et saadant Tilsagn jo netop, hvad Ulykkesprofeterne hverken kunne eller ville give; de erklære jo tvertimod, at her hjælper den Enkeltes Omvendelse saa godt som Intet: hele Folket maa komme. Men hele Folket! – ja i enhver anden Sag kan man spørge Rigsdagen, og hvad den beslutter, det gaaer og gjelder for Folkets Beslutning. I Troessagen er det virkelig anderledes; der gives ingen menneskelig Myndighed, som kan bestemme, at hele Folket eller Befolkningen skal følges ad enten til evig Salighed eller til evig Fortabelse. Her, om aldrig i Andet, gjelder i fuldeste Maal den personlige Frihed, og derfor er det en gruelig forvirret Tale, at sammen- blande Folkets Frelse med Sjælenes Frelse, Danmarks Livssag med Menneskets Livssag. Rigtignok, det negter jeg ikke, og det negter vel Ingen, som har Tro, er det sandt, at jo flere brændende Bønner der i Troen blev opsendt for Danmarks Sag, desto bedre stod det med den; men Veien til at fremkalde saadanne Bønner, den gaaer man virkelig ikke, naar man indbilder de Troende, at Evigheden ikke bekymrer sig om noget saa Timeligt og Jordisk som et Folks Sprog og Tilværelse, mindst af Alt om noget saa Smaat som det Danske. Et heelt Folk, en heel Nation af troende Christne har der aldrig været og vil der sandsynligviis aldrig blive; men lad os atter sætte det Umulige, sætte, at vi Danske blev et saadant Folk, inden Preusserne kom igjen – vilde vi da seire? Nei, dersom det, man behager at kalde vort nationale Hovmod, var saa grundigt udrøddet, at hver enkelt Sjæl blandt det troende Folk i falsk Ydmyghed agtede sig selv som Dansk ringere end Tydskerne, da var det idetmindste aabenbart, at der skulde intet mindre end et Mirakel til at redde os, og at dette Mirakel ikke vilde blive fremkaldt ved de Troendes Bønner. Altsaa: for det Andet er Danskheden i Fare; den trues af et moderne Sværmeri, der finder Medhold i vor gamle Skjødesynd, at give alt Fremmed Fortrin for vort Eget.
Dernæst er der det Menneskelige: Konst, Videnskab, Digtning, Historie, Alt, hvad der baade hos Christne og Hedninger forskjønner og forædler Livet her paa Jorden. Vi ere et med Skjønhedssands begavet, et digterist, et historist Folk: Nordens Grækere og ikke, som vore Fjender have kaldt os, Nordens Tyrker. Den Mand, Europa hyldede som Skjønhedens Ypperstepræst paa Jorden, Thor-valdsen, han udgik fra os. Men ak! hvorlænge vil Thorvaldsens Museum og hvorlænge vil Alt, hvad Folkeaanden gjennem Tiderne har opbygget ligefra Kjøbenhavns Univerversitet til Grundtvigs nye Folkehøiskole, hvorlænge vil det faa Lov til at staa, dersom Tidsaanden seirer? Husk paa dens Stormløb mod „Intelligentsen!" – gaa i Theatrene og see, hvad det er for Sager, man nu byder os, os, som have Oehlenschlægers Tragedier, Holbergs Komedier og Heibergs Vaudeviller – for blot at nævne noget af vor Rigdom! Raaheden trænger sig frem i alle Stikkelser, Befolkningen – Publikum klapper og raaber Bravo; men Folket tier og Folkeaanden sukker.
Der gaaer gjennem vor Tid en Strømning af den meest gudforladte og aandsforladte Kjødelighed (Materialisme); men der gaaer ogsaa, Side om Side med den, en Bevægelse af falsk og overspændt Aandelighed. Man skulde tro, at to saadanne Strømme maatte mødes fjendtligt; men det er ikke Tilfældet; tvertimod: de flyde over i hinanden; af alle de besynderlige Forbund og Forbindelser, man i vore Dage har seet, er denne Sværmeriets Pagt med Aandløsheden, Raaheden, een af de allermærkeligste, nok saa mærkelig og nok saa farlig endda som Augustforeningens med Bondevennerne. Vil Nogen benegte, at denne – nemlig førstnævnte – Pagt er til, saa behøve vi kun at pege paa een af dens meest haandgribeligste Frugter: Mormonismen, dette meest vanskabte Uhyre af en Religion, som nogen historisk Tidsalder har fostret. Vi vide, at den hverken har sit Udspring eller sit Paradis her i Danmark, og dette sidste er maaskee Grunden til, at dens Fremgang her i Landet, skjøndt større end i det øvrige Europa, ikke blev regnet med til vor Folkesynd. Der kunde jo ikke siges, at Gud havde sendt en Ulykke over Land og Folk for at straffe Mormonerne; thi de have jo vendt deres Fædreland Ryggen eller staa i Begreb med at gjøre det, og i enhver ny Ulykke, der træffer det gamle Danmark og den gamle Verden, see de kun en Bekræftelse paa deres egne saakaldte Aabenbaringer og Profetier. Altsaa, man gik dette Tidens Tegn forbi og agtede ikke paa, at hvor et kjætteri eller Sværmeri eller noget endnu Værre i mærkelig Grad vinder Tilhængere, der maa der hos Nationen som Heelhed være et Charaktertræk, et naturligt Anlæg, der begunstiger dets Udbredelse, og dette samme Træk i Folkecharakteren, dette samme Anlæg maa da ogsaa træde frem i andre Virkninger, andre Frugter, andre Stikkelser, der just ikke behøve allesammen at være hæslige; thi der gives i Menneskenaturen ingen Kraft og ingen Evne, der jo kan udvikles i Retning af det Gode saavelsom af det Onde. Naar nu, som vi have seet det, en Lære, der tiltaler den raa Sandselighed ligesaa meget, som den mætter Indbildningskraften med Fabler og Eventyr, der til enhver Tid kunne forøges i det uendelige – naar den vinder Indgang her fremfor andetsteds, saa kunde man tænke sig, at vort Folk maaskee var mere raat, sandseligt og nydelsessygt end andre; men det er det ikke. Man kunde ogsaa tænke sig omtrent det Modsatte: at vi havde mere Aand end andre, et større Hang til at beskjæftige os med det Oversandselige end Folk i Almindelighed; og man kunde atter tænke sig, at vor Folkenatur, fremfor nogen anden, var Modsætningernes Verden, istand til at forene og forbinde de yderste Modsigelser, og det er den: begge Dele er sandt. Vort Sind er som Havet, der bevæges af alle Verdens Veir og Vinde, men synker stille og drømmende tilbage i sig selv, saasnart der er Ro i Luften. Vort Blik er rettet mod det Gaadefulde, Skjulte og ufattelige; men det er os eiendommeligt at søge dette i Dybet hernedentil. Vore Oldsagn have ikke som Bibelen Beretningen om en Taarnbygning, der skulde naa op til Himlen, eller som de græske Myther Fortællingen om kæmper, der lagde Bjerge paa Bjerge for at komme derop; men de have Mythen om Odins ene Øie, der blev sat i Pant nede i Afgrunden for en Drik af Viisdomskilden – og lad nu Odins andet Øie længe nok være Solen paa Himlen, og det første, det han har mistet, Solens Billed i Havet – saa beviser dog Tilværelsen af denne Mythe netop her trods det, at alle andre Folk baade med to og med et og med et halvt Øie kunde see Solen speile sig i Van-det, den beviser, at vi Danske, eller rettere, vi Nordboer altid have havt en forunderlig Lyst til at gaa i den sorte Skole, altid have meent, at et Indblik i Gravens, i Nattens, i Dødens og Helvedes Gaader ikke var kjøbt for dyrt med Tabet af vort halve Syn for Lysets Rige. Dette er, meer end billedlig talt, Natsiden af vor Folkenatur; det er den uhyg- gelige Grund, hvor Tidsaandens Fartøi kaster Anker, hvergang det fra oversøiske eller østersøiske eller andre Havne bringer os en Ladning af Daarskab og Synd; der i Nærheden ligge Skærene, som det er farligt at strande paa; og desværre: hvergang Folkeaanden, vor gode Engel, vil sende os et Lykkeskib, rigt ladet med Himlens og Jordens Velsignelser, saa staaer det Fare for der at gribes af Tidens dobbelte Strøm og knuses mod Klipperne.
Lad os see, hvad der er i Fare? Først er der Friheden; den trues af det falske Lighedsprincip. Vel at mærke: Lighedsprincipet er ikke i og for sig falsk; der gives en Lighed, hvis Anerkjendelse netop er den første Betingelse for Friheden; men der gives en anden, en falsk Lighed, som tvertimod er den allerbedste, allersikkreste og allerbredeste Grundvold for Tyranniet. Vor Folkeaand vil Friheden – Tidens Aand vil Ligheden: den vil, trods de forskjellige Evner, de forskjellige Naturgaver og Naadegaver, Gud har nedlagt hos den Ene og den Anden, og navnlig trods det høist forskjellige Syn paa Aandens Verden, de høist forskjellige Meninger og Domme – udjevne Alt, gjøre Alt lige. Hvor Livet rører sig i en anden Form end den, hvori Peer og Poul med deres Venner ville fjendes ved det, der erklærer Peer og Poul raskvæk, at der er intet Liv, der er Død; hvor man ikke vil knæle for de Afguder eller de Helgene, som Mogens eller Mikkel stiller op, der er man ugudelig, der har man ingen Tro, der agter man Intet helligt – og dersom nu Peer og Poul, Mogens og Mikkel kunne raabe ret høit, og fra en halv Snees Kanter faa Svar, som de have raabt i Skoven, ja, saa er Tegnet givet til at kvæle enhver anden Røst, der vil lade sig høre, til at vride Halsen om paa Sangfuglene, hvis de med et eneste lille Kvæk skulde forstyrre hvad der gaaer for sig; saa er, kort sagt, Tidens Dæmon løs; saa proklameres i Lighedens Navn den Stærkeres Ret, for at Alt, hvad der ikke vil tage hans Uniform paa, kan trædes ned for Fode. For Ligheden er der, som sagt, den Ting i Veien, at ikke Alle ere lige oplyste, lige retskafne, lige sædelige eller lige begavede; men ogsaa det kommer man ud over: man fordreier et Bibelsted og faaer ud deraf, at Oplysning, Retskaffenhed, Sædelighed og heldige Naturgaver bør agtes "for Skarn at være", og naar Forskjellen mellem de Enkelte kun bestaaer i noget Skarnagtigt, saa er der naturligviis ingen Forskjel, som er værd at tale om; og at Noget, der har faaet et saadant Stempel, skulde kunne gjøre Krav paa Ret til at fredes og udvikle sig, det vilde jo være den største Urimelighed af Verden. Det mener man; men det kunde dog være, man tog feil, og at man blev rigtig forlegen, naar vi sagde: lad gaa! vi tage mod Lignelsen, saa lidet smuk den er – det er Skarn tilhobe, det er Gjødning; men den Gjødning kan Jordbunden, som er Menneskehjertet, slet ikke undvære, naar den skal give Frugt for et evigt Liv. I forstaa jer kun slet paa Landvæsenet, hvis I mene, at man kan gjøre en Sandørken frugtbar ved Overrisling alene!
Først var der Friheden for Alt, hvad der stammer, fra Aand; den trues paa Livet. Saa er der Danskheden, Folkets nationale Selvfølelse; den trues af et vist ubestemt Noget, der omgiver sig med et helligt Skin, uden at jeg dog derfor vover ligefrem at kalde det Skinhellighed; thi det er min Overbeviisning, at der paa mange Steder er Alvor, dyb Alvor i Vildfarelsen. Vi læse i vor Bibel, at Her- ren vilde have forbarmet sig over Sodoma, hvis der havde været ti Retfærdige i Staden; men skal man tro, hvad der nu forkyndes, saa vil han ikke forbarme sig over Danmark, med mindre der findes en heel Million: hvis der kun er en Snees Tusinde, der ville høre ham til, saa hjælper det ikke – Danmark gaaer tilgrunde; men den Trøst have de Troende, at de ogsaa som Tydskere eller som Tydskernes Trælle kunne komme ind i Himlen, og det maaskee endda nok saa godt, da det nationale Hovmod grundigt maa udrøddes for at give Plads for den christelige ydmyghed. Der er sagtens Mange, der finde denne Tale opbyggelig; jeg finder den formastelig, vanvittig: formastelig, fordi den foregriber Herrens Dom, vanvittig, fordi den ikke fører til andet end sort Fortvivlelse. Thi sæt, at der var et Menneske, hvem Danskheden laa mere paa Hjerte end hans egen Salighed, og at et saadant Menneske vilde og kunde tage ved Troen, naar han fik sikkert Tilsagn om, at han derved frelste sit Fædreland – det er aldeles utænkeligt, men sæt, at det kunde tænkes – saa er et saadant Tilsagn jo netop, hvad Ulykkesprofeterne hverken kunne eller ville give; de erklære jo tvertimod, at her hjælper den Enkeltes Omvendelse saa godt som Intet: hele Folket maa komme. Men hele Folket! – ja i enhver anden Sag kan man spørge Rigsdagen, og hvad den beslutter, det gaaer og gjelder for Folkets Beslutning. I Troessagen er det virkelig anderledes; der gives ingen menneskelig Myndighed, som kan bestemme, at hele Folket eller Befolkningen skal følges ad enten til evig Salighed eller til evig Fortabelse. Her, om aldrig i Andet, gjelder i fuldeste Maal den personlige Frihed, og derfor er det en gruelig forvirret Tale, at sammen- blande Folkets Frelse med Sjælenes Frelse, Danmarks Livssag med Menneskets Livssag. Rigtignok, det negter jeg ikke, og det negter vel Ingen, som har Tro, er det sandt, at jo flere brændende Bønner der i Troen blev opsendt for Danmarks Sag, desto bedre stod det med den; men Veien til at fremkalde saadanne Bønner, den gaaer man virkelig ikke, naar man indbilder de Troende, at Evigheden ikke bekymrer sig om noget saa Timeligt og Jordisk som et Folks Sprog og Tilværelse, mindst af Alt om noget saa Smaat som det Danske. Et heelt Folk, en heel Nation af troende Christne har der aldrig været og vil der sandsynligviis aldrig blive; men lad os atter sætte det Umulige, sætte, at vi Danske blev et saadant Folk, inden Preusserne kom igjen – vilde vi da seire? Nei, dersom det, man behager at kalde vort nationale Hovmod, var saa grundigt udrøddet, at hver enkelt Sjæl blandt det troende Folk i falsk Ydmyghed agtede sig selv som Dansk ringere end Tydskerne, da var det idetmindste aabenbart, at der skulde intet mindre end et Mirakel til at redde os, og at dette Mirakel ikke vilde blive fremkaldt ved de Troendes Bønner. Altsaa: for det Andet er Danskheden i Fare; den trues af et moderne Sværmeri, der finder Medhold i vor gamle Skjødesynd, at give alt Fremmed Fortrin for vort Eget.
Dernæst er der det Menneskelige: Konst, Videnskab, Digtning, Historie, Alt, hvad der baade hos Christne og Hedninger forskjønner og forædler Livet her paa Jorden. Vi ere et med Skjønhedssands begavet, et digterist, et historist Folk: Nordens Grækere og ikke, som vore Fjender have kaldt os, Nordens Tyrker. Den Mand, Europa hyldede som Skjønhedens Ypperstepræst paa Jorden, Thor-valdsen, han udgik fra os. Men ak! hvorlænge vil Thorvaldsens Museum og hvorlænge vil Alt, hvad Folkeaanden gjennem Tiderne har opbygget ligefra Kjøbenhavns Univerversitet til Grundtvigs nye Folkehøiskole, hvorlænge vil det faa Lov til at staa, dersom Tidsaanden seirer? Husk paa dens Stormløb mod „Intelligentsen!" – gaa i Theatrene og see, hvad det er for Sager, man nu byder os, os, som have Oehlenschlægers Tragedier, Holbergs Komedier og Heibergs Vaudeviller – for blot at nævne noget af vor Rigdom! Raaheden trænger sig frem i alle Stikkelser, Befolkningen – Publikum klapper og raaber Bravo; men Folket tier og Folkeaanden sukker.
– "Guldtaarer den deilige Freia græder." –
Men dette Uvæsen, det finder dog vel intet Medhold hos Noget, der smykker sig med et gudeligt Navn? Nei, ligefrem, umiddelbart, med Forsæt og Bevidsthed aldeles ikke. Men der er en Retning, der skræmmer Livet og Aanden bort af Alt, hvad den kalder verdslig Konst, verdslig Viden, verdslig Sang og verdslig Glæde; videre end dertil kan den ikke naa, de tomme Former gaa igjen som Spøgelser, og saaledes skeer det, at denne Retning middelbart, ubevidst og mod sin Villie kommer til at fremme det, den igrunden allermeest afskyer. De materielle Interesser lide intet Afbræk ved det, som jeg i Mangel af et bedre og mere passende Navn maa kalde Pietismen. Jeg skal give Pietisterne, forsaavidt jeg fjender dem, det Vidnesbyrd, at de ere vindskibelige, flittige, gode Huusholdere, at de have ligesaa mange, maaskee nok saa mange Arbeidstimer i Døgnet som vi Andre. De indrømme, at vi hernede paa Jorden ikke kunne være rene Aander; de agte Naturen, forsaavidt den er fælles for Dyr og Mennesker; men hvad der hæver det naturlige Menneske over Dyret, det foragte de – og Pagten er sluttet: Pagten mellem falsk Aandelighed og snæverhjertet Materialisme; den fælles Fjende er det Menneskelige,den maa bekæmpes med kjødelige og med,,aandelige" Vaaben. Det var det Tredie, der er i Fare, det Tredie, som Folkeforeningen er kaldet til at værne om.
Det Fjerde er for denne Gang det Sidste, jeg skal pege paa, er Æren. Folkeaanden er ærekjær, høisindet; det var fra Arilds Tid Sæd i Norden, at Mandens Retsind og Kvindens Reenhed gjaldt Noget, havde Krav paa Agtelse. Men nu, nu er der en misforstaaet Ydmyghed, der bringer Folk til at overbyde hverandre i meer eller mindre forblommede offentlige Skriftemaal som dette: "jeg har været saa dybt sunken, jeg har et saadant Synderegister at see tilbage paa, at dersom I kjendte mig tilbunds, vilde I med Gru og Afsky vende mig Ryggen"1. Paa Bunden af denne Ydmyghed ligger egentligt Hovmodet; man slutter: jo større Synd, desto større Anger, og jo dybere Anger, desto større Naade. Ja, det Sidste er sandt; men det var ikke godt Andet, end at et usandt Ord eller een uretfærdig Tanke hos den Ene kunde blive kilden til en ligesaa frugtbar Anger, som hos den Anden en heel Række af Misgjerninger. Æren er i Fare; hvem vil være med til at kæmpe for den?!
Altsaa: Tidens onde Engel er fjendsk mod Aandens Frihed i Jesu Christi Kirke, fjendsk mod Danskheden i Danmark, fjendsk mod det Menneskelige i Mennesket og fjendsk mod Æresfølelsen hos et Folk, hvis Valgsprog fra Hedenold har været, at Æren er det feireste Træ i Skoven. Men Tiden har ogsaa sin gode Engel, og den er det, som overalt i Verden har vakt Folkeaanderne.
Men dette Uvæsen, det finder dog vel intet Medhold hos Noget, der smykker sig med et gudeligt Navn? Nei, ligefrem, umiddelbart, med Forsæt og Bevidsthed aldeles ikke. Men der er en Retning, der skræmmer Livet og Aanden bort af Alt, hvad den kalder verdslig Konst, verdslig Viden, verdslig Sang og verdslig Glæde; videre end dertil kan den ikke naa, de tomme Former gaa igjen som Spøgelser, og saaledes skeer det, at denne Retning middelbart, ubevidst og mod sin Villie kommer til at fremme det, den igrunden allermeest afskyer. De materielle Interesser lide intet Afbræk ved det, som jeg i Mangel af et bedre og mere passende Navn maa kalde Pietismen. Jeg skal give Pietisterne, forsaavidt jeg fjender dem, det Vidnesbyrd, at de ere vindskibelige, flittige, gode Huusholdere, at de have ligesaa mange, maaskee nok saa mange Arbeidstimer i Døgnet som vi Andre. De indrømme, at vi hernede paa Jorden ikke kunne være rene Aander; de agte Naturen, forsaavidt den er fælles for Dyr og Mennesker; men hvad der hæver det naturlige Menneske over Dyret, det foragte de – og Pagten er sluttet: Pagten mellem falsk Aandelighed og snæverhjertet Materialisme; den fælles Fjende er det Menneskelige,den maa bekæmpes med kjødelige og med,,aandelige" Vaaben. Det var det Tredie, der er i Fare, det Tredie, som Folkeforeningen er kaldet til at værne om.
Det Fjerde er for denne Gang det Sidste, jeg skal pege paa, er Æren. Folkeaanden er ærekjær, høisindet; det var fra Arilds Tid Sæd i Norden, at Mandens Retsind og Kvindens Reenhed gjaldt Noget, havde Krav paa Agtelse. Men nu, nu er der en misforstaaet Ydmyghed, der bringer Folk til at overbyde hverandre i meer eller mindre forblommede offentlige Skriftemaal som dette: "jeg har været saa dybt sunken, jeg har et saadant Synderegister at see tilbage paa, at dersom I kjendte mig tilbunds, vilde I med Gru og Afsky vende mig Ryggen"1. Paa Bunden af denne Ydmyghed ligger egentligt Hovmodet; man slutter: jo større Synd, desto større Anger, og jo dybere Anger, desto større Naade. Ja, det Sidste er sandt; men det var ikke godt Andet, end at et usandt Ord eller een uretfærdig Tanke hos den Ene kunde blive kilden til en ligesaa frugtbar Anger, som hos den Anden en heel Række af Misgjerninger. Æren er i Fare; hvem vil være med til at kæmpe for den?!
Altsaa: Tidens onde Engel er fjendsk mod Aandens Frihed i Jesu Christi Kirke, fjendsk mod Danskheden i Danmark, fjendsk mod det Menneskelige i Mennesket og fjendsk mod Æresfølelsen hos et Folk, hvis Valgsprog fra Hedenold har været, at Æren er det feireste Træ i Skoven. Men Tiden har ogsaa sin gode Engel, og den er det, som overalt i Verden har vakt Folkeaanderne.