Skip to content

Peder Kirkegaards tale til Jonas Vingegaard

Gert Lauren

Om

Taler

Peder Christian Kirkegaard
Borgmester i Skive Kommune

Dato

Sted

Interfjord Arena, Glyngøre

Tale

                               
Kære Jonas, kære Trine og Frida
Velkommen hjem til Glyngøre!
Hvor har vi glædet os til, at I var hjemme igen, og at du Jonas har den smukkeste trøje en cykelrytter kan være iført – Den Gule Trøje med hjem til Glyngøre og Skive-egnen, som fysisk bevis på, at man har vundet verdens hårdeste og største cykelløb - Tour de France!
Jonas – din præstation i Tour de France – som samlet vinder og med den prikkede bjergtrøje har du skrevet dansk sports historie, og dermed et af de største bedrifter en dansk atlet har præsteret – så derfor ønskes du af alle os her i Glyngøre, Skive Byråd, Skive Kommune og hele Danmark et kæmpe tillykke!
3 uger som Danmark og danskerne aldrig vil glemme. Og helt ærligt Jonas – så tror jeg også du skal have tid til at samle de mange indtryk, ikke mindst fra København i går, og så bundfælder de sig som minder du aldrig kommer til at glemme. Giv dig nu tid og rum til at nyde hvad du har præsteret!
Det hele startede med, som vi talte om for et år siden, at med din samlede 2. plads, var der lagt op til en festlig start på Tour de France i Danmark her i år.
Og hvilken start. Man mærkede fra starten af, at der var Tour de France feber i Danmark. En præsentation i Tivoli der var utrolig smuk, og som viste en kolossal opbakning til dig og de danske ryttere inden I skulle i gang med de 21 hårde etaper.
Og hvilken start på touren. En enkelt start, hvor du blev båret frem igennem Københavns gader, og efterfølgende 2 etaper, hvor Danmark blev præsenteret fra sin smukkeste side, og hvor man fik opfattelsen af, at alle danskere stod langs vejene og heppede på dig og de øvrige danske ryttere.
Og efter etapen, der sluttede på Col du Gronan, hvor du erobrede den gule førertrøje, - ja så gik det fra Tour de France feber til gul feber, med epicenter her i Glyngøre, hele Skiveegnen og i Hillerslev. 
Vi sad egentlig bare og ventede på, at Søren Brostrøm skulle tone frem på TV skærmen og fortælle os, om det var noget vi skulle vaccineres imod?
Det bredte sig med lynets hast til hele landet og heldigvis viste det sig, at selv uden at blive vaccineret eller blive resistente, at danskerne nød den gule feber, selv om den gav høj puls, åndedrætsbesvær og svedeture, ikke mindst når du skulle vise, at du med 80-90 i timen kunne køre på 1. hjul ned af bjergerne, eller lige på lørdagens etape skulle prøve om gruset nu også var så løst i siden af vejen, som det normalt er!
3 uger efter – i søndags kunne du så lade dig hylde under Triumfbuen i Paris, som vinder af årets Tour de France. 
3 uger, hvor ingen var i tvivl om, at du var feltets stærkeste rytter, og at dit hold Jumbo-Visma var feltets bedste hold. 
Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. En drøm som mange har, men som meget få får mulighed for – at kunne leve ud.
Lad os bare i første omgang skrue tiden 2 år tilbage. Da sad du på sygehuset og så Tour de France i TV imens du ventede på, at Frida skulle komme til verden. 
Det var for bare 2 år siden.
For 1 år siden var du udtaget som reserve for Jumbo-Visma til Tour de France, men kom alligevel med, da en af jeres ryttere blev skadet.
Og hvilken debut. Med en samlet flot 2. plads overraskede du alt og alle og kørte et fremragende løb, hvor vi for et år siden betegnede det som et kæmpe resultat af en dansk rytter. Hvilket det stadig er.
Og så til i år, hvor du står som samlet vinder af Tour de France - hvilken rejse på 2. år!
Du viste et enestående format og en udholdenhed, der er beundringsværdig. Du viste også en ro og evnen til konstant at være fokuseret.  Og derfor kunne du også meget fortjent – og til hele verdens hyldest – træde op på podiet under Triumfbuen i Paris i søndags.
Der er aldrig nogen, der har bestridt, at du havde talent. Ja – man så det måske ikke lige fra starten, da du begyndte i Team Thy Cykel Ring, for du var jo ikke den, der vandt alle ungdomsrækkerne. Men du fik nogle rigtig gode lærerige år med fra din barndomsklub.
For du er født og opvokset i Hillerslev, og du glemmer aldrig dine rødder. Du er stolt over at komme fra Thy.
Så må de jo acceptere i Thy, at du i dag bor i Glyngøre, fordi Glyngøre og Skiveegnen har de skønneste kvinder!
Du har aldrig lagt skjul på, at du har meget at takke vores lokale cykel stolthed - Team ColoQuick for. Ikke bare fordi de lærte dig en masse om træning og cykelløb, - men jo også fordi det var her du fandt Trine.
Et hold du var ved og kørte for i 2½ år.
Og det var et godt valg!
Vores lokale Team ColoQuick er fantastisk dygtig til at udvikle unge talenter.
Det er bevist gang på gang, da mange af de ryttere, der i dag kører rundt på Europas landeveje har startet karrieren ved ColoQuick, ligesom også flere baneryttere, der er blevet verdensmester, har kørt for holdet. Senest sender de en rytter videre her i august til World Tour holdet Cofedis.
Så ud over stoltheden over dig Jonas, og for hvad du har præsteret, så er vi også umådelig stolt over vores lokale cykelhold Team ColoQuick for deres fantastiske arbejde med unge cykel talenter!
Jonas – det, du har opnået indtil nu, er ikke kommet af sig selv. Ja vist – du har haft talent, men det er der mange, der har. Og der er rigtig mange der gerne vil, - men det, der gør forskellen fra at gerne ville – til at ville - er nogle gange enorm, - og helt afgørende for at nå til tops.
Du har villet!
Det har du vist igennem den dedikerede træningsindsats du har leveret, evnen til at bide smerten i sig, når det gør alle mest ondt og ikke mindst havde du troen på, at du kunne få forløst dit potentiale. 
At der er rigtig mange der under dig denne succes, er der heller ingen tvivl om. Du er en ualmindelig sympatisk person, beskeden, jordnær, med begge ben godt placeret i den jyske muld – ja godt rundet af den vestjyske mentalitet. Du lader benene tælle frem for de store ord og armbevægelser. Det er blandt andet det, vi så godt kan li’ ved dig. 
Du er også altid god til at dele dine succeser med dem, der hjælper dig. Du var en fremragende leder for jeres hold, og du satte holdets succes over alt, og delte gerne din succes med de andre på holdet. Det viser klasse, det viser overskud, - og det viser i høj grad den person, som du er.
Så viste du også hele verden hvad Sportsman Ship og fairness er, da du ventede på din største konkurrent Tadej Pogacar, efter hans styrt. Et klip vi vil se mange år frem i tiden, - og forhåbentligt til god inspiration og efterfølgelse. 
Din familie betyder rigtig meget for dig. De støtter og bakker dig op i et og alt, og dine 2 piger, Trine og Frida, er altid med i dine tanker, og du skjuler ikke, hvor meget de betyder for dig. Der er derfor også grund til at sende en hyldest til Trine for hendes store hjælp med alt det uden omkring, sådan du kan koncentrere dig om cyklingen.
Vi vil gerne ønske dig alt mulig held og lykke fremover i de store løb du kommer til at deltage i, og håber du hen ad vejen lige kan ”vinge” endnu flere flotte resultater af rundt omkring i verden.
Din præstation har været helt exceptionel, og den betyder også rigtig meget for dansk cykelsport. Og vi kan vel ikke få en meget bedre optakt til Danmark Rundt med en etape, der køres udelukkende i Skive Kommune med start og mål i Skive den 19. august. En etape, der naturligvis også kommer her igennem Glyngøre!
Så Jonas, - tusind tak for alt hvad du har givet os. Du er en fornem repræsentant for dansk idræt, for cykelsporten i særdeleshed – og vi er så stolte af dig!
Afslutningsvis vil jeg også gerne takke alle her i Glyngøre for den kæmpe indsats I har leveret i forbindelse med arrangementet i dag. Så mange frivillige – der har ydet så meget. Tusind tak. Men I har jo også en provst, der holder jer i gang!
Også tak til mange andre, der har hjulpet til - bl.a. Junget Festival, der er i fuld gang med deres musikprogram og meget hurtigt indvilgede, at scenen fra Junget kom her til Glyngøre i dag.
Til dig Jonas har vi fra Skive Byråd og Skive Kommune en lille gave til dig.
Den er skabt de seneste dage af Marie Østergaard – Guldsmed Ø på Resenlund.
Det er et armbånd med en cykel i, som du skal have. Frida skal naturligvis også have et armbånd, da hun er lige så sej, som hendes far.
Trine – vi vil også gerne give dig en hilsen, for din opbakning og støtte til Jonas der er helt afgørende for en sådan fornem præstation!
Hjertelig tillykke Jonas – og tak for de store oplevelser du har givet os alle sammen de sidste uger! 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret