Skip to content

Pelle Dragsteds 1. maj-tale

Om

Taler

Pelle Dragsted
Medlem af Folketinget for Enhedslisten

Dato

Sted

DSR Kreds Hovedstaden

Tale

Gode venner – tak for invitationen!
Den seneste tid har jeg haft en sang på hovedet. Det er en gammel amerikansk arbejdersang, som Savage Rose har indspillet på dansk.  Omkvædet lyder noget i retning af - Hvis side er du på – Hvis side er du på?

Måske nogen  af jer kender den?

Jeg fik sangen på hovedet efter jeg så et indslag i TV-avisen om regeringens afskaffelse af store bededag. 
Fra chokoladefabrikken Carletti i Skødstrup i Midtjylland. 

Både direktøren for fabrikken og tillidsmanden blev spurgt, hvad de mente om, at regeringen ville snuppe en fridag fra lønmodtagerne.
 
Direktøren han var kisteglad. Det kommer jo til at øge arbejdsudbuddet, og så kan vi tjene flere penge. Sagde han.

Tillidsmanden var sjovt nok af en anden mening. ”Det er træls” sagde han (Han var jo fra Jylland) – og fortsatte: ”Det værste man kan gøre i Danmark, er at tage frihed fra danskerne.”

Uenigheden mellem de to er jo ikke spor overraskende. Eller usædvanlig. 
For direktøren og medarbejderne har jo modsatrettede interesser.

Medarbejderen vil gerne have frihed til selv at bestemme over sin egen tid. Mere tid med familien.

Direktøren vil omvendt gerne kunne bestemme over mere af medarbejderens tid.

Det handler ikke om at nogen er god eller ond. Men om interessemodsætninger.

Og I Danmark, som i andre klassesamfund, er den her type modsatrettede interesser tilstede over alt.

Mellem medarbejderen og chefen.  Mellem lejere og udlejere. Mellem lokalsamfund og virksomheder som forurener i deres nærmiljø.

Mellem de lønmodtagere der lever af at arbejde, og de arbejdsgivere, der lever af andres arbejde.

Politik handler om at vælge side


Derfor handler politik også grundlæggende om at vælge side. 
Om hvilken side man stiller sig på i de konflikter som skærer igennem samfundet, og som er med til at fordele ressourcer, muligheder, magt og frihed.  
Man hører tit politikere tale om, at de vil gøre det, som er ”Godt for Danmark.” 

Men der er sjældent et politisk indgreb, der er godt for ALLE i Danmark. 
DET der er godt for dem i toppen, er sjældent det samme som er godt for dem på bunden. Eller i midten.  
Det der er godt for Chefen er langt fra altid det samme, der er godt for medarbejderne. 

Så når politikerne taler om at gøre det, der er Godt for Danmark, skal vi derfor altid spørge os selv:

Godt for HVEM i Danmark?

HVEM er det politikken tilgodeser, og hvem er det den svigter. HVEM vinder på den, og HVEM taber?

Regeringen stiller sig på elitens side

Og vurderer vi den nye regeringens  ud fra det perspektiv, så kan vi desværre konstatere, at de ret entydigt har stillet sig på de økonomisk mest privilegerede side. 
Ikke på side med jer og de danske lønmodtagere.  
Regeringen gjorde under afskaffelsen af Store Bededag meget ud af at sige, at ALLE danskere nu skulle arbejde en dag mere. 

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Det er jo ikke alle danskere. 

Dem, der rammes og mister en fridag, er dem der har mindst indflydelse på deres arbejdstid, eller som ikke har råd til at tilkøbe en fridag. Det er mennesker som jer og jeres kollegaer.

Dem der tjener mest, har ofte også stor indflydelse på egen arbejdstid. De kan holde de fridage de vil.  NÅR de vil. 
Seniorpension
Regeringens skadelige planer om at forringe seniorpensionen rammer præcist lige så skævt. 

For en lavtlønnet, som er nedslidt efter mange år på jobbet, der rammer det benhårdt – ja, helt ind i muskelapparatet – hvis hun skal arbejde 3 år mere før pensionen. 

Oppe i toppen er samfundet, der er forøgelsen af pensionsalderen til gengæld helt uden betydning. 

Forleden kunne man fx læse at en direktør i A.P. Møller-Mærsk nu ville gå på pension.  Som 58 årig. 

Nåja, Og direktøren fra Tryg Forsikring trak sig i januar tilbage som 51-årig. 51 årig! 

Som han sagde ved sin afskedsreception: ”Der er andet i livet end at arbejde”.  

Ja, tak! Men bør det ”andet i livet end arbejde” ikke være tilgængeligt for andre end dem med chef-lønninger? 

Selvfølgelig skal det da det! 
Mennesker som har knoklet hele deres liv og bidraget til det her samfund, har ret og krav på en god alderdom FØR nedslidningen rammer. (…)
Finanslov
Regeringens nye finanslov, er et andet eksempel på en politik, der tilgodeser de økonomisk privilegerede på bekostning af flertallet og lønmodtagerne.

Regeringen har gjort meget ud af at sige at finansloven er stram. 

Men stram overfor hvem? 

For den er jo ikke stram over for Blackstone og de andre ejendomsinvestorer, som med finansloven får en skattelettelse på 1000 millioner kroner om året. 

Den er heller ikke stram overfor de selskaber, som har spundet guld på inflationen og lige nu udbetaler eksorbitante udbytter til deres ejerkredse. Og million-bonusser til deres chefer. 
I de lag, der kan festen fortsætte.
 
Det er overfor almindelige mennesker – lavtlønnede, pensionister og studerende. Det er overfor velfærden  at finansloven er stram. Der er dér livremmen skal spændes ind.  
Velfærden i knæ
I en tid hvor velfærden er i knæ.  Hvor alle røde klokker bimler og bamler. 

Hvor vores offentligt ansatte i årevis har advaret om konsekenserne af at man blive ved med at udhule velfærden
Hvor sygeplejersker, pædagoger, jordemødre og sosuer råber på flere kollegaer og bedre arbejdsforhold 
Der vælger regeringen at bruge milliarder af kroner på skattelettelser til virksomhedsarvinger og ejendomsspekulanter. 
Det er skævt. Det er ansvarsløst.  Og det er et kæmpe svigt overfor de mennesker som mod alle odds knokler i vores fælles velfærd.  (…)
Hvis side
DER ER IKKE NOGET,  der bare er ”godt for Danmark”.  Politik handler ALTID om at vælge side. 
- Stiller man sig på side med de lejere, som bekymret ser deres husleje stige, eller på side med de ejendoms-spekulanter, der driver lejen op?
- Stiller man sig på side med medarbejderen, der vil bevare sin fridag, eller chefen, der gerne vil disponere over den. 

- Stiller man sig sammen med de sygeplejersker, pædagoger og sosuer, som med RETTE kræver en bedre løn, eller vil man hellere bruge pengene på lavere skat til dem i toppen. 
Regeringen har med få undtagelser placeret sig på den forkerte side. 

Desværre.  - Det er den dårlige nyhed    
Når vi står sammen er vi stærke

Men den gode nyhed er, at sådan BEHØVER det ikke at være. 
For VI er jo faktisk de mange. I langt de fleste konflikter har det store flertal af os, jo fælles interesser. 
I at sikre at frihed og muligheder gælder alle – og ikke kun chefen i Tryg.  
I at sikre, at den velstand vi alle sammen er med til at skabe, ikke klumper sig sammen hos nogle få. 

I at sikre en velfærd der fungerer, så vi er trygge når vi rammes af sygdom, og når vi bliver gamle. 

Vi har fælles interesser.

Det er derfor ikke nogen naturlov, at konflikter falder ud til fordel for de få oppe i toppen. 
Vi glemmer bare alt for ofte, at VI fakrisk er de mange. (…)

1. maj
Men det er jo netop de vi fejrer i dag på første maj. Vi fejrer de mange resultater som arbejderbevægelsen – har opnået. 

Når vi har stået sammen. Når vi har vidst hvad vi ville. Når vi har krævet vores ret.  
Og DET er også opgaven nu. 

- Vi skal ikke acceptere, at det gode pensionistliv kun skal være for topdirektørerne. 

Regeringen skal få FINGRENE VÆK fra seniorpensionen, og vi skal sætte en STOPPE for den stigende pensionsalder (…)

- Vi skal ikke acceptere, at inflationsbaroner tjener styrtende på at presse priserne op, mens almindelige mennesker har svært ved  at få enderne til at mødes. 

Deres super-profitter skal beskattes og betales tilbage til befolkningen. (…)
- Og vi skal ikke acceptere at vores velfærd sejler, mens der bruges milliarder på skattelettelser til ejendomsinvestorer og virksomhedsarvinger.
Det, der mangler, er nemlig ikke penge i fælleskassen.  Det er politisk vilje til at prioritere velfærd frem for skattelettelser.
 Til at sikre offentligt ansatte en rimelig løn for deres arbejde. (…)
Appel til S
- Derfor også her til sidst en appel til socialdemokratiet. :  
Hvis der stadig – inde bag det der tykke panser af taktik, spin og magt, -  gemmer sig et socialistisk hjerte. 

- Et hjerte der stadig banker for mere lighed og retfærdighed. 
- For et velfærdssamfund hvor vi passer på hinanden. 
- For er arbejdsliv der ikke er utrygt. 
- For at lønmodtagere der har knoklet et langt liv også skal have nogle gode år i alderdommen. 
Så lyt nu til hjertet, og kom hjem til den røde blok - og arbejderbevægelsen. (…)

- Så lover jeg til gengæld, at vi i Enhedslisten står parat med åbne arme. Klar til at gennemføre en politik for flertallet, for fællesskabet og for de danske lønmodtagere. 
For det er da det vi er sat i verden for, som venstrefløj, er det ikke? (…)
Uanset hvad der sker, så  lover jeg,  at Enhedslisten altid kommer til at stille sig på jeres side. Hver eneste gang og i hver eneste af de konflikter, som I kommer til at stå overfor. 
Sygeplejersker
Og særligt til jer sygeplejersker. 

Vi har stået på jeres side hele vejen i kampen for et opgør med den forældede og uretfærdige tjenestemandsreform. 

For I har ret til en løn, der svarer til den afgørende opgave i løser, og det kæmpe ansvar i tager – hver eneste dag når i går på arbejde.  

Og jeg vil gerne love jer – at vi kommer til at stå på jeres side – også i de kommende måneder og år.
Når vi sammen skal sikre, at Mette Frederiksen leverer på det løn-løfte hun gav under valgkampen.

Det får hun ikke have lov til at løbe fra! (…)
Tusind, Tak for ordet, og Rigtig god første maj. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags