Pelle Dragsteds 1. maj-tale

For nogle uger siden stod jeg en tidlig, kold morgen foran en byggeplads i Vanløse.

Københavnske bygningsarbejdere havde den morgen indkaldt til en blokade. Fordi bygherren på pladsen havde slovakiske kollegaer gående.

De blev groft underbetalt, og de havde en arbejdsuge på over 50 timer. 

Men den her tidlige morgen var der dukket 100 gutter op fra byggepladser rundt omkring i københavn. De var effektive. Satte kædelåse på indgangsportene. Og fik hurtigt lukket byggepladsen ned, så arbejdet ikke kunne fortsætte.

Kravet var klart: I kan åbne pladsen igen, når alle kollegaer – uanset hvor de kommer fra – får en overenskomstmæssig løn.

Presset virkede. Efter 3 timers blokade havde arbejdsgiveren indkaldt 3F til forhandlinger. Lige der i en lille blå skurvogn fik 3F en aftale om ordnede forhold for alle på byggepladsen.  

Der blev klappet og hujet, og så tog håndværkerne ellers tilbage for at passe deres arbejde på byggepladser rundt omkring i København. 

De slovakiske kollegaer kan nu se frem til en lønforhøjelse og til at få de samme arbejdsforhold som deres danske kollegaer.  Og de danske bygningsarbejdere lod ikke bare bygherren træde på deres arbejdsforhold. 

De stod sammen, de satte foden ned og de vandt. ***

(glad)

Hvorfor fortæller jeg den historie?  

Fordi Jeg elsker dét Danmark.  Det solidariske Danmark. Hvor vi stiller os op for hinanden. Også selvom det kan koste. 

Hvor vi ikke lader chefen slippe af sted med at behandle vores kollegaer dårligt. Uanset hvor de kommer fra. 

Hvor vi ikke står med bøjet nakke og hatten i hånden over for arbejdsgiverne. Men kigger dem lige i øjnene, med rank ryg, mens vi kræver respekt, ligeværd og ordentlige forhold.

Nogle gange kan man som lønmodtager godt føle sig lille over for sin arbejdsgiver. 

Men vi kan så meget, når vi står sammen. 

Når vi har hinandens ryg, så er vi fandme stærke. 

Så er VI de mange. 

Det må vi aldrig nogensinde glemme.  

***

Lønløft 

Intet er kommet af sig selv. Alt er kommet, når vi stod sammen og kæmpede for det.

Vores rettigheder på jobbet, vores frihed til at holde ferie med familien, vores ret til at holde barsel med vores børn. Det kom fordi vi kæmpede for det. 

Sådan er det også i dag. 

Vi har lige – langt om længe fået lønløft til sosuerne, pædagogerne, sygeplejersker og andre af velfærdens helte.

Er der nogen her, der tror, at det skete fordi Mette Frederiksen pludselig blev varm om hjertet? 

Efter at de i årevis har sagt, at det var helt umuligt. At der ikke var råd.

Efter de prøvede at slippe af sted med at betale i honninghjerter.

Så Mette Frederiksen og flertallet så pludselig  lyset?

Nej, vel. Lønløftet lykkedes kun, fordi der blev kæmpet. Fordi der blev strejket. Fordi folk stod sammen og stod fast.  

…

Jeg synes, vi skal give en kæmpe hånd til alle dem/jer der tog den kamp.

Og til jer, som stadig har en unfair løn: Også jer privatansatte på lavtlønsområder. Kampen for en fair løn for alle er slet, slet ikke slut endnu.  

Men, venner. Det solidariske Danmark, som mange af os holder så meget af. Det er truet fra flere sider. 

Den største trussel lige nu kommer fra den såkaldte midterregering. 

De kalder den en midterregering. Men hvis man stillede et vaterpas oven på den, så er der vist ingen tvivl om at den hælder stejlt til højre.

Og man kan jo spørge sig selv, hvad man tror, man får, hvis man blander Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen med et Socialdemokrati, der efterhånden er så blåt, at jeg nogle gange næsten savner Corydon.

Jeg ved ikke, hvad man skal kalde det, der kommer op af sådan en gryde.  Men en midterregering er det i hvert fald ikke.

Her i fredags, dér kunne vi have holdt en forlænget forårsweekend med familien. 

Men det er slut.

For regeringen har snuppet vores fridag og foræret den til arbejdsgiverne. Så det er dem og ikke os, der bestemmer hvad dagen skal bruges til. 

Og hvis man skal tro på, hvad Mette Frederiksen siger, så er det kun begyndelsen. 

For i Rusland, der går de ikke hjem fra samlebåndet klokken fire, siger statsministeren.

Jeg ved ikke, om hun har været på virksomhedsbesøg på en russisk fabrik for nylig. Jeg synes ikke, jeg har set noget på hendes instagram.

Men jeg synes i hvert fald hun skulle prøve at tage ud på en dansk arbejdsplads.

For tro mig, kære statsminister, der er dælme også mange danskere, der ikke går hjem klokken fire. Der arbejder fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. I skiftehold og på nattevagter.  (Det kender I til herude). 

Og vi har faktisk aldrig som befolkning leveret så mange arbejdstimer om året, som vi gør nu.

Så kære Mette Frederiksen.- Danske lønmodtagere skal ikke knokle mere og se mindre til deres familier. Glem det! 

Virksomhederne tjener som aldrig før. Så er det da kun rimeligt, at også lønmodtagere kan få lidt mere fritid og mere frihed.

***

Regeringen vil så også have, at vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet, når vi bliver gamle. 

Om præcis halvandet år skal folketinget stemme om at hæve vores pensionsalder igen. Denne gang til 70 år.  Mine børn skan se frem til en pensionsalder på 75 år. 

Altså hvad har de gang i. Forestiller de sig seriøst en 73-årig stilladsarbejder, der kravler rundt på byens tage?

Ja, der er nogen der kan fortsætte. Og det er dejligt. Men der er også mange der ikke kan. 

Derfor foreslår Enhedslisten og SF i dag at afsætte en milliard til at forbedre pensionsmulighederne for dem, der er nedslidte, og dem, der har arbejdet længst. 

Det er fairness. Det er solidaritet.  Det er at vise grundlæggende respekt for de mennesker der har bygget vore samfund. …

Truslerne mod vores rettigheder kommer ikke kun fra regeringen. 

Kender i Elon Musk?

Ham den hyggelige fætter, der lige har fyret 14.000 af sine medarbejdere i Tesla, mens han selv har fået godkendt en lønpakke på næsten 400 mia. kroner.  

Elon Musk er også kendt for at hade fagforeninger. Han har nægtet at indgå overenskomst noget sted i verden.

Men nu er han stødt frontalt sammen med den nordiske model og de nordiske lønmodtagere. 

I Sverige strejker fagbevægelsen, så Tesla ikke får hentet affald, ikke kan få repareret deres ladestandere og ikke kan få nummerplader til deres biler. 

Lige før jul besøgte jeg havnearbejderne i Esbjerg. De var samme dag gået i sympatikonflikt. 

Siden er der ikke blevet lastet én eneste Tesla i danske havne …

”Det er vanvid,” skrev Elon Musk i en kommentar.

Men kære, Elon. Det er ikke vanvid. Det er solidaritet. Når det er smukkest. 

Det er lønmodtagere, som ikke finder sig i hvad som helst. Som siger højt og klart:

Her i Norden kan arbejdsgiverne ikke diktere løn og arbejdsforhold. Her sætter vi os ned – kigger hinanden i øjnene – og forhandler. 

Og det kommer du til at lære – før eller siden. 

…

Uanset om det er en bygherre i Vanløse, en regering, som kæmper for mindre fritid til danske lønmodtagere, eller en fyr som Elon Musk, der hader vores samfundsmodel, så har vi kun ét værn: Vores sammenhold. 

Derfor er det også vigtigt nu, at flere melder sig ind i en rigtig fagforening. At alle bakker op om vores fagbevægelse.

Jeg kan i hvert fald love jer, at i Enhedslisten, der kommer vi altid til at stå sammen med jer. Stå på lønmodtagernes side.

Ikke bare ved skåltaler på kampdagen i dag. Men hver dag i Folketingssalen, ude i kommunerne, i EU-parlamentet. I skurvognene. I frokoststuerne. I praksis, og i handling. 

Og hvis vi alle sammen står sammen med hinanden, og står fast, så er arbejderbevægelsen stadigvæk uhyggeligt stærk. 

Bare spørg Elon Musk. 

Rigtig god kampdag. Tak for at jeg må fejre sammenholdet sammen med jer.