Skip to content

Pelle Dragsteds tale til Pia Olsen Dyhrs 10-årsjubilæum som partileder

Om

Taler

Pelle Dragsted
Politisk Ordfører for Enhedslisten

Dato

Sted

Snapstinget

Tale

Kære Pia
10 år som partileder. Jeg bliver – efter få måneder på samme post – helt svedt ved tanken. 
Og når jeg tænker på, hvad du har skabt af resultater på de 10 år, ja så bliver jeg endnu mere forpustet...
For det er imponerende.
Du overtog et parti, der absolut ikke var i topform, efter en tumultarisk tid i regering, med nogle regeringsmakkere, der ikke kan beskyldes for at ville SF det godt.
En stor del af partiets daværende frontkæde, havde meldt sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet. (Hvor de måske skulle have været fra starten ;) )
Men du tog tjansen. Du byggede op.  Tålmodigt.  Uden store armbevægelser. Samlede folk omkring dig. Fik lagt splittelse og konflikter til side.  Tog vare på partiet.
Undervejs er der mange, der har gjort sig sjove, over din afdæmpede, rolige og pragmatiske linje.
’Hjælpe-socialdemokrater’ er i den pænere ende af, hvad I er blevet kaldt.
Nu er der ikke så mange, der griner mere.
SF er i dag et af de stærkeste venstrefløjspartier i Europa.
Og det endda i et land hvor vi er hele tre partier til venstre for Socialdemokratiet, der appellerer til venstrefløjsvælgere. 
Til sammen udgør vi faktisk – hvis man skal tro på meningsmålingerne - den absolut stærkeste venstrefløj i Europa – bort set fra Irland.
Ja faktisk er venstrefløjen til venstre for S  i dag i målingerne større end Socialdemokratiet. Det er egentlig ret vildt at tænke over.  Tyngdepunktet på venstrefløjen er rykket markant til venstre.
Og det har du en vigtig del af æren for, Pia
Men det er samtidig en af de mest underbelyste nyheder i dansk politik. Dine resultater har aldrig fået samme opmærksom som fx Liberal Alliances genrejsning og succes. 
Det er tankevækkende. 
Alex Vanopslagh er sågar blevet udstyret med tilnavnet Daddy Vanoplagh af hans tilhængere på Tik-Tok.
Du fortjener den samme anerkendelse og opmærksomhed. 
Og ja – du fortjener da også et tilnavn, der mindst matcher Alex’. 
Men hvilket? Vi kunne jo ganske enkelt kalde dig Daddy Olsen. Men jeg synes ikke rigtig det svinger.  Der er lidt for meget smart i en fart over det der med Daddy. På den måde passer det jo godt til Liberal Alliance.
Hvad så med Mummy Olsen-Dyhr, eller bare Mor Pia.  Nåhr nej, Mor Pia er vist brugt et andet sted her i huset allerede, så den går heller ikke.
Måske skal vi låne lidt stjerneglimmer syd fra grænsen og kalde dig,  Mutti Pia?

Først tænkte jeg det egentlig bare det her som noget gas. Men på én eller anden måde ville det måske egentlig ikke være helt skævt – tilnavn.
Ikke bare fordi du jo er mor – til dine børn og bonus-børn – og en god og kærlig en af slagsen.
Men fordi, at jeg faktisk tror, at en vigtig del af din og SF’s succes skyldes, at folk opfatter dig – om ikke direkte som en mor, så i hvert fald som en man altid kan regne med. 

Du fortalte mig, da vi spiste frokost sammen i går, at det var dig, der var den i familien, der ofte hentede dine døtre og bonusdøtre, hvis de stod ved busstopstedet en sen aften og den sidste bus var kørt.
Jeg tror det er præcis sådan mange danskere har det med dig. De regner måske ikke decideret med at du kommer og giver dem et lift, hvis de står i en brandert ved et busstoppested.
Men de føler, at de kan stole på dig. At du ser dem. At du har deres ryg. Og at du får ting gjort. 
Og at du indgyder sådan en slags tryghed og ro. Det der slogan om ”ro på”. Det er jo ikke bare SF ønske for et mere menneskeligt og balanceret samfund. Det er jo også din måde at være dig.
En der har ro i maven og styr på det.
Og er de kvaliteter ikke netop dem som mange også gerne vil have hos en politisk leder.  På Christiansborg. Og i regeringskontorerne.
Jeg tror i hvert fald, at en del af SF’s succes kan findes i den store tillid du har hos danskerne. 
---
Men man skal ikke tage fejl. Selvom du er rolig, tålmodig og pragmatisk. Så har du også et klart ideologisk kompas. 
Det er vigtigt. Ikke mindst lige nu. For ude i landet er folk stadig politiske. Stadig røde og grønne og blå. Og de har holdninger der er ikke visket væk over natten af ”ånden fra Marienborg”. Tvært imod.
Folk ønsker klare holdninger – og klare værdier – og ja ideologi. På en moderne måde. 
For nyligt genlæste jeg et interview, du gav til Information for nogle år side om hvad socialisme betyder. Der siger du: ”For mig handler socialisme om frihed. Og ikke om det, som er ufrit.”
Det er jeg helt enig med dig i. Og jeg tror det er fra netop det udgangspunkt – socialisme som arbejdet med at frigøre og frisætte mennesker, at vi partier til venstre kommer næste skridt mod et mere retfærdigt samfund. 
Et klart kompas bliver ikke mindst afgørende når de gode meningsmålinger efter et valg skal omsættes til politisk indflydelse.
Det kunne vi tale om længe – men det er der ikke tid til – for der er så mange der vil lykønske dig, at jeg kun fået 5 minutter. 
Så her til sidst – vil jeg bare sige dig en kæmpe tak. 
Tak for at være med til at bygge Europas stærkeste venstrefløj. 
Tak for at skabe et parti op, som har styrken til at vinde vigtige sejre for almindelige mennesker. 
Tak for at vise folk at socialisme handler om konkrete resultater, som kan mærkes. 
Og til sidst – en personlig tak til dig for den måde, du har taget imod mig, som ny politisk ordfører i Enhedslisten.  
For hvis der er én ting der betyder meget, når man som ny skal stå i spidsen for et parti, så er det tillid og kammeratskab. Og det har du vist mig fra første dag. Det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg glæder mig til at fortsætte vores tætte samarbejde.  For Danmark har mere end nogensinde brug for en rød-grøn venstrefløj – der står sammen og står på almindelige menneskers side. 
Kæmpe stort tillykke med dit flotte jubilæum.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret