Jeg er non binær trans maskulin. For mig betyder det, at jeg ikke identificerer mig som hverken mand eller kvinde. Jeg er ikke midt imellem, og jeg har ikke noget mål om at passe ind i kategorien som ”mand”. Og lige så overvældende som det måske kan lyde, lige sådan føles det at skulle forklare og retfærdiggøre sin egen eksistens.
En eksistens, der gøres politisk, som om vores liv er noget man kan være for eller imod.
Samfundet har lært mig, at jeg ikke skal rummes, fordi jeg er for besværlig med min identitet, og for krævende med mine pronomener. Juridisk, eksisterer jeg slet ikke – jeg kan ikke få et cpr-nummer der er hverken lige eller ulige. Men Cpr-numre er kun en promille af den systematiske andetgørelse jeg møder.
Min rejse med kønsbekræftende behandling har været lang og frustrerende og fyldt med frygt. Men jeg står her, på trods… og det er vigtigt for mig at dele min historie, fordi jeg kan. Fordi der er mennesker ligesom mig der ikke har klaret den fordi kampen blev for hård.
For tre år siden startede min rejse med kønsbekræftende behandling. Det danske center for kønsidentitet, det man kalder for CKI, formoder at vi transpersoner kan placeres i samme kasse. Jeg vidste, jeg ikke passede ind i den kasse. Så jeg gik på forhånd uden om det danske sundhedssystem.
Jeg havde det økonomiske privilegium at kunne gå uden om det danske system. Men mulighederne er for de få. Og de er endnu færre, hvis man i CKI’s øjne har pletter på sin psykiske straffeattest.
Sidste år havde jeg første konsultation hos CKI efter 8 måneders ventetid. Jeg ønskede at starte på testosteron. Men kort tid inden var jeg blevet sygemeldt med svær depression og startede i behandling med antidepressive. En måned efter min samtale, modtog jeg afvisningen fra CKI i min e-boks.
De begrundede det med et ”forsigtighedsprincip”.
Jeg forstår godt, at man skal være forsigtig når man tager store beslutninger. Selvfølgelig skal man mærke efter og overveje konsekvenser og risici.
Men hvis konsekvenserne af manglen på behandling er skyld i overrepræsentation når det kommer til selvmordstanker, selvmordsforsøg, depression, angst, kan man så stadig kalde det for et forsigtighedsprincip? Hvem er det I egentlig passer på?
Systemet har lært mig, at min identitet er noget jeg fejler. At jeg med flere års ventetid skal bevise, at jeg virkelig er transperson. Men jeg nægter at bukke under for et system, der ikke kan rumme mig. Men det føles nogle gange som en umulig kamp.
Vi har brug for hjælp, fordi dét at eksistere i et system, der ikke er indrettet til os, i forvejen er en kamp vi kæmper. Selvom du måske ikke forstår hvad det vil sige at være transperson eller kender til den andetgørelse vi møder, så kan du lytte til os, tag’ os alvorligt.
Så hvis du har privilegiet at passe ind i et system, ind i nogen af de kasser som staten og normerne dikterer, så har du pligt til at lytte til alle os der står udenfor. Uanset om vi banker hårdt på døren og råber jer op, eller om vi magtesløs stille kigger på.
Du kan ikke vælge hvem menneskerettigheder gælder for.