God aften til Danmarks mest fantastiske fællesskab som i dag er blevet opgraderet helt vildt.
Jeg har set flotte udgaver af James Bond. Jeg har set smukke bond-babes. Og lige nu føler jeg mig måske mest som sekretæren Miss Moneypenny.
Men her i aften har vi faktisk allermest brug for Tunes udgave af Q. I ved, ham med de ombyggede biler og special effects.
For Danmarks mest fantastiske fællesskab kan ikke længere nøjes med at nyde de gode naboer og venner. Der skal noget ekstra til.
Og vi kan faktisk ikke nøjes med en bil, der kan flyve. Eller et ur, som også er en harpun. Denne gang må Q virkelige udtænke noget helt nyt, for fjenden er Ring 5.
Sidste år stod jeg her og jokede med, at I åbenbart støjer for meget til at få et plejehjem.
Men så kom Rasmus Jarlov og verdenspressen forbi, og pludselig var støjen ikke længere et problem. Nu skulle Tune have et plejehjem, og der skulle ske ting og sager i Tune Midtby Center. Alt var godt.
Men præcis som i film, så varede lykken kun kort.
For kommunen sagde pænt nej til en støjende motorvej tværs gennem Danmarks bedste fællesskab. Og så blev Rasmus Jarlov sur, og pludselig støjede Tune igen for meget til et plejehjem.
Jeg troede, at jeg forstod mig på politik, men det her forstår jeg ærlig talt ikke en pind af.
Jeg ved ikke, om Rasmus Jarlov har format til at blive en ægte James Bond-skurk, men det er derfor, vi har brug for Q og alle hans special effects lige nu.
Eller måske er jeres fantastiske fællesskab præcis den special effect, der skal til.
Som politiker kender jeg kun det politiske fællesskab. Og ærlig talt. Mit parti ville nok aldrig blive nomineret til Fantastiske Fællesskaber.
Men her i Tune. Der ved I, at fællesskab er en superkraft.
I ved, hvordan man står last og brast.
I kan følges i tykt og tyndt.
Og selvom både håndbold og fodbold støjer, så holder I sammen.
Den slags giver respekt. Også på Borgen.
Så hvis I vil have et råd fra Miss Moneypenny her, så er det nu, I skal mobilisere Tunes special effect. Tunes superkraft. Tunes helt fantastiske fællesskab.
Så tror jeg på, at Tune både kan få plejehjem og slippe for Ring 5.
Så alle James Bonder, alle babes, alle M’er og Q’er og Miss Moneypennyer. Skal vi ikke sørge for en rigtig happy helteslutning på historien?
God kamp og god fest!