Det er i dag 175 år siden, at grundloven trådte i kraft. Selvom den både symbolsk og juridisk stadigvæk har enorm betydning, er der næppe mange – og måske særligt ikke i min aldersgruppe – som har sat sig ned og nærlæst Grundloven. Alligevel hylder vi i dag Grundloven med den årlige grundlovsdag som en slags nationaldag. Og jeg tænker ikke, der hersker nogen tvivl om vigtigheden af de værdier og rettigheder, som Grundloven sikrer, og Grundlovsdagen hylder. Med disse værdier mener jeg særligt 3 overordnede; demokrati, frihed og fællesskab. Når jeg ser på Danmark og danskerne, så ser jeg netop, dette er værdier, som særligt kendetegner os som folk, land og nation.
Når man læser nyheder fra ikke bare lande som USA, Tyrkiet og Sydafrika, men også fra nogle af vores europæiske nabolande som Tyskland og Holland, så kan man nemt blive efterladt med et indtryk af, at der er international demokratisk krise, og at folkestyret er under pres. Men denne stemning af udfordrede demokratier, kan jeg næppe nikke genkende til, når det omhandler det danske. Så kan man spørge sig selv: Hvorfor? Hvorfor glider Danmark i høj grad uden om en udfordring, der ellers præger store dele af verden? Som jeg ser det, har Danmark en måske lidt sjælden, men ikke desto mindre betydningsfuld og beundringsværdig tendens og egenskab: vi er inkluderende.
Demokratisk har Danmark for vane at være pragmatisk, indgå brede forlig på tværs af uenigheder, og en meget stor del af danskernes stemmer får reel politisk betydning. Vi har ikke flertalsdiktatur her i landet.
Denne tendens til demokratisk inklusion, mener jeg, afspejler sig positivt i befolkningen. Som ung oplever jeg generelt, at vi danskere er gode til at lytte til, hvad hinanden har at sige, og at der sættes pris på evnen og viljen til at være nuanceret. Modsat oplever jeg, at der generelt ses ilde på stædighed og på manglende evner til at være samarbejdsvillig. For vi ved, at man kommer længst ved at acceptere og anerkende, at der i et samfund, som det danske, skal være plads til forskellige holdninger, ikke bare politisk, men også i diverse sociale sammenhænge. Hvis man demokratisk sørger for at inkludere alle så vidt som muligt, så tænker jeg, at det har en gavnlig effekt på den enkeltes oplevelse af at være værdsat og blive anerkendt.
Selvom vi – i hvert fald os unge – danskere generelt er gode til at være inkluderende, så viser undersøgelser gang på gang store problemer med mistrivsel blandt unge mennesker i Danmark.
Jeg ser, at en del af nøglen til at løse udfordringer med mistrivsel blandt unge, allerede findes i det danske samfund. Nemlig i de frivillige forpligtende fællesskaber, som er at finde i det stolte Foreningsdanmark, og som Grundloven netop stadfæster retten til. Jeg taler om foreninger og fællesskaber, hvor man ikke tvinges til, men selv vælger at påtage sig et ansvar for andre mennesker end sig selv. Hvor man hjælper og støtter hinanden, og hvor den meget store individualisering, der er i vores moderne samfund, bliver sat til side til fordel for et sammenhold og en følelse af både at være noget for andre; og af at andre er noget for en. Jeg tror på, at det er sundt og vigtigt for mennesker at have en oplevelse af, at man ikke kan undværes, men har en betydning for andre.
Faktisk viser tal fra Dansk Idrætsforbund, at mere end halvdelen af de unge, som trives bedst, dyrker holdsport. Samtidig dyrker mindre end 1/3 af de unge, der i højest grad mistrives, holdsport. Så noget tyder altså på, at de frivillige fællesskaber og unges trivsel har en positiv sammenhæng.
Som en af hovedårsagerne, bag unges mistrivsel, nævnes ofte perfekthedskultur. Også her ser jeg, at en større udbredelse af de frivillige fællesskaber vil kunne have betydelige gavnlige effekter. Vi lever i en verden, hvor man hele tiden bliver mødt af andre menneskers spidskompetencer. Hvor man, hver gang man åbner diverse sociale medier, kan se mennesker, der er meget dygtige til nogle bestemte ting. Og hvis man så hele tiden sidder og sammenligner sit hele menneske med andres spidskompetencer, vil en følelse af mindreværd være svær at undgå. For hvordan skal man dog nogensinde kunne leve op til alt det, som man ser? Det kan ingen, for ingen er perfekte. Og netop en forståelse af, at det perfekte menneske ikke eksisterer, kan blive lettere at opnå, hvis man er sammen med andre mennesker i diverse fællesskaber, hvor man automatisk vil se de hele mennesker, både med styrker og svagheder.
Jeg håber, at Danmark fortsat vil være en nation kendetegnet ved inklusion, demokratisk såvel som socialt. Og jeg håber inderligt, at især, vi unge, vil blive endnu bedre til at lade os indgå i forpligtende fællesskaber og på den måde øge trivslen. Det mener jeg, at vi alle har et ansvar for at skabe rammerne for.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle en fortsat god Grundlovsdag.