Skip to content

Peter Hummelgaards tale til pressemøde med den svenske justitsminister om bandesituationen

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Peter Hummelgaard
Justitsminister

Dato

Sted

Justitsministeriet

Tale

Velkommen til pressemøde.
Sverige og Danmark har historisk været i krig med hverandre. Flere gange. Heldigvis er det lang tid siden. 
Nu står vi i stedet sammen mod den krig, der bliver udført af kriminelle grupperinger på begge sider af Øresund. En krig, der udnytter svenske børn og unge til at agere børnesoldater for bandeledere, der sidder gemt i lande langt herfra.
Alene i den seneste måned har der været flere episoder, hvor svenske unge er mistænkt for at være rejst fra Sverige til Danmark for mod bestilling og betaling at begå alvorlig personfarlig kriminalitet – i nogle tilfælde ligefrem drabsforsøg.  
Det er skræmmende, at man kan være så kynisk, at man udnytter børn og unge mennesker til at begå attentater. 
Attentater, som er blevet forsøgt udført for øjnene af helt almindelige borgere, der lige pludselig står midt i en bandekonflikt. 
Bandernes voldsparathed kender ingen grænser. Vores modsvar skal være stærkt og koordineret.  
Vi har allerede taget en lang række tiltag for at bekæmpe banderne. Og vi kommer til at gøre endnu mere. 
Derfor har jeg sammen med rigspolitichefen i dag mødtes med min svenske justitsministerkollega og Sveriges rigspolitichef for at drøfte udfordringerne med bandekriminalitet i vores respektive lande. 
[Om nye handlingsspor]
På den helt korte bane er det en effektiv politiindsats, der skal til. Politiet gør det rigtig godt, og de bruger mange ekstra ressourcer i kampen mod bandekriminalitet.  
Mange alvorlige forbrydelser er blevet forhindret, før de blev til virkelighed. Det skyldes bl.a. det tætte samarbejde mellem dansk og svensk politi.
Men der er behov for, at vi styrker indsatsen på en række områder.  
Flere af de personer, der orkestrerer denne her hensynsløse kriminalitet, gemmer sig under varmere himmelstrøg. 
Det er selvsagt helt uholdbart. De personer skal stilles til ansvar for deres handlinger, men de gemmer sig steder, hvor vores egne myndigheder kan have svært ved at få dem udleveret.  
Derfor skal vi finde nye veje for at øge presset på de lande, hvor de skjuler sig.
Min svenske kollega og jeg er derfor i dag blevet enige om, at vi i fællesskab vil styrke samarbejdet med de lande, hvor de kriminelle bagmænd skjuler sig, så vi kan stille bagmændene til ansvar for deres gerninger.  
Vi vil på det kommende nordiske justitsministermøde tage det her problem med til bordet, så hele Norden kan stå sammen og øge presset på de kriminelle, der gemmer sig i udlandet. 
Og endelig vil jeg gerne slå fast, at det bliver en prioritet for mig under det kommende danske EU-formandskab, at vi i EU sætter stærkere ind over for de bagmænd, der skjuler sig for myndighedernes søgelys. 
Vores budskab til bandemedlemmerne er klart: I skal ikke kunne gemme jer, og vi vil bruge alle tænkelige redskaber for at slå hårdt ned på jeres kriminalitet.  
Jeres vold og brutale kriminalitet skal ikke gå ud over almindelige menneskers tryghed. 
Og så vil jeg give ordet videre til justitsminister Gunnar Strömmer [tale kommer].  

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags