Kære alle sammen
Tak for invitationen.
Og tak til alle jer, der holder mindet om Finn Nørgaard i live. Holder mindet om Dan Uzan i live – og husker alt det forfærdelige, der skete den 14. og 15. februar for 10 år siden i København.
På Politimuseet kan man i øjeblikket se nogle af de ting, der knytter sig til terrorangrebet.
En af genstandene er en lille perleplade: Blå perler yderst, hvide perler inderst, og så navnet ’Finn’ skrevet med gult i midten.
Perlepladen blev fundet i det blomsterhav, der voksede frem foran Krudttønden i dagene efter angrebet. Nogen har samlet den op. Nogen har givet den videre. Og nu har den fået plads på Politimuseet.
Tænk at et menneske – et sted i byen – har siddet og sat perler på række for at vise respekt. Ligesom hundredvis af danskere gik forbi Krudttønden og synagogen i de dage for 10 år siden. For at lægge blomster. For at tænde lys. Og for at vise medfølelse og respekt.
Den lille perleplade fortæller en historie om, at konsekvenserne ved terror ikke stopper ved ofrene og de pårørende.
Når terroren rammer, så rammer den os alle sammen. Den rammer vores tryghed. Og den rammer vores tillid til hinanden.
Og fordi det er sådan. Fordi terror er et angreb på os alle. Så har vi også en pligt til som fællesskab at sikre, at ingen ofre står alene.
Som nogle af jer ved – det er noget, jeg har en meget god og meget ærlig dialog med Finn Nørgaard Foreningen om – så er vi i regeringen i gang med at undersøge, om vi kan gøre mere for at hjælpe terrorofre i Danmark.
Det er noget, der ligger Finn Nørgaard Foreningen meget på sinde. Det gør det også for mig. Jeg var selv tæt på mange af de ofre, som mistede livet eller kom til skade, da terrorangrebet på Utøya fandt sted i 2011.
Jeg var ikke til stede det år, terrorangrebet fandt sted, men har været med på øen mange gange.
Og derfor kendte jeg nogle af dem, som blev dræbt, og nogle af dem, som overlevede og stadigvæk bærer ar på både krop og sjæl.
Vi må aldrig glemme ofrene for terror. Og vi må aldrig nogensinde glemme de forfærdelige timer den 14.-15. februar.
Men dét at huske og erindre kan selvfølgelig ikke stå alene. Vi skal også at bruge den erindring til at forhindre, at historien gentager sig.
For hadet og ekstremismen er ikke forsvundet. Det er her desværre endnu. Nogen vil måske endda sige, at det i det her år, lever i bedste velgående. I øjeblikket ser vi det bl.a. tage form i en dybt bekymrende antisemitisme.
Vi har set hadtale, hærværk, chikane. Et brandattentat mod en jødisk kvindes hjem.
Stadig her 10 år efter, så er det påkrævet, at der står væbnede vagter, hvor børn går i skole. At der står væbnede vagter foran institutioner, hvor vores jødiske landsmænd forsøger at leve deres liv.
Det er sørgeligt. Det er dybt bekymrende. Og vi vil ikke finde os i det.
Heldigvis har vi et dygtigt og årvågent politi og en efterretningstjeneste, der passer godt på os.
Og vi bliver ved med også fra regeringens side at tilføre flere penge til at øge sikkerheden ved de jødiske institutioner.
Og der er ikke nogen tvivl om, at politiet og efterretningstjenesten er vigtige våben i kampen mod ekstremismen.
Men ligeså vigtig er den udstrakte hånd. Den, der forebygger, heler og samler.
Det er i den sammenhæng, at jeg ser Finn Nørgaard Foreningen. For mig repræsenterer I et ønske om heling og samling.
Hvert år på denne dag hylder I noget af alt det vigtige og tålmodige arbejde, der gøres rundt omkring i landet. Med antiradikalisering, dialog på tværs af kulturer, kunstneriske projekter, indsatser for unge på kanten.
Alt sammen projekter, der bygger broer i stedet for mure. Og med inddragelse af civilsamfundet – helt i Finn Nørgaards ånd.
Den indsats vil jeg gerne sige jer en utrolig stor tak for. Den er uvurderlig.
Den lille perleplade med Finns navn er måske en af de mindste genstande, der er bevaret fra tiden efter angrebet.
Men den fortæller en historie om, at vi stod sammen den gang. Og at vi stadig står sammen i dag.
For vi giver ikke – og vil heller ikke – give frygten lov til at vinde. Og vi vil ikke tillade, at ekstremismen river os fra hinanden.
Vi ved, at vores styrke ligger i det, vi bygger sammen – ikke i det, vi ødelægger.
Så tak til alle jer, der er her i dag, og som hver dag arbejder for at forebygge ekstremisme.
Tak for at blive ved med at insistere på dialog, fællesskab og forståelse. Også over for alle os, der kan have en tendens til at sige, at hadet også skal mødes med den skrappe hånd.
For den dialog og det fællesskab – det er dét, der skal vinde i den lange ende.
Æret være Finn Nørgaards minde.
Tak for ordet.
