Kære alle sammen
Jeg er glad for at kunne være med her på Flakhaven i dag, hvor vi samles i et fælles håb om fred. Et håb, men også et opråb. For dét, der foregår lige nu i Gaza – det er helvede på jord.
Jeg er glad for at kunne være med her på Flakhaven i dag, hvor vi samles i et fælles håb om fred. Et håb, men også et opråb. For dét, der foregår lige nu i Gaza – det er helvede på jord.
Mere end 20.000 civile menneskeliv er gået tabt. Direktøren for Verdenssundhedsorganisationen kaldte i denne uge Gaza for en ‘dødszone’. Familier er blevet revet itu – og tilværelser er blevet ødelagt for evigt.
Unicef anslår, at mindst 17.000 børn i Gaza lige nu er uledsagede. Enten fordi de er blevet adskilt fra deres forældre – eller fordi de er blevet gjort forældreløse. Det er børn, der vågner op i hospitalssenge efter bombardementer. De vågner til en verden, hvor deres mor og far pludselig ikke findes længere. Og der kommer ikke nogen og henter dem.
Samtidig kalder Unicef Gaza for det værste sted i verden at være barn lige nu.
Men det her er også en svær tale for mig at holde. For den konflikt, der lige nu udspiller sig mellem Israel og Hamas i Gaza – den er alt andet end sort/hvid.
Samtidig kalder Unicef Gaza for det værste sted i verden at være barn lige nu.
Men det her er også en svær tale for mig at holde. For den konflikt, der lige nu udspiller sig mellem Israel og Hamas i Gaza – den er alt andet end sort/hvid.
I dag er det tyve uger siden, at Hamas lancerede et brutalt og blodigt terrorangreb på civile israelere.
Angrebet var på ingen måder begyndelsen på den historisk lange konflikt.
Men det blev starten på en forventelig israelsk gengældelse.
Angrebet var på ingen måder begyndelsen på den historisk lange konflikt.
Men det blev starten på en forventelig israelsk gengældelse.
Netanyahus hævn viste sig hurtig at rumme en uhørt hensynsløshed overfor civilbefolkningen.
Og det er en gengældelse, der målt på civile menneskeliv er gået alt for vidt. Det har alt for længe været helt ude af proportioner.
Jeg nærer ingen varme følelser for Hamas. Men for mig står det klart, at Israels militære respons har udviklet sig til intet mindre end en skændsel.
Og det er en gengældelse, der målt på civile menneskeliv er gået alt for vidt. Det har alt for længe været helt ude af proportioner.
Jeg nærer ingen varme følelser for Hamas. Men for mig står det klart, at Israels militære respons har udviklet sig til intet mindre end en skændsel.
Og på samme måde står det soleklart, at Israel ikke kommer til at stoppe af sig selv. Det kalder på et massivt pres fra verdenssamfundet.
Ellers kommer mareridtet i Gaza til at fortsætte. Og så påtager verdens ledere sig – dag for dag – et stigende medansvar for de enorme civile tabstal i Gaza. Og for den katastrofe som situationen desværre har udviklet sig til.
Så selvom der er langt fra Flakhaven til Tel Aviv, så vil jeg alligevel – sammen med jer – sende et klart signal til Israel om, at vanviddet må stoppe nu.
Og på samme måde skal vi sende et tydeligt signal til Hamas om at løslade de mere end 100 civile israelere de holder som gidsler.
For det er også en civil katastrofe.
For det er også en civil katastrofe.
Hvis freden skal sejre, og hvis både israelere og palæstinensere skal kunne se frem mod en tilværelse med fred for nuværende og kommende generationer - så er omgående våbenhvile og på sigt en to-stats-løsning, den eneste vej frem.
Når man ser og hører om de ting, der foregår på daglig basis i Gaza – så kan man som menneske hurtigt komme til at føle sig lille i den her verden. Som om man intet har at skulle have sagt.
Når man ser og hører om de ting, der foregår på daglig basis i Gaza – så kan man som menneske hurtigt komme til at føle sig lille i den her verden. Som om man intet har at skulle have sagt.
Det er en følelse af afmagt. Over ikke at kunne gøre noget. Ikke at kunne gribe ind - mens mennesker oplever uhyrligheder og katastrofer.
Fra følelsen af afmagt, er der ikke langt til vrede og frustration. Derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at rose jer og arrangørerne bag – for, at I hele vejen igennem har afviklet fredelige og ordentlige demonstrationer.
Den her konflikt har en evne til at drive kiler ned igennem samfundet – og ind imellem os mennesker. Vi ser og mærker det også tydeligt herhjemme. Også i Odense, hvor der er blevet sagt og skrevet uhyrligheder om mennesker, man ikke deler synspunkt med i denne konflikt.
Det er sårbart og det er smertefuldt – og af samme grund er det svært at tale om. Og svært at tale med hinanden om.
Derfor handler det her også om at sende et signal til os selv – og til hinanden. Om at samles i en følelse af fællesskab. Om en fælles sag, og et fælles håb for fred.
Derfor handler det her også om at sende et signal til os selv – og til hinanden. Om at samles i en følelse af fællesskab. Om en fælles sag, og et fælles håb for fred.
Og om at vise vores børn, at vi ikke bare har – men også tager - et aktivt medansvar for at skrive den lillebitte del af den store verdenshistorie, som foregår netop nu, mens vi er her. Fordi fred mellem mennesker opstår kun, når vi evner at se freden i hinanden.
Det kan være svært. Hævn og gengældelse er nemmere knapper at trykke på. Men det skaber sjældent fred.
Det signal er vigtigt, og værdifuldt. Og det samme er det signal vi sender til os selv, til verdenssamfundet - med et krav om våbenhvile og akut humanitær handling.
Lad nu freden sejre, så Gazas børn kan få lov til at se frem mod et liv fyldt med andet end mørke og ødelæggelse.
Tak for ordet, og god demonstration.
