[T]ak for, at der stadig væk er en del i salen, selv om der er udskrevet folketingsvalg. Det er godt at se. Og det, jeg vil starte med at sige, er, at vi jo skal til det her længe ventede folketingsvalg den 1. november. Valget blev egentlig udskrevet for måneder siden af Socialdemokratiets evigt illoyale støtteparti – kan man nok kalde det – nemlig det Radikale Venstre, om end det blev forlangt udskrevet nærmest i slowmotion
Nu er det jo ikke sådan, at vi Danmarksdemokrater ligefrem begræder valgudskrivelsen, tværtimod, for det er da på tide. For det, der ødelagde statsministerens forhold til os i oppositionen, inklusive De Radikale, er en hidtil uset magtfuldkommen statsminister, der bl.a. gav ordre til ulovlige overgreb på alle danske minkfarmere og den ulovlige nedslagtning af 17 millioner danske mink. Det skal naturligvis have konsekvenser, og vælgerne får så lov til nu at give deres besyv med og komme med deres dom i forhold til de handlinger. Så egentlig tak til Radikale Venstre for at udtrykke mistillid til statsministeren oven på minkskandalen, omend det på mange måder vil gå over i danmarkshistorien som det langsomst virkende mistillidsvotum nogen sinde.
Vælgerne står så nu i den interessante situation, at de skal vælge imellem to blokke. Der er en blå med mange partier, hvor der er en bred enighed om en stram udlændingepolitik, et ønske om reformer, der kan fremtidssikre velfærden, og en fælles ambition om et gennemsigtigt og et igen samarbejdende folkestyre, hvor det ikke kun er to centrale skikkelser i Statsministeriet, der snart sagt styrer og bestemmer det hele. Det tror jeg ærlig talt er rigtig godt for Danmark.
Alternativet er på den anden side, må vi forstå, at lade De Radikale og Socialdemokratiet dele magten, eventuelt med partier fra den blå blok, for så bliver alting meget bedre. Vælgerne bedes således nu om at lade fru Sofie Carsten Nielsen, der lige har trukket tæppet væk under fru Mette Frederiksens regering, om at samarbejde om at styre landet igennem eller – det kan man måske frygte – dybere ind i den forestående økonomiske krise. Tak for kaffe, og held og lykke med det – hvis det er det, man ønsker. Kender jeg statsministeren ret, glemmer statsministeren ikke foreløbig De Radikales mistillidsvotum, så det kan kun ende i et rigtig dårligt ægteskab, som fra dag et får brug for Danmarks førende parterapeuter for overhovedet at kunne holde længere end en dronningerunde eller to. Vi har jo lidt tidligere i Folketingssalen i dag været lidt inde på de her ting omkring ægtepar og ikkeægtepar.
Se det, Danmark har brug for, er naturligvis alt andet end en sådan et dysfunktionel parløb mellem to fjendtligt sindede partier i rød blok. Danmark har brug for en helt ny og ansvarlig regering, der tager helt almindelige danskeres store, store udfordringer alvorligt. I Danmarksdemokraterne stiller vi os til rådighed som det pragmatiske tilvalg. Vi kommer til at bruge al vores tid på at lave politik, der binder Danmark og danskerne mere sammen, en politik, der gør en forskel, og som er baseret på sund fornuft.
Der er altså brug for et vagtskifte i Danmark mere end nogen sinde før, for den tilstand, som Socialdemokraterne efterlader Danmark i, er ikke ideel, langt fra. Så er jeg godt klar over, at selv ikke statsministeren har fremprovokeret Ruslands vanvittige invasion af Ukraine, men stort set alle andre problemer er blevet værre eller er vokset under den her regering.
Der er f.eks. inflationen, som rammer danskerne rigtig, rigtig hårdt, fordi regeringen igennem den her valgperiode har sat skatterne op. Den har skruet op for skatter og afgifter og har dermed gjort det dyrere at være dansker. Derfor har Danmarksdemokraterne sagt, at der er brug for mere hjælp til danskerne, og vi vil straks efter valget have fjernet momsen på el, ligesom der må sættes nogle andre initiativer i gang for at hjælpe danskerne i en situation, som rammer mange rigtig, rigtig hårdt.
Socialdemokratiet lovede også ved sidste valg en hård linje i udlændingepolitikken, men problemerne med den manglende integration af ikkevestlige indvandrere bare fortsætter og fortsætter. Rød blok har øget betalingen til arbejdsløse indvandrere, der ikke kan eller vil arbejde. Der er ikke – endnu i hvert fald – kommet fængsler til udenlandske kriminelle i Kosovo alligevel. Der er ikke asylcentre i nærområderne. Der er desværre heller ikke kommet en løsning på hjemsendelse af udviste kriminelle udlændinge, der får lov til at hærge i danske byer, måske fordi den ledende socialdemokratiske minister har mere travlt med at bruge tid på selfier end at løse danskernes problemer.
Så står Danmark i en sikkerhedspolitisk meget prekær situation lige nu. Hr. Jakob Ellemann-Jensen var inde på det. Rusland agerer yderst aggressivt. Rørledninger bliver sprunget i luften ud for Danmarks kyst. Og verden står ovenikøbet nok på randen af en økonomisk recession. I Danmarksdemokraterne er vi helt på linje med de stemmer, der ønsker at styrke det danske forsvar. Det kan faktisk kun gå for langsomt med det. Vi skal signalere til vores modstandere, at dem, der ikke respekterer vores frie demokrati, skal møde vores modstand. Vi skal være klar til at forsvare vores grænser og land med blod, sved og tårer. Vi skal stå sammen, og vi skal stå fast i forsvaret af Danmarks grænser.
Netop Danmarks sammenhængskraft er egentlig det politiske emne, der optager os rigtig, rigtig meget i Danmarksdemokraterne. Vi vil gerne bygge bro mellem udkant og storbyer, mellem stenbroen og landbruget, mellem kystlinjen og cykelstien, mellem djøf'eren og fiskeren. Vi ønsker et helt og sammenhængende Danmark, hvor det skal være lige så oplagt, at jyden besøger Tivoli og Det Kongelige Teater, som det er for københavneren at besøge Blåvandshuk og Grenen i Skagen. Danmark er jo faktisk trods vores lille størrelse et yderst forskelligartet land, hvor man – hvis vi tager rigsfællesskabet med – både kan kigge på sæler på Grønland og trave på stormomsuste klippeøer på Færøerne blandt de smukkeste træhuse samt bade i fantastiske bølger på den jyske vestkyst og nyde en tur omkring de københavnske søer, mens man planlægger næste stop på ARoS i Aarhus eller videre til Dybbøl Mølle i Sønderjylland. Og nej, den maler ikke helt ad helvede til, som John Mogensen så poetisk udtrykte det. Den knejser smukkere end nogen sinde. Til gengæld er der bestemt noget i toppen af dansk politik, der trænger til at blive skiftet ud.
Ja, hvad har vi så brug for? Vi har brug for en sikker hånd på rattet efter valget. Vi har brug for en blå hånd, der kan, tør og vil sikre den rette balance mellem de nødvendige reformer. Det er den stabilitet, forudsigelighed og nødvendige ro og gennemslagskraft, som et stærkt og sammenhængende Danmark skal have.
Vi skal have tilliden tilbage til danskerne. Vi skal turde at kunne stole på, at danskerne er voksne og selvstændige individer, der for langt de flestes vedkommende udmærket godt kan træffe deres egne selvstændige beslutninger. Vi behøver ikke bestemme – og slet ikke EU – hvem i de danske hjem der skal gå på barsel, og hvor længe. Vi skal derimod blive langt bedre til at hjælpe de mest sårbare og udsatte danskere ved at vise tillid til den majoritet, der sagtens kan og vil selv. Det hedder frihed under ansvar. Det hedder også: Handlinger har konsekvenser. Vi skal opfordre alle, der kan, til at klare sig selv, også ved at kunne lette skatten i bunden, så det kan betale sig at arbejde.
Vi skal have bremset energiprisernes himmelflugt og i hvert fald ikke tjene på det fra statens side. Og det kan vi f.eks. gøre ved at fjerne momsen på el. Vi skal have et sammenhængende Danmark tilbage ved at investere, så det bliver nemmere at rejse fra land til by og omvendt. Og vi skal investere i skoler og forsamlingshuse i udkanten af riget og sikre de lokale købmænds overlevelse i provinsen, så affolkningen stopper.
Der er meget at se til, og jeg håber på danskernes fornuftige valg den 1. november.
