Kære delegerede - kære gæster.
Lad mig indlede med at rette en varm tak til alle jer,
der gennem jeres daglige samvittighedsfulde indsats og
jeres årelange, trofaste og loyale væremåde har været
med til at skaffe Dansk Folkeparti sin nuværende indflydelsesrige position.
Ligeledes vil jeg gerne hilse vore nye medlemmer velkomne.
Jeg har allerede her til formiddag haft lejlighed til at hilse på DF’ere,
Jeg har allerede her til formiddag haft lejlighed til at hilse på DF’ere,
som jeg ikke har mødt før – og det er altid en særlig fornøjelse.
Hvis dette årsmøde bliver lige så spændende, lærerigt og
fornøjeligt som de foregående år, er jeg sikker på, I
vil nyde at være med.
Jeg vil yderligere byde hjerteligt velkommen til repræsentanter for det diplomatiske korps og til
pressen.
---
Ja, det er en indflydelsesrig position, Dansk Folkeparti
befinder sig i, men vi er ikke kommet sovende til den.
Set i forhold til sidste gang, vi mødtes til årsmøde, er
det på dén måde en ganske anden verden, valget den 20.
november i fjor skabte for Dansk Folkeparti.
En position, der forpligter. Som vi må glædes over. Og
som vi må være ydmyge over for.
------
Sidste år samledes vi til årsmøde få dage efter
massemordet på civile i New York og Washington.
Datoen, tirsdag den 11. september 2001, blev indskrevet
i historien.
Fra vort årsmøde gav vi håndslag om, at vi stod last og
brast med USA og NATO, idet vi lovede, at såfremt der
for at komme terrorismen til livs var brug for Danmark,
ville vi gøre vores pligt.
Vi gjorde klart, at vi støttede ethvert initiativ, der
ville føre til et effektivt opgør med terrorismen.
Det samme lovede stort set alle andre også på samme
tidspunkt sidste år !
Det gør de ikke længere.
Og hvor er det dog sørgeligt, hvor meget man dog kan
glemme på bare ét sølle år!
Men i Dansk Folkeparti mente vi det faktisk, da vi i
fjor gav loyal opbakning til kampen mod terror.
Vi mente det. Og vi mener det stadig!
Det er stadig vor opfattelse, at terrorister ikke noget
steds på denne klode skal kunne få ro til at organisere
deres ondskab. Om de gør det i Afghanistan eller om de
gør det i Irak, i Yemen, i Gaza, på Vestbredden, i Sudan
eller i Syrien, gør ingen forskel.
Saddam Hussein fortsætter med at udvikle
masse-ødelæggelses-våben – kernevåben, kemiske og
biologiske våben. Han har været istand til at opstille
de våbenfremførings-systemer, der gør, at han vil kunne
påføre katastrofer i NATO-landene Tyrkiet og Grækenland,
på Cypern og ikke mindst i Israel.
Saddam Hussein har haft enhver tænkelig mulighed for at
opnå en fredelig løsning.
Lad os håbe, at han nu forstår, at vi er i den 11. time,
og at det er alvor.
----
For en måneds tid siden udkom en meget underlig bog.
Bogen er skrevet af Kåre Bluitgen, en socialistisk
skolelærer på Nørrebro, og hedder Til gavn for de sorte.
Den handler om udlændingepolitik. Om de såkaldte
nydanskere. Om integration – og giver for så vidt en
udmærket skildring af ghettoiseringen af Danmark og de
problemer, der blev skabt som følge af udlændingeloven
af 1983.
Men Til gavn for de sorte, hedder bogen altså….
Og lige for at blive ved titlen: De sorte – det er altså
i denne forbindelse ikke negrene – undskyld
afro-europæerne – det er os!
Det er mig, og det er alle jer her til stede, og det er
os - 413.987 danskere, som satte kryds ved liste O ved
folketingsvalget i fjor.
Bogens forside prydes af en Indre Svinehund – én af de
mange skamstøtter, som for et par år tilbage blev sat op
over hele landet for at sparke til os.
Den indre svinehund – det er nemlig osse jer og mig – og
den tidligere nævnte knapt halve million danskere.
Vi her til stede er alle sammen sorte og vi er alle
sammen svinehunde…
Det mener Kåre Bluitgen bestemt også at vi er. Det er i
og for sig dét, der er bogens ærinde:
Lad ikke svinehundene få vind i sejlene! Lad os bekæmpe
de sorte! Det er hans dagsorden…
Havde det været det eneste, forfatteren skrev, var der
ikke nogen særlig anledning til at fremdrage bogen. For
sådan nogle svinehunde-bøger er der kommet tonsvis af i
løbet af de seneste år – og de er alle sammen gabende
u-interessante!
Men det, der gør Kåre Bluitgens bog bemærkelsesværdig og
meget underlig er, at han fra og med side 1 og til og
med side 178, hvor bogen slutter, systematisk opremser
det multietniske samfunds dårligdomme og på snart sagt
hver eneste side erkender alle de mange katastrofer, han
og andre såkaldte humanister har ladet ske – ja
tilskyndet til – i løbet af de seneste 15-20 år.
Og nu kommer det rigtigt underlige:
Han spørger sig selv og sine socialist-venner:
* Hvorfor er det ikke os, men Dansk Folkeparti, der
bekæmper muslimske tørklæder?
* Hvorfor er det ikke os, men Dansk Folkeparti, der
bekæmper halalslagtning?
* Hvorfor er det ikke os, men Dansk Folkeparti, der
bekæmper tvangsægteskaber?
* Hvorfor er det ikke os, men Dansk Folkeparti, der
bekæmper kvindeundertrykkelse?
* Hvorfor er det ikke os, men Dansk Folkeparti, der
bekæmper islam…?
Og så stiller han sig selv og sine venner en række
spørgsmål fra samme boldgade. Hvorfor er det ikke os,
der siger alt det rigtige ? Hvorfor er det Dansk
Folkeparti, der siger alt det rigtige?
For Kåre Bluitgen hænger det ikke sammen – for vi er jo
sorte….
Vi er jo svinehunde og det er jo os, der skal bekæmpes.
Og derved kommer jeg tilbage til bogens titel: Til gavn
for de sorte.
Forfatteren mener, at alt det, socialisterne og
humanisterne har lavet og sagt og skabt med det formål
at hjælpe de fremmede, at gøre gavn, at skabe fred og
fordragelighed, at komme hinanden ved – en fremmed er en
ven, du ikke har mødt! – stort set har været uden
effekt:
Ghettoiseringen er taget til.
Det er dem og os.
De er stadig fremmede efter tre og fire generationer.
Det er den rene elendighed!
Men ifølge forfatteren har én part profiteret:
Os – de sorte! Vores profit er, at vi har fået en hel
masse stemmer. Og kapitlerne slutter med disse ord: Og
de sorte går forbi og smiler…
Det er det, der er så underligt ved bogen. Så helt
igennem grotesk:
At forfatteren virkelig tror, at vi inderst inde nyder
det.
At han virkelig tror, at vi smiler, når noget går skævt.
At han virkelig tror, at vi ønsker uenighed, ufred,
ufordragelighed.
For det giver os jo flere stemmer…!
Var der nogen, der sagde kommunikations-kløft ??
Var der nogen, der undrede sig over, at vi blev tillagt
så lave motiver.
Var der nogen, der undrede sig over, at nogen kunne hade
os så meget.
Så meget hader han os – og det gælder i øvrigt også
mange af de andre sidste-dages-hellige - at han i ramme
alvor mener, at vi griner og smiler, når det går skævt
for Danmark – for så får vi jo flere stemmer…
Hvad er det, der får venstreorienterede til at tage så
meget fejl? Kunne det være en ideologisk binding til en
fuldstændig forkvaklet opfattelse af, hvad der er
rigtigt og forkert i denne verden - den samme binding,
som i den kolde krigs periode fik venstreorienterede til
at hylde de kommunistiske diktaturer fra Stalin over Mao
til Pol Pot ?
---
Der var en klog mand, der engang sagde:
Al sandhed passerer gennem tre stadier:
Først bliver der gjort voldsomt nar ad den,
Dernæst bliver der gjort vældig modstand mod den
Og til sidst bliver sandheden accepteret som
selvindlysende
I indvandrerdebatten er vi efter 20 år nu nået til
tredje stadium.
Vi her til stede må være taknemmelige for, at Danmark –
og vel også store dele af den vestlige verden – er
kommet så langt, at det, vi andre har sagt i årevis – og
undervejs er vi blevet grinet ad, hånet og hetzet – nu
bliver accepteret som en selvindlysende sandhed.
At hovere føler vi ikke trang til. I stedet føler vi en
sær tomhed og frustration:
Tænk, at det skulle tage så mange år, før sandheden blev
accepteret som selvindlysende.
Tænk på alt det, landet kunne have undgået, hvis man
fordomsfrit havde lyttet til vore advarsler; hvis man
havde betragtet os som stuerene – og ikke som nogen, der
havde pest og bylder.
Tænk, hvor meget, Danmark kunne være sparet for!
Og selv om Dansk Folkeparti i hvert fald ikke kan lastes
for den situation, landet står i, er det alligevel os,
der skal rydde op efter de andre. Og vi er gået i gang
med at rydde op. Og det batter!
Siden Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse på
udlændingepolitikken er tilstrømningen af asylansøgere
faldet med 52 procent. Med 52 procent! Mere end en
halvering.
I Norge er det gået den stik modsatte vej: En dramatisk
stigning med 41 procent. I Sverige endnu værre: En
stigning på 54 procent.
Alle ved, at for os har økonomien i dette aldrig været
vigtigt, men at vi allerede ser ud til her i det første
år at kunne spare omkring en milliard kroner, er bestemt
ikke uvæsentligt. Siden vi kom til er 17 asylcentre
lukket og der bebudes yderligere lukninger.
Kravene til opnåelse af indfødsret er blevet markant
strammet. Kun en brøkdel af dem, der tidligere ville
have fået dansk statsborgerskab, vil nu efter vore nye
regler kunne få det.
Indtil nu er kun 607 personer optaget på den lov, der
kan gøre dem til danske statsborgere, når loven vedtages
i Folketinget.
Det samlede antal ventes for i år at ende på omkring
1500 udlændinge. Det kan lyde af mange, men det skal
sammenlignes med et tal, der i fjor var på 16.757.
Et fald på over 90 procent….!
----
Ikke alene i de andre skandinaviske folk, men så
sandelig også blandt resten af de europæiske folkeslag
ser man med misundelse på den fortrinlige udvikling, der
er i gang i Danmark.
Den tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, talte
altid om, at Danmark skulle være foregangsland. Dengang
- under hans ledelse - blev det ved snakken.
Men siden Dansk Folkeparti har fået afgørende
indflydelse på udlændingepolitikken bliver det ikke
længere ved snakken: Nu er Danmark blevet foregangsland
i Europa…!
Og tænk så lige på:
* at der kun er gået godt 10 måneder, siden
folketingsvalget.
* at det kun er 6 måneder siden vi blev enige med
regeringen om den nye udlændingelov.
* at det kun er godt 3 måneder siden aftalten trådte i
kraft.
Vi er kun lige begyndt….!
For selvom vi altså kan glæde os over, at der er bremset
op over for udlændingestrømmen, er det slet ikke nok. Vi
skal nå endnu længere. Der kommer fortsat for mange
flygtninge til Danmark, og der bliver fortsat sendt alt
for få hjem.
Da vi lavede udlændingeaftalen med regeringen var det en
del af aftalen, at aftalepartierne skulle evaluere
udviklingen, sådan at vi ville kunne stramme yderligere
op. Disse nye forhandlinger med regeringen skal vi næste
år for alvor i gang med.
Og vi ser frem til at kunne tage endnu et skridt frem
mod at normalisere forholdene i Danmark.
Og dette er nemlig værd at understrege:
Det er det normale, vi skal tilbage til, når det gælder
udlændingepolitikken i dette land. Det er det unormale -
det abnorme - der har været gældende herhjemme siden den
katastrofale ændring af udlændingeloven i 1983.
Takket være Dansk Folkeparti - takket være alle jer - er
landet nu ved at blive normaliseret….
Først og fremmest skal vi altså nu i gang med at hjælpe
flygtningene tilbage til deres hjem. Det drejer sig
primært om afghanerne, om bosnierne og om somalierne og
i næste ombæring om irakerne og om de palæstinensiske
arabere.
Vi presser på over for regeringen. Hjemsendelserne skal
i gang. Og de skal i gang nu…!
--------
Alle her til stede vil huske Rocker-Freden i 1997.
Medierne gjorde en masse ud af denne fredsaftale mellem
Hells Angels og Bandidos, hvor en repræsentant fra hver
trykkede hinanden i hånden og faldt hinanden om halsen,
mens TV-kameraerne snurrede.
Ren idyl efter et par somre, hvor HA og Bandidos havde
myrdet hinanden rundt om i gaderne.
Vi var nogle stykker, der allerede i samme time advarede
om, at det idylliske overfladebillede af to fjender, der
rækker hinanden hånden, ikke ville betyde, at det
modbydelige gangstervælde, som de to organisationer med
deres medløber-grupper havde fået skabt, ville ophøre.
Der var nemlig et klassisk billede, der for mig dengang
hele tiden sad på nethinden, mens jeg oplevede
forbrødringen:
Billedet af stridende mafia-bander i Chicago, der
nærmest tårevædet falder hinanden om halsen og enes om
at lade være med at skyde hinanden – men i stedet at få
lavet nogle ordentlige opdelinger gennem de amerikanske
byer: Den bydel er din – den bydel er min.
Og det var præcis, hvad der skete i 1997. Hells Angels
og Bandidos fik delt Danmark imellem sig:
Du får Randers. Jeg ta’r Horsens. Du får Frederikssund.
Jeg tager Køge. Og så videre og så videre.
Bytte-bytte-købmand!
Der står vi så nu: Med et Danmark, som er gennemsyret af
disse forbrydere.
8.000 gange inden for den seneste snes år er danske
rygmærke-forbrydere dømt for grov kriminalitet og
kriminaliteten vokser stadig og breder sig med
foruroligende hast som en pest gennem landet.
Jovist har rockerne fået fred !
Og de har brugt de fem års fred til – fra 85 baser - at
lukke landet i et jerngreb.
I Rigspolitiets nyeste rapport beskrives det modbydelige
miljø, der er gangsternes dagligdag:
Drab, drabsforsøg, grov vold, trusler, hasardspil,
narko, røveri, smugling, tyveri, bedrageri, afpresning,
kvindehandel, voldtægt.
Hells Angels og Bandidos har sat deres uappetittelige
visitkort på det hele.
I mange mindre provinsbyer er nattelivet fuldstændig i
hænderne på HA eller Bandidos, og ordentlige og pæne
danske unge, som ikke bøjer sig for truslerne, bliver
chikaneret eller slået til plukfisk, hvis de da ikke
bliver myrdet.
Det er næsten ikke til at bære, når man ind i mellem
stadig skal høre noget romantisk pladder om flotte
motorcykler, ære og godt sammenhold mellem mænd:
Forbrydere er hvad de er.
Og forbrydere er hvad de skal kaldes…!
I årevis har Dansk Folkeparti ligget på knæ for diverse
justitsministre og partier i Folketinget for – i
overensstemmelse med Grundloven - at få opløst Hells
Angels og Bandidos – samt deres medløberbander.
Vi havde forventet, at vi hos en konservativ
justitsminister havde mødt mere håndfasthed.
Men vi er blevet skuffet: Justitsministeren viser
umådelig svaghed.
Ministerens nye forslag til, hvad der kan gøres, er
latterligt og helt utilstrækkeligt. Banderne og deres
vellønnede advokater griner, mens danskerne, der må
finde sig i rædselsregimentet, må græde.
Vi siger: Justitsministeren må erklære åben krig mod
Hells Angels og Bandidos! Vis dog lidt mod.
Opløs banderne! Pil rygmærkerne af dem – og send dem ad
Hekkenfeldt til.
-----
Vi startede årsmødet med at give julemærke-check’en på
10.000 kroner til Inges Kattehjem.
Ikke en helt tilfældig velgørenhed, når det gælder Dansk
Folkeparti. Vi har kæmpet for en bedre dyrevelfærd i
årevis. Og vi har haft hjertet med, når vi har gjort
det.
Lad mig først sige: Der er kommet fremskridt efter at at
vi har fået en ny regering. Den nye fødevareminister har
vist sig mere interesseret i at tage fat på begrebet
dyrevelfærd. Ikke mindst fordi hun dagligt, ja, jeg tør
næsten sige flere gange om dagen, bliver pustet i nakken
og presset af vor egen Christian H. Hansen –
Folketingets første og eneste dyrevelfærdsordfører….
Og der ligger på området store problemer, der skal løses
– og jeg tror godt, jeg kan sige: Bliver løst! Først og
fremmest de langvarige transporter af levende dyr og den
måde, de transporteres på.
Det er muligt, at lovændringer på dette område generer
dem nede i EU.
Men helt ærligt: Hvorfor skal vore husdyr lide under det
!
Jeg bliver rygende rasende over at hensynet til EU´s
profit skal vejere tungere end hensynet til dyrenes
velbefindende.
Disse EU-embedsmænd har garanteret aldrig med deres egne
øjne set misrøgtede dyr.
Dansk Folkeparti vil overfor regeringen forlange, at vi
her i landet indfører vore egne regler – og lad dem så
bare surmule i Bruxelles….!
---
Jeg kan i øvrigt nævne, at Dansk Folkeparti har
foreslået en total revision af hele dyreværnsloven.
Eksempelvis kræver vi langt strammere regler for
slagtning af dyr, vi kræver lovpligtig
forbrugerinformation ved køb af kæledyr, og vi kræver
oprettelse af et egentligt dyreværnspoliti, bestående af
trænede fagfolk, der straks kan se, om dyr mistrives.
Så kunne vi måske undgå mange af de forfærdelige
historier om vanrøgt, medierne desværre har været fyldt
med i de senere år.
---
Dansk Folkeparti arbejder for alle grupper i
befolkningen.
Også for det erhvervsliv, der skal finansiere velfærden.
Samfundet kan ikke fungere, hvis vi ikke har en stor og
flittig del af befolkningen, der dag efter dag passer
deres arbejde, hvadenten det er som arbejdere,
håndværkere eller handlende.
Tømreren, fabriksarbejderen, automekanikeren, købmanden,
damefrisøren, hjemmehjælperen -- der er hårdt brug for
mange hænder i arbejde, - både dem, der er ansat og dem,
der er selvstændige.
Vi har således i dag på vores dagsorden et politisk
oplæg fra Dansk Folkepartis erhvervspolitiske ordfører,
Colette Brix, der tager fat på nogle af de holdninger,
som det er bydende nødvendigt at interessere sig for,
hvis Staten også i fremtiden skal have økonomi til at
opretholde et samfundsmaskineri, vi kan være bekendt.
---
Henover hovederne på folk er mange amter i disse uger i
gang med planer om at lukke mindre, men velfungerende
sygehuse. Døden over sygehusene skal jo have en årsag –
så amterne har fundet ud af at det ville være smart at
sige, at man nedlægger som følge af skattestoppet.
En såvel fræk som aldeles useriøs forklaring…!
Sygehusnedlæggelserne har intet med skattestoppet at
gøre overhovedet.
For lokalområderne er det noget nær en katastrofe på
samme tid at opleve at den hurtige og effektive
patientbehandling forsvinde og samtidig acceptere, at
hundredvis af dygtige medarbejdere, sygeplejersker,
serviceassistenter, køkkenpersonale, portører og andre
faggrupper fjernes fra arbejdsmarkedet og kastes ud i
arbejdsløshed.
Tag eksempelvis Aarhus Amts planer, som i første omgang
drejer sig om tre sygehuse, og hvor ca. 900 mennesker
rammes af afskedigelser. Planerne indebærer, bl. a. at
et relativt stort sygehus som Odder Sygehus reduceres
fra 500 ansatte til 40 ansatte. Sygehuset får ikke
længere nogen akutte funktioner.
Grenaa Sygehus med i dag 403 ansatte tænkes omdannet til
et sundhedscenter med kun 35 ansatte. Samsø Sygehus, der
med sine nuværende 70 arbejdspladser er Samsøs vigtigste
arbejdsplads, står foran at miste 50 arbejdspladser ved
at overgå til rent dagafsnit i stedet for de nuværende
20 sengepladser.
Jeg er enig med Samsøs borgmester, Carsten Bruun, når
han betegner beslutningen som en katastrofe for øen.
Dansk Folkeparti vil ikke acceptere flere
sygehusnedlæggelser….
Og specielt vil vi overhovedet ikke være med til det i
en situation, hvor regeringen netop har nedsat en
strukturkommission, som har fået til opgave at kulegrave
hele området omkring den kommunale styrelsesform, og
hvor vi jo som bekendt forventer at det, vi har kæmpet
for i mange år, bliver en realitet:
At det ikke bliver sygehuse, der bliver nedlagt – men
amterne…
----
Men som nævnt: alt dette har intet med skattestoppet at
gøre. Dansk Folkeparti er enig med regeringen, når det
gælder skattestoppet.
Det pudsige er, at når den socialistiske del af
Folketinget omtaler skattestoppet, beskrives det som
noget utrolig negativt.
Skattestoppet bliver kaldt en klods om benet og et
snærende bånd.
Mens den reaktion, man møder ude omkring i landet, er
helt modsat: Derude oplever man skattestoppet som en
utrolig lettelse. Noget, man aldrig havde troet muligt.
Det koster at lave et skattestop. Og vi vil være villige
til at finde de nødvendige besparelser - og vel at mærke
sikre, at besparelserne ikke kommer til at ramme de
svageste borgergrupper.
---
Netop det med hensynet til de svageste grupper er igen
det afgørende for os, når vi snart sætter os til de
afgørende forhandlinger med regeringen om finansloven.
Regeringen véd det godt allerede – at det er det, der
betyder allermest for os. Vi vil som nævnt strække os
langt, men vi vil ikke gå på kompromis, når det gælder
trygheden i Danmark. Jeg tror, at vi når til enighed med
regeringen om finansloven også denne gang.
Men – og der er et men. Regeringen må være opmærksom på,
at Dansk Folkeparti vil kræve yderligere
velfærdsforbedringer, specielt i forhold til de ældre.
Ved sidste års finanslov markerede vi kraftigt, at vi
var de ældres talerør, og vi ved, at der er store
forventninger til at Dansk Folkeparti også i år vil
medvirke til at gøre de ældres sidste år bedre. Vi har
krævet en skattefri ældrecheck. Det kunne være
løsningen.
Som bekendt har vi netop indgået forlig om
arbejdmarkedspolitikken.
Også andre forlig og aftaler kan man forvente, at Dansk
Folkepartis folketingsgruppe vil indgå i i den kommende
tid. Og man må forvente, at mange ting, vi er med til at
vedtage måske ikke er så populære i alle kredse.
Sådan er det nu engang, når man er med til at bestemme i
landet – og ikke selv har de 90 mandater, der skal til –
at så må man finde nogle kompromiser, som flertallet kan
leve med.
Så vi vil gerne være med i forlig og aftaler. Men det
skal understreges, at det ikke er bare for at være med.
Vi har oplevet, at visse partier ligefrem har pralet af
at have været med i så-og-så mange forlig – som om det
skulle vise, hvor dygtige, de var. Men samtidig glemte
de at fortælle, hvad landet så fik ud af, at netop DE
var med i det forlig….
I Dansk Folkepartis folketingsgruppe går vi positivt og
friske ind i alle forhandlinger, vi bliver indbudt til.
Men vort formål vil aldrig være bare at lave forlig
eller aftale for forliget eller for aftalens skyld.
Vort formål er i hvert tilfælde at få sat et ægte Dansk
Folkeparti-stempel på forliget eller på aftalen.
Og får vi ikke dét, ja, så vil vi helst være fri.
Og må jeg så tilføje: Det er da altid skønt, når mange
af Folketingets partier er bag et forlig. Men antallet
af partier er altså ikke proportionalt med gavnligheden
af forliget….
Brede forlig behøver ikke at være gode forlig…
Synes vi derfor at landet er bedst tjent med det, der
vedtages sammen med os i en snæver forligskreds, så har
vi det fint med det.
---
Da vi sidste år havde årsmøde, var et af hovedtemaerne
familiepolitik. Vi udtrykte glæde over, at det syntes
som om familien var på vej mod en renæssance i Danmark.
En meget, meget lykkelig udvikling ovenpå det sorte
kapitel i Danmarkshistorien, hvor det traditionelle
familiemønster blev lagt for had af venstreorienterede,
som desværre kom til at sætte dagsordenen – og som
konsekvent hånede og nedgjorde kernefamilien:
De stærke og varme bånd, der er mellem far, mor og børn.
Familiens og slægtens stærke bånd.
Forleden havde vi åbningsdebat i Folketinget, og dér
viste det sig, at mange af disse venstreorienterede, som
man ellers havde regnet med efterhånden var kommet på
bedre tanker, endnu ikke har glemt deres mistro til
familien.
Det var SFs formand, som under debatten i angreb os, der
fandt det rigtigt, at der var indgået en aftale med
kommunerne om mere fleksible regler for optagelse af
børn i daginstitutionerne.
Ideen er såmænd, at det nuværende anciennitets-princip
bliver ophævet, således at kommunerne får mulighed for
at tage mere hensyn til forældrenes ønsker og behov –
for eksempel at det skal være lettere for søskende at
komme i samme daginstitution, at det skal være lettere
at få plads til sit barn, når man for eksempel som ledig
kontanthjælpsmodtager får et job.
Der vil altså være nogle børn, der så skal passes af mor
eller far. Nemlig hvis mor eller far er
kontanthjælpsmodtager – og ikke lige har udsigt til at
få et job.
Vi synes faktisk, det er godt for børnene at blive
passet af mor og far. Vi synes faktisk det er godt, at
familierne har et reelt valg mellem at sende børnene i
daginstitution og at holde dem hjemme.
Men for socialisterne er det, som regeringen og Dansk
Folkeparti dermed havde demonstreret et perverst
menneskesyn.
Nu er der jo mange, der i tidens løb har ment at have et
grundigt, nærmest intimt, kendskab til mit menneskesyn.
Jeg aner fortsat selv ikke hvad et menneskesyn er for en
størrelse, men jeg vil jo selvfølgelig gerne gøre, hvad
jeg kan for at finde ud af det…
Men jeg var godt nok noget overrasket over at få at
vide, at vi er perverse, fordi vi synes, at det er
hyggeligt og godt for børn at blive passet hjemme hos
mor og far…
---
I denne årsmødeweekend skal vi tale en del om EU og
specielt om EU-konventet, der for tiden arbejder på
høj-tryk for at skabe en egentlig EU-forfatning.
I disse uger er det 30 år siden, at et flertal af
danskerne den 2. oktober 1972 sagde ja til at indtræde i
det daværende EF - den gang kaldet Fællesmarkedet.
Flere af os her, der var gamle nok til at kunne stemme
den gang, stemte ja. Det fik vi også præsenteret en
masse gode argumenter for:
Vi fik nemlig at vide, at der var tale om et samarbejde,
der skulle fremme handelen mellem medlemslandene,
nedbryde toldgrænserne og gøre det nemmere for
virksomhederne at afsætte deres varer i de øvrige lande.
Vi fik også at vide, at det var så godt som sikkert, at
mange dagligvarer og varige forbrugsgoder ville blive
rørende billigere:
Det skulle næsten ikke koste noget at købe en ny
vaskemaskine, hvis vi stemte ja!
Vi ville for det rene ingenting kunne fylde
indkøbsvognen med kaffe og grøntsager, vin, snaps,
leverpostej og bøffer.
Det ville blive det rene slaraffenland, hvis vi stemte
ja, og desværre slugte vi maddingen.
Måske fordi man glemte at orientere os om, at Danmark
skulle reduceres til en region i en europæisk superstat
med hovedkvarter i Belgien.
Måske fordi ingen fortalte, at danskerne ikke længere
skulle bestemme over egen udenrigspolitik,
forsvarspolitik, udlændingepolitik,
arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik.
Vi fik heller ikke noget at vide om, at den danske
grænse skulle nedlægges og den danske krone afskaffes.
Eller at en flok ikke-folkevalgte udenlandske
kommissærer skulle bestemme over danskerne.
Jo, der var sandelig mange ting, der ikke blev sagt den
gang i 1972.
Der var til gengæld mange løgnagtige ting, der blev
sagt.
----
Nu står der en større udvidelse foran os. Såfremt da det
irske folk ikke om en lille uges tid endnu engang giver
os alle sammen noget at tænke over, når de den 19.
oktober skal stemme om Nice-Traktaten…
Jeg har i øvrigt lyst til i den forbindelse at sende en
lille hilsen til det irske folk her fra Dansk
Folkepartis 7. årsmøde.
Og min hilsen lyder:
Uanset om I stemmer ja eller nej, har I Danmarks
respekt. Uanset om I stemmer ja eller nej, er I stadig
en vital del af EU. Lad jer derfor ikke skræmme af det
pres, der bliver lagt på jer. Husk, at I er et frit
folk….
---
Men tilbage til udvidelsen, hvor det var forfriskende
forleden at læse lederen i Kristeligt Dagblad, Nej til
Tyrkiet.
Vi har sagt det i mange år: Tyrkiet skal som et muslimsk
land aldrig optages i EU.
Men det krævede mod af Kristeligt Dagblad at sige det på
samme klare måde.
Og man kunne ønske, at andre europæiske aviser og andre
europæiske politiske ledere ville være lige så klare i
mælet, når det drejer sig om Tyrkiet, for de fleste af
dem mener jo nøjagtig det, som Kristeligt Dagblads leder
så klart sagde: At Tyrkiet ikke kunne optages af den ene
grund, at det er et muslimsk land.
I stedet har man fundet på alle mulige andre
forklaringer: Menneskerettigheder, demokratiunderskud,
økonomi. Men forklaringerne holder ikke. Lad os tage det
med demokratiet:
Enhver ledende europæisk politiker, som beklager sig
over, at demokratiet ikke er fuldt udbygget i Tyrkiet
véd med sig selv, at hvis tyrkerne – det tyrkiske
militær - skulle være så letsindige at indføre reelt
demokrati – herunder at tillade alle partier at stille
op, så ville Tyrkiets største parti være det islamiske
fundamentalistiske parti, som vil indføre sharia som lov
i landet.
Og dette er præcis demokratiets problem, når det gælder
islamiske lande:
Giver lederne los, og indfører ægte demokrati, stemmer
indbyggerne sig til diktatur.
Det samme forfærdelige dilemma kender lederne i bl.a.
Algieriet, i Marokko, i Pakistan og andre muhammedanske
lande.
Med Tyrkiet som et betydningsfuldt NATO-land må vi prise
os lykkelige for, at militæret holder fundamentalisterne
nede – og bl.a. sørger for tørklæde-forbud og forbud mod
anden fanatisme.
Men det er unægtelig en underlig situation at stå i for
os, der hylder folkestyret, ligefrem at håbe på, at
demokratiet i Tyrkiet ikke vinder…
Det er skæbnens ironi, at de allermest varme fortalere
for Tyrkiets optagelse i EU er landets
fundamentalistiske islamister: Med europæisk assistance
skal de sikre sig magten og sharia i Tyrkiet.
Derfor må vi klart sige: Tyrkiet kan aldrig blive medlem
af EU. Fordi det er en muslimsk stat….
---
Jeg ved, at Peter Skaarup og Mogens Camre vil redegøre
for de store problemer, Danmark står overfor, hvis vi
giver los i forhold til den føderale udvikling, og
derfor vil jeg ikke gå nærmere ind i problematikken her.
Jeg vil dog kort huske jer på, at vort helt overordnede
tema på dette årsmøde – og på den store kampagne, vi
skød i gang den 28. september, er Et frit Danmark.
Læg mærke til det slogan, for det fortæller alt om, hvad
det drejer sig om:
Om vi vil have et frit Danmark eller ej.
Om vi vil være herre i eget hus eller ej.
De spørgsmål har danskerne svaret på et par gange, når
vi har haft folkeafstemninger.
Til stor gavn i øvrigt også for de andre europæiske
folkeslag, som aldrig bliver spurgt.
Også på dette område har Danmark været foregangsland.
Og vi kæmper i virkeligheden alle de europæiske folks
kamp, når vi forsvarer vor egen frihed.
---
Lad mig sluttelig ønske os allesammen et inspirerende,
lærerigt og samtidig hyggeligt årsmøde.