Tak, fordi jeg måtte komme.
Jeg er rigtig glad for at starte min første maj her i Kastrup. Lidt længere inde på Amager glæder man sig over, at støjen fra flytrafikken er blevet markant mindre. Her i Kastrup er det en luksus, man ikke kan tillade sig. Når flyene ikke letter, så betyder det, at der skal lastes mindre bagage. Forberedes færre måltider. At rigtig mange mister deres arbejde.
Her I Kastrup har I jo for alvor oplevet konsekvenserne, når krisen rammer. Når en stor udefrakommende begivenhed sætter en sektor i knæ.
Når nogen påstår, at vi alle sammen er i samme båd unde denne her pandemi – så ved I, at det er noget vås!
For nogen betyder pandemien arbejdsløshed. At man har svært ved at betale husleje, fordi dagpengene ikke længere dækker ens faste udgifter.
Andre har derimod mærket værdien af deres hus eller lejlighed eksplodere. Nogle har sågar tjent mere ved at eje deres egen bolig end ved at gå på arbejde.
Nogle har holdt møder over zoom i bløde træningsbukser fra sommerhuset.
Andre har skullet tage en ekstra rengøringstørn eller lægge krop og psyke til det nye nemlig.com-arbejdsmarked.
Så til dem, der mener, at vi er i samme båd, vil jeg sige: Nej! Vi er ikke i samme båd. Nogle sejler afsted i en lystyacht. Andre må lappe på en slidt gummibåd.
Coronakrisen har blottet de store forskelle, som også præger Danmark. Forskelle som desværre desværre vokser de her år.
Nogle unge kan se frem til jobsikkerhed, høje lønninger, høj pension, sundhedsforsikring og privat forsikring mod arbejdsløshed.
Andre unge lider under en folkeskole med mindre plads til børn med særlige behov, at uddannelsesinstitutionerne er flyttet væk fra udkantsområderne, at erhvervsuddannelserne er blevet nedprioriteret år efter år.
Det er ikke det Danmark, jeg drømmer om.
Danmark er for lille et land til store forskelle. Det sagde Socialdemokratiet inden valget for to år siden. Det er jeg enig i. Og venner – det forpligter!
Med Arne-pensionen tog vi et vigtigt skridt. Vi genskabte lidt af den tryghed, som de mange danskere, der er længst på arbejdsmarkedet og har de hårdeste jobs [sic]. Men det er netop blot et skridt. Vi skal videre.
I SF har vi et tydeligt budskab til regeringen – og ja, til vores beskæftigelsesminister, som kommer og taler her lige om lidt. Et budskab om, at vi skal styrke vores sikkerhedsnet.
Dagpengene er blevet forkortet. De er markant mindre værd. Konsekvenser er tydelige: Flere melder sig ud af A-kasserne. Flere – dem der har råd – tegner private lønsikringer. Alle advarselslamper blinker!
Ligesom det også er en kerneopgave, at alle unge får mulighed for en uddannelse. Hver femte har ikke gennemført en ungdomsuddannelse som 25-årig, og for børn af ufaglærte er der tale om 6 ud af 10. Det er et svigt af de her unge! Og desværre et svigt, som rammer geografisk skævt. Som rammer markant hårdere i Odsherred og Langeland end Gentofte.
Hver gang vi udhuler vores sikkerhedsnet, så fjerner vi en lille smule tryghed for os alle sammen. Og selvfølgelig mest for dem, der ikke har stor opsparing, stor formue eller private forsikringer.
Det er en kerneopgave for en rød regering at genopbygge sikkerhedsnettet. At genskabe trygheden!
Det koster selvfølgelig. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være!
Vi foreslår at finde midlerne på boligmarkedet. For helt ærligt! Det er ikke rimeligt, at nogle tjener enorme summer, fordi de har haft råd til en villa på Strandvejen fremfor en lejebolig her i Kastrup.
Penge fra boliggevinster til dagpenge og uddannelse – det vil gøre Danmark mindre skævt! Fra rentefradrag til social retfærdighed.
Coronakrisen har vist os, at politik betyder noget! Men den har også blottet de forskelle, vi lever med. At nogen er passagerer på et krydstogtskib, mens andre må ro for livet.
Tak, fordi jeg måtte komme. Rigtig glædelig 1. maj!