På gangen på Christiansborg, lige ved døren ind til mit kontor, hænger der et sort-hvidt foto af Margrete.
Billedet er taget i Folketingssalen, og en meget ung Margrete sidder med bare fødder og benene trukket op under sig, på stolen.
Ansigtet er koncentreret og lyttende. Afslappet.
Og alligevel fuldstændigt nærværende.
Margrete – så slap du det ud: At du ikke genopstiller.
Og jeg ved jo så godt, at der er mere end et år til næste valg til Europa Parlamentet, og at du helhjertet vil fortsætte dit arbejde, indtil du sidder i flyet hjem fra Bruxelles for sidste gang.
Men hold da op, hvor er det mærkeligt at tænke på, at du ikke skal stå i front i den valgkamp vi har foran os.
Og hvor er det bare vildt at tænke på, hvor fuldstændig en enestående og imponerende politisk karriere du har haft.
Jeg kender dig godt nok til at vide, at du bestemt gerne vil have dig frabedt at skulle have skrevet en politisk nekrolog i dag.
Og det skal vi da heller ikke.
For dels vil du stadig kæmpe for klimaet og for palæstinenserne og for alle dine andre sager – så længe du er medlem af Parlamentet.
Og såmænd også efter, hvis jeg kender dig ret.
Og dels tænker jeg heller ikke at du kommer til holde mund, hverken overfor os internt i SF eller i offentligheden – bare fordi du om godt et år stopper som folkevalgt.
Jeg vil derfor heller ikke stå i dag og opregne alle dine meritter og sejre.
Eller alle de dagsordner du var blandt de første der så relevansen af – og som det ikke sjældent har krævet årtier for resten af Verden at forstå nødvendigheden af.
Så i dag blot dette:
Margrete, du er en urkraft så sjælden og så vild, at jeg aldrig har mødt din lige.
Få mennesker bærer på så inderligt et engagement, så vild og determineret en dedikation, som du.
Du har sprængt listen flere gange.
Danskerne har igen og igen kvitteret ved at sende dig i Folketinget og til Europa Parlamentet, og mange af dem har såmænd nok kun været enige med dig i hver anden sag…
… men ildsjælen, engagementet, den ubændige trang til ikke at lade det ærlige være usagt – det har givet dig en troværdighed som få.
Og lad os – helt i den ånd- være ærlige: Du deler vandene. Du sætter følelser i kog. Nogle synes du er ganske rædselsfuld – og andre elsker dig.
Og jeg tror faktisk heller ikke du ville have det anderledes.
Men jeg tror faktisk, at de fleste af dine kritikere alligevel nærer en næsegrus beundring for dit engagement og den ild, der stadig brænder med uformindsket styrke.
Uanset at de er uenige. Uanset at de har slået sig på din facon.
Med en lidt fortærsket vending, så kan man ”mærke” dig.
Og det er faktisk en ikke uvæsentlig del af dét at være toppolitiker.
Så selv om du alle dage har harceleret mod rådgivere og spindoktorer – så er det jo fordi du til overmål har det, som mange politikere mangler:
Et helt vildt nærvær og et helt ufortyndet engagement i de sager, der optager dig.
Få har så meget nerve som du.
I dit tilfælde har rådgiverne så engang imellem skullet forsøge at få dig til at skrue lidt ned for blusset, så kedlerne ikke fik overtryk.
Og i al snakken om den atomkraft - som du i en menneskealder har bekæmpet - så må man vel sige at du ikke desto mindre har været SF’s helt egen brændselsstav…
Og at vi fra tid til anden har haft vores udfordringer med at holde temperaturen i Margrete-reaktoren nede på et forsvarligt niveau.
Men ingen – heller ikke dine ”hofdamer” - som du med vanlig mangel på politisk korrekthed – har kaldt de mange medarbejdere, der gennem årene har tjent dig både i Folketinget og i Europa Parlamentet – ingen er gået upåvirket fra et samarbejde med dig.
Du har sået frø. Du har lært fra dig. Du har givet, inspireret og drevet ting fremad.
Og du har givet hovedbrud, givet anledning til rødglødende frustration og smækkende døre.
Og så har du pludselig sagt noget ustyrlig morsomt, eller citeret Grundtvig, og så har alle igen kunnet være i rummet.
Den unge kvinde på billedet, med de bare fødder trukket op under sig, har en mildhed, en afklarethed og en ro over sig.
Og jeg er evig taknemmelig for at have kendt den kvinde gennem så mange år, for at have lært så meget, diskuteret så meget, lyttet til din skrattende latter, dine hurtige replikker, dit ustyrligt morsomme billedsprog…
Du er modsætningsfuld. Og du er stor. Du er vores Margrete.
Jeg vil nyde de næste måneders samarbejde.
Og glæde mig over alt dét du har gjort for mig og for vores fælles parti, gennem en enestående politisk karriere.
Tak, Margrete.
