Skip to content

Pia Olsen Dyrhs 1. maj-tale

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Pia Olsen Dyhr
Formand for Socialistisk Folkeparti

Dato

Sted

Omstændigheder

Arbejdernes internationale kampdag

Tale

Er I klar til valg?
Jeg kan ikke høre jer: ER I KLAR TIL VALG?
Der er jo rigeligt at rydde op efter Lars Løkke og hans regering. Skal vi ikke sende det klare signal i dag fra Fælledparken; at denne gang bliver sidste gang, vi skal rydde op efter Lars Løkke som statsminister?
Regeringen har forsøgt at måle værdien af sin egen politik. For nogle dage siden offentliggjorde den en analyse af sit eget kontanthjælpsloft.
Analysen viser, at kontanthjælpsloftet måske har presset 450 mennesker i arbejde. Måske! Der er nemlig en usikkerhed på cirka 50 procent.
Det man til gengæld KAN måle er den store og sikre fattigdomseffekt.
Flere end 10.000 børn er blevet fattige på grund af regeringens politik! Man gør altså tusindvis af børn fattige for at få et par hundrede mennesker pisket i arbejde.
Jeg har et andet bud. Et bedre bud. Riv kontanthjælpsloftet ned. Det hører ingen steder hjemme i et velfærdssamfund som det danske!
Valget er lige om hjørnet. Den endelige eksamen for Løkke og hans VLAK regering. Ligesom tusindvis af andre her i Danmark lige om lidt skal testes, prøves og vurderes til eksamener i folkeskole, erhvervsskoler, på universiteter, så skal Løkke have vælgernes karakter.
Jeg er måske ikke helt objektiv, men jeg tænkte alligevel, at jeg ville spare Løkke besværet og give ham en hurtig og gratis vurdering med på vejen.
Vil I hjælpe mig?
12 gives jo for den fremragende præstation uden fejl og mangler. Regeringen har jo som bekendt forkælet de rigeste arvinger og de mest velhavende borgere og samtidig gjort flere end 10.000 børn fattige og ladet uligheden vokse. Man har sparet milliarder på uddannelse. Ja, i en tid hvor Danmark skriger på dygtige faglærte, sygeplejersker og ingeniører, har man sparet på uddannelse! Det er ikke bare fejl. Det er eklatante fejltagelser. Det er ikke godt nok.
For at få 10 er der tilladt få fejl og mangler. Men så kommer jeg til at tænke på regeringens store sundhedsreform, som skulle rette op på vores fælles sundhedsvæsen. Det endte som bekendt i en stor bureaukratisk øvelse i stedet for at løse det, som sygeplejerskerne, sosu-hjælpere, rengøringspersonale og læger herovre på Riget har råbt på så længe. Tid til omsorg. Tid til god pleje. Der er brug for flere ansatte på vores sygehuse!
Regeringen har gjort det stik modsatte.
Man har lavet en reform, som sandsynligvis kommer til at betyde, at der skal løbes endnu hurtigere. Sygeplejersker skal til at have løbesko på for at kunne følge med. Flere overlæger kommer til at sige op i protest. Det er torskedumt!
Så røg vi ned på et syvtal som gives for den gode præstation, hvor man har forstået og behandlet opgaven korrekt. Men så kom jeg til at tænke på regeringens klimapolitik. Vi har 12 år til at bremse klimaforandringerne. 12 år!
Hvad har regeringen gjort?
Den har ikke bare bremset den grønne omstilling. Den har trukket i bakgear. I stedet for at omstille vores landbrug og transport, har man gjort de store benzinslugere billigere. Man har givet landbruget mulighed for at forurene MERE og hængt i bremsen i forhold til den vedvarene energi. Man har taget et grønt slips på og lært sig lidt klimalingo. Man har ikke forstået, at klimaforandringerne kræver handling nu. Ikke om et år. Ikke om en måned. NU!
For nylig blev jeg faktisk helt i tvivl, om regeringen overhovedet har forstået opgaven. Jeg mødte nemlig vores børneminister Mai Mercado til en stor demonstration om minimumsnormeringer. Jeg tror måske, at Mercado troede, at det var et udvidet forældremøde.
Hun havde ikke gennemskuet, at de mange, mange borgere var gået på gaden IMOD regeringens politik. Mod en børneminister, der overhovedet ikke prioriterer børnene. Måske mødte I hende derude …
Kære venner: Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at dumpe regeringens politik.
Hvad siger i?
Er Lars Løkke og hans regering dumpet?
Man har simpelthen ikke hørt efter i timerne. Lars, Søren, Anders og Kristian har glemt at tage noter, når man har været til møde med landets borgere.
Da jeg var til den store demonstration med tusindvis af forældre, pædagoger, bedsteforældre og bekymrede borgere var det tydeligt, at man på tværs af højre og venstre var drøntræt af en regering, der ikke har forstået, at velfærden og sikkerhedsnettet hænger i laser nogle steder.
Det er jo ikke for sjov, at landets forældre skriger på minimumsnormeringer. Altså flere voksne til at passe vores børn.
Regeringens reagerer lidt, som om forældrene stod og krævede gyldne toiletsæder og kaviar på menuen i daginstitutionerne. De ønsker MINIMUMSnormeringer. En bund, som skal sætte en prop i forringelserne. Ikke en guldkrukke. Ikke et urimeligt krav.
Har vores børn ikke fortjent det?
Det er heller ikke i orden, at vores dygtige sygeplejersker, sygehjælpere og sosu-assistenter skal løbe for at kunne følge med og ikke har tid til patienterne. 
Det er ikke i orden, at vores bedste overlæger skal sige op, fordi de ikke tør tage ansvar for behandlingen længere. Det er bare ikke i orden.
Derfor siger vi i SF, at vi i næste valgperiode skal bruge hver og én krone på at styrke fællesskabet, velfærden og den grønne omstilling. Det bliver nødvendigt. 
Det bliver faktisk nødvendigt at lade dem med de største indkomster betale et sjat mere til fællesskabet, hvis pengene skal række:
Vi foreslår, at dem med store aktieindkomster bidrager lidt mere.
Vi foreslår, at dem med de største formuer bidrager lidt mere.
Vi foreslår, at de store techgiganter BEGYNDER at bidrage. Bare lidt.
Vi har en pligt til at genskabe trygheden, der hvor langt de fleste borgere møder velfærden. I daginstitutionerne, hospitalerne, ældreplejen, folkeskolerne.
Vi vil give de ansatte mere ro på. Vi vil give alle os, der er dybt afhængige af god børnepasning, skoler, sygepleje i verdensklasse noget mere ro på.
Vi vil have et paradigmeskifte. Ikke regeringens paradigmeskifte. NEJ, et paradigmeskifte i arbejdsvilkårene i den offentlige sektor.
Vi vil erstatte mål og effektiviseringer med tid og kvalitet. Vi vil bekæmpe personaleflugt med bedre arbejdsvilkår. Vi vil ganske enkelt lukke Moderniseringsstyrelsen. Mere tillid. Mindre kontrol.
I stedet skal vi have en styrelse for godt arbejde. En styrelse, som har til formål at give vores offentligt ansatte bedre arbejdsvilkår fremfor at stjæle deres frokostpause og beskylde dem for at være dovne. DET er et paradigmeskifte, man rent faktisk kan bruge til noget!
Kære Lars Løkke: Du kommer ikke udenom, at det her bliver et velfærdsvalg! Et valg hvor vi netop bygger på videre på alt det, som første maj handler om:
Fællesskab.
Frihed for de mange – ikke bare for de få.
At vi løfter hinanden, når vi falder.
At når vi står sammen. Så står vi stærkest.
Fortsat god 1. maj.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret