Pia Toftdals tale ved modtagelse af Dialog Forums Dialog Pris

Tusind tak. Jeg, vi, er utroligt taknemmelige. 

Modtagelsen af denne ærefulde pris, Dialog Prisen, vil jeg dedikere til Finn Nørgaard, som mistede livet i et modigt, men forgæves forsøg på at overmande en bevæbnet terrorist på Krudttønden i København den 14. februar 2015. 

Finn var min ven gennem mere end 20 år, og venskabet med Finn Nørgaard går for nogle af os, der sidder her i salen, endnu længere tilbage.

Jeg, sammen med mine kolleger i Finn Nørgaard Foreningen, gør hver dag vores allerbedste for at leve op til Finn Nørgaards mod og handlekraft. 

Finn Nørgaard Foreningen blev stiftet i dagene efter angrebet på Krudttønden. Stifterne af foreningen var en bred kreds af familie og venner. Vi ville ære hans personlighed og minde. Vi ville søge at forhindre, at noget lignende skete igen i Danmark.

Alle så vi Finn som bærer af nogle klare værdier: Dialog, Dannelse og Kærlighed. Dialogen var den bærende: Som noget af det første søgte vi at etablere dialog med ”den anden side” – den side, vi endnu ikke kendte, nemlig med de børn og unge, der boede side om side med terroristen, der havde dræbt vores ven. Ikke på den traditionelle måde ved at lave debatter og store møder, men ved at bruge Finns eget medie, filmen, og hans eget værktøj, pædagogikken og fordybelsen.

Vores arbejde skulle være en gave til samfundet, hvor vi handlede på en måde, som vi mente, at han selv ville have gjort. At reagere på en tragisk hændelse med et ønske om at blive klogere, stærkere og modigere frem for det modsatte – altså at blive mere frygtsomme og indsnævrede i vores syn på verden.

Derfor startede vi vores arbejde med at lave filmpædagogiske projekter i samarbejde med unge og voksne beboere i Mjølnerparken. Her beskrev unge med deres egne ord – gennem deres egne små film – deres liv i Danmark. Et liv i et boligområde, som de fleste danskere på det tidspunkt forbandt med håbløshed og blå blink fra politibiler.

I stedet for at tale om de unge, lod vi dem selv beskrive deres dagligdag for os.

Det resulterede i en række livsbekræftende små film om biografture, venskaber, skolegang, chillispisning, raketbygning og andre sjove og inspirerende historier. For os spejlede det et behov for at leve u-ekstremt, selvom vi ufrivilligt var blevet hvirvlet ind i én af verdens store konflikter – og her tror jeg, at vi fandt et spejl blandt de unge. Men også et behov for at nedbryde fordomme i begge lejre. 

Pointen med at fortælle historierne var at fokusere mere på det, der samler os, end på hvad der skiller os ad.
I dag har foreningen udviklet sig til at blive et center for civilsamfundets egen opbygning af modstandskraft mod ekstremisme og radikalisering. Vi arbejder med at finde ressourcerne og handlekraften blandt mennesker, der på forskellige måder er blevet ramt af konsekvenserne af ekstremisme, f.eks. unge, ofre for terror og tidligere radikaliserede. Sammen finder vi nye måder at tale om og forholde os til, hvad det gør ved os, at vi lever i en verden i krig og splittelse.

På den måde udfører vi det forebyggende arbejde, som myndighederne ikke selv kan gøre. Indsatsen mod ekstremisme og terror må og skal være forankret i samarbejde med borgerne – og særligt de borgere, der mærker konflikten på egen krop. 

Finns liv blev brutalt afbrudt, men hans arv lever videre. Og den arv forpligter os. Vi må insistere på dialogen og på, at vores forskelligheder ikke er en trussel, men en styrke.
Foreningen går lige nu igennem en svær tid, hvor vi kæmper for vores overlevelse, idet regeringen har lagt op til at stoppe sin støtte til vores arbejde. 

En sådan beslutning vil få uoverstigelige konsekvenser for de mennesker, vi hver dag støtter op om, og som ikke har andre steder at gå hen end til os. Her tænker jeg særligt på ofre for terror og ekstremisme og deres pårørende.

Derfor varmer det ekstra meget om hjertet netop nu, at I i Dialog Forum har fået øje på vores arbejde. 

Tusinde tak for prisen. Tak for, at I fortsat insisterer på, at vi skal kunne tale sammen på tværs af forskelligheder. Den tanke er i sig selv efterhånden modig.

Tak til Finn for hans ufatteligt store offer til os alle.

Han viste os, hvad mod også er. Mod er ikke bare at tale om fred og dialog fra en sikker afstand. Mod er at sige fra, når man står ansigt til ansigt med en overmagt af had og vold. Han gjorde præcis det. Og vi vil forsøge så godt vi kan at gå i hans fodspor.