De dårlige minder, smerten og mararittene, de forsvinder aldrig. Men Statsministerens undskyldning, på statens vegne, den burde ihvertilfælde fjerne skylden. Den skyld vi alle har gået med lige siden vi blev lukket inde i en kasse, kasseret, glemt og mishandlet, uden at nogen greb ind. Nogen af os var måske nok selv skyld i at vi blev anbragt, men vi var IKKE skyld i at vi blev mishandlet og efterfølgende, for mange, fik et forbandet liv.
Mange af jer, der nu sidder derhjemme foran skærmen og ikke magter at stå her i dag. Tag det til jer, i har alle fået en undskyldning i dag.
Der har været rigtigt mange med i kampen og det er vi meget taknemmelige for. Jeg kan desværre ikke nå at takke alle, men først og fremmest, var kampen for længst gået i stå hvis det ikke havde været for en person, som står mig nær. En jeg kunne ringe til når som helst, men som desværre er ramt af sygdom. Selvom han de seneste år har været meget i baggrunden, har han lavet et kæmpe stykke arbejde. Det er selvfølgelig Arne Roel Jørgensen (op at stå Arne) giv ham en hånd.
Vi begyndte at råbe op om oprejsning allerede i 2005. I 2007, lavede vi en høring i både København og Århus. Vi fik, med økonomisk hjælp fra socialministeriet, lavet en dokumentation af vores påstand ”Godhavnsrapporten” Men hjalp det…næ. Vi fik, gentagne gange den samme besked ”Åh hvor er det synd for jer, men i får sgu ikke nogen undskyldning. Vi gik så i retten, selvom vi vidste at vi ikke måtte få lov at vinde. Nok om det:
En dag da jeg sad i bilen på vej ind i en vaskehal, ringede min tlf. og der var en stemme der sagde ”Hej, det er Mette, jeg vil gerne give jer en undskyldning” ….Der tabte jeg sgu sutten og inden jeg fik tænkt mig om, fik jeg vist sagt noget med at det kan du godt glemme, for det lød jo ikke særligt officielt i mine ører. Men det var naturligvis ikke det Mette Frederiksen mente og det bekræftede hun et par dage senere, da hun offentliggjorde det i en tale på Sundholmen. Siden da, som vist er over 3 år siden, har vi stolet på det. Men vi manglede jo bare lige at Mette Frederiksen blev statsminister og det tog jo, som bekendt, sin tid.
Jeg glemmer ikke vores egen forening og alle jer, der på trods af nederlag efter nederlag, har kæmpet videre, men i må vente til sejrsfesten, for det bliver uden mediernes vågne øje.
Jeg glemmer heller ikke alle jer der står bag os i det daglige. Jer der jævnligt må leve med vores fejl og særheder. Koner, kærester og børn altså os der er privilegerede og har nogen der hjemme. For vi har alle mistet.
Der er alt for mange der er gået bort, mange i en tidlig alder og en del i de seneste år. Jeg kender ikke dem alle, men der især 3 jeg vil fremhæve.
Det er min lille ven Røde Jens fra Godhavn, som jeg ikke nåede at gense, da han desværre gik bort i 95.
Svend Aage Rasmussen, som var medstifter af foreningen tilbage i 2005 og som ikke stolede på en PC. Han skrev simpelthen alting ned.
Og så var der Otto Køldal, som også var med fra starten og jeg tror at Thea er enig med mig når jeg nu siger, at han sidder deroppe og tænker. ”Er han da ikke snart færdig” for Otto gik altid når det blev for tæt og som han undskyldte det med var ordene ”Jeg kan sgu ikke tåle at se voksne mænd græde”
Vi mindes alle dem der er gået bort, de er med i vores hjerter og de vil aldrig blive glemt, for de og deres pårørende har også fortjent den oprejsning vi alle har fået i dag.
Kampen for undskyldningen, kampen for retfærdighed er slut. Det tog kun 14 år og 72 dage. Og til dem der mener at de har ret til en erstatning. Gå til domstolene, forældelsesfristen er fjernet. Det er ikke statsministerens opgave.
Vi er taknemmelige for den undskyldning vi nu har fået og mit håb er, at rigtigt mange nu vil føle at en tung byrde er fjernet fra skulderen.
Men navnet ”Godhavnsdrengene” er der ingen der får lov til at glemme. Vi vil, til evig tid, kæmpe for at alle børn, ikke mindst de anbragte, får et liv de fortjener.
Tak for ordet og knus til jer alle.
