Anledning

Grundlovsdag

Talen

 

I dag har alle skolebørn haft fri. Flagene har vajet, og rundt om er der holdt møder og mange taler. 

Det er en slags højtidsdag i Danmark, for det er vort folkestyres fødselsdag. Grundloven gav os retten til at styre os selv, den er grundlaget for et frit folkeligt liv, den er for os noget selvfølgeligt, men noget, som vi i dag besinder os på.

***

Vi udbringer et leve for grundloven, og ingen af os ønsker fædrenes indsats for den ugjort. Vi overtager med glæde og som noget helt naturligt det, som skete den 5. juni 1849 – men det kunne jo være, at der i en aftentime alligevel var en og anden, som spurgte: Hvad er der i grunden at feste for, som det nu er? Vi har overtaget noget godt, men lever det stadig? Er ikke hele vort folkestyre, som det udtrykker sig i det politiske liv, af en sådan art, at det må fylde en med skuffelse? Rent ud sagt: er det hele ikke enten lidt lurvet og uværdigt eller i alt fald tomt og ligegyldigt? 

De medborgere, som tænker sådan eller som ængstes for, at en sådan kritik kunne være berettiget, dem ville jeg gerne tale til i aften. Jeg tænker ikke på kværulanter, som altid finder fejl, eller på tilhængere af fremmed diktatur, som bare er interesserede i at ødelægge, hvad vi har bygget op her hjemme. Men jeg tænker på den danske medborger, som holder af sit land og af folkestyret, men som er lidt utryg ved den måde, hvorpå folkestyret former sig. Han er lidt på afstand af dagens politik, han ved måske ikke med sikkerhed, hvem han skal stemme på ved valgene, og når han hører de politiske fanfarer gjalde, mumler han ved sig selv: mon ikke det er rævestreger altsammen? Han synes umiddelbart, at der er meget forkert i dansk politik – men han ville da ikke på nogen måde have grundlovsdagen erstattet med en diktatorfødselsdag. 

Nu ligger det vistnok til de fleste af os i Danmark at kritisere. Vi kan lide det. Det gør ikke noget, det snerter os selv, der er dog noget opløftende ved at tale lidt nedsættende. Vi kan lide at føle på ømme punkter, og de morsomste bemærkninger er dog næsten altid dem, der har en brod i sig. Sådan har det altid været. 

For et halvt hundrede år siden, netop da begejstringen over parlamentarismen var stor efter systemskiftet 1901, skrev Jakob Knudsen, at parlamentarismen var ”en tilstand for valne fingre og lamme hjerter”. Og han har også et besk ord om politisk førerskab, der lyder: ”Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bag efter folket og spejde efter dets stemning”. 

Det har ikke ændret sig siden Jacob Knudsens dage. Også nu kan man let nok finde skarpe ord om, hvor dårligt et politisk styre, vi dog har. Jeg kender en nyvalgt folketingsmand, der fik et lykønskningsbrev fra en ven, der indtager en fremtrædende og betroet stilling. Han skrev til lykke med mandatet og føjede til: Det synes mig at være et beskidt job, der skal gøres. – Og mon ikke alle politikere har venner, som siger til dem: at du gider ha’ med politik at gøre. Det er du egentlig alt for god til. Og det er jo opmuntrende, at folk har så pæne tanker om en, men knap så opmuntrende, at de tænker så ringe om politik. 

Et beskidt job! Hvorfor ser mange med sådan foragt på vort folkestyre? Hvoraf kommer det? Det var dog nok værd at overveje også på en grundlovsdag. Jeg tror, man skal finde svaret på to fronter, nemlig den etiske og den idémæssige. 

Hvad nu det etiske angår, er det vel især 3-4 forhold, der kalder på kritikken. 

Først kompromis’et. Mange er forargede over, at man bestandig går på akkord og firer på sine standpunkter. Gode ting og klare synspunkter bliver trukket lidt skæve, spoleret lidt, før de er kommet igennem den politiske maskine. Hvis noget er rigtigt, hvor kan man så holde ud, at man altid skal have det gjort halv-forkert, før det kan vedtages? Svaret må gå ud på, at det er da klart, at det tit er en pine, at man ikke kan få sit eget gode forslag vedtaget. Men på den anden side: har ikke også selve drøftelsen sin værdi? Et standpunkt duer vel ikke, hvis det ikke kan tåle at komme frem i lyset og blive undersøgt. Det er nyttigt at skulle forsvare sit standpunkt over for modstandere. Det tvinger til at gennemprøve argumenterne, til at sørge for, at alle tal og oplysninger er korrekte og virkelig undersøgte. Og lykkes det ikke at overbevise modstanderne, kan det blive nødvendigt, at løsningerne placeres i det punkt, man kan enes om, altså i kompromis’et. 

Der behøver derfor ikke at være noget uærligt, nogen studehandel, som det hedder, i selve det, at man indgår et kompromis og bøjer sig efter hinanden. Men der bliver det tilbage af kritikken, at kompromis’et har sin grænse. Der er noget, man ikke kan gå på akkord med. Der er et sted, hvor forhandlingen må holde op, hvis man ikke skal sælge sig selv. 

Et andet forhold, man peger på, er valgløfterne, der kan udvikle sig til stemmekøb. Det er indlysende, at et politisk parti og en person, der stiller sig til valg, må kunne stille i udsigt, hvad der gerne skulle ske, dersom valget giver mulighed derfor. Man opstiller sine mål, man lover, så godt man kan, at virke for bestemte ting. Dette er reelt nok. Men tonen bliver falsk, hvis det udvikler sig til løfter i almindelighed, løfter, man ikke drømmer om at holde eller ligefrem ved, at man ikke kan holde, eller til løfter om fordele til specielle vælgergrupper, hvis stemmer man vil sikre sig, mod så til gengæld at skaffe disse bestemte grupper fordele på andres bekostning. 

Allerværst, hvis en politiker eller et parti siger eet før valget og bagefter fører en helt anden politik; så føler vælgerne sig med rette snydt. I alle disse tilfælde kommer der noget uredeligt ind i politik; man får tilslutning på urigtige forudsætninger. Der er ikke den sammenhæng, som der bør være, mellem hvad politikeren fik vælgeren til at tro, og så hvad han virkelig kunne eller virkelig ville eller faktisk gjorde. 

Men her bliver det jo først tydeligt, hvor værdifuldt folkestyret er. For vælgerne er de stærkeste. Det er jo netop folkestyret. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, sagde Hørup. Men Grundloven betyder: Ingen over og ingen ved siden af folket. Den politiker, der handler således, at han mister tillid, han bør ikke blive genvalgt. Hvis vælgerne har en fin sans for det redelige, det reelle, så vil det blot hævne sig at føre letkøbt eller leflende tale. Det at snyde vælgerne vil udrydde sig selv. I folkestyret er altså gemt en tro på folket, en tillid til, at folket kan skelne og under den frie drøftelses kår kan gennemskue det, som ikke er andet end agitation. 

Man siger også, at for politikeren gælder kun det, der kan fremme hans forfængelighed og magtsyge. Og det er jo nok muligt, at forfængelighed og magtsyge i særlig grad er en erhvervssygdom for politikere. Men det er vel en nærliggende fare for alle, som sættes på en post, hvor der følger indflydelse og stort ansvar med. Og er det ikke at tro for ringe om politikere – også om politiske modstandere – at de alene skulle lade sig lede af forfængelighed. Det vil heller ikke holde; den meget forfængelige vil i det lange løb miste omgivelsernes tillid, og selvbehageligheden giver ikke åndelig styrke nok til en virkelig indsats. 

***

Når alt kommer til alt, er der vel i politik samme menneskelige fejl som overalt i vort samfundsliv. Men da så manges øjne er rettet mod politikerne, bliver deres fejl mere end andres iøjnefaldende. 

Der kan altså nok være en vis uvilje over for alt i det i dansk politik, som synes at være etisk angribeligt, og jeg tror, det er sundt, at kritikken er vågen, således at advarslerne straks blinker frem, når man nærmer sig grænserne. Der er i vort folk den sunde grundindstilling, at der er en lov, som er oven over politikerne. Hvad der er ret og uret, det skal ikke vedtages af den lovgivende forsamling. Det er givet, og det skulle gerne komme til udtryk i alt, hvad denne for samling foretager sig. J.C. Christensen har engang talt om, at det er nødvendigt, at lovgivningen er i overensstemmelse med de ti bud, thi ingen kan lægge en anden grundvold end den, der her er lagt. Det er derfor, det volder særligt anstød, når det politiske liv synes at fremvise pletter. Man kræver instinktmæssig en høj etik her, og det fremkalder harme og bidende hån, hvis den ikke holder mål.

Endnu stærkere næres uviljen eller ligegyldigheden over for det politiske dog af, at man synes, at det er blevet som den tomme tønde og den lydende bjælde. Er folkestyret ikke ved at miste sin idé, spørger man, er det ikke ved at drukne i interesseløst kævl? 

Folkestyrets nerve er jo netop, at de ideer eller idealer, som lever i folket, skal kunne finde udtryk. Et diktatur kan jo i og for sig nok være idébetonet, men det er kun diktatorens idé, der kommer til orde. Alle andre idealer spærres inde eller slås ihjel.

***

Men hvis der nu ingen idealer er i folket? Folkestyret er som det ridedyr, Luther taler om; alt afhænger af rytteren, der sætter sig på det. Folkestyret er jo kun en ramme, en mulighed, som må fyldes med indhold og virkelighed. Der er en historie om en urmager, der havde et stort ur i sit vindue. Hver dag kl. halv tolv kom en mand, så på uret og stillede sit eget ur derefter. Det gentog sig dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Omsider kunne urmageren ikke styre sin nysgerrighed længere. Han stillede sig på vagt, og da manden kom, sagde han: Jeg har lagt mærke til… og jeg kunne lide at vide hvorfor. Svaret var, at manden havde den opgave at passe fabriksfløjten på en nærliggende stor fabrik, og for at han kunne lade den lyde på slaget tolv, gik han hver dag herhen kl. halv tolv for at stille sit ur. – Det interesserer mig uhyre, sagde urmageren, for nu har jeg i mange år kontrolleret mit ur ved hjælp af fabriksfløjten. 

Spørgsmålet er, om vi i folkestyret kun stiller urene efter hinanden; om Jakob Knudsen har ret, når han, som jeg nævnte før, sagde, at førerskabet består i at gå bag efter og spejde efter stemningen, eller om vi har en ledestjerne. Altså igen, om det, som er ret og sandt, er noget over os, noget givet, som vi ikke kan ændre på. 

Afgørende for folkestyret bliver da, hvilken livsanskuelse, hvilket menneskesyn, der ligger bag. Det er ikke nok, vi har en grundlov, det gælder også om, at det er et ansvarligt og vågent folk, der bruger den grundlov. 

Vi må i vort politiske liv kræve en høj etik, og at der styres efter det rette mål. Men lad os føre tanken videre derhen, at som grundloven er, bliver vort politiske liv en nøje afspejling af vort folkelige liv.

***

Grundloven fra den 5. juni 1849 gav os et stort mål af frihed; man har vist lov at sige, at den i 1849 viste en overraskende stor tillid til folket. Der kom da også et tilbageslag med grundloven af 1866, som indførte et mere priviligeret landsting. Igennem de følgende år udviklede sig den bitre kamp om forfatningen mellem Højre og Venstre. Højre gik ind for, at de to ting, folketing og landsting skulle have lige meget at sige, mens Venstre hævdede, at det var folketinget (som var udtryk for folkets flertal), der måtte have den afgørende indflydelse og også måtte bestemme, hvem der skulle have regeringen. Først i 1901 lykkedes det Venstre at føre sit standpunkt til sejr. Fra nu af gjaldt det som uskreven lov, at regeringen ikke måtte have et flertal i folketinget imod sig – og i grundloven fra 1953 blev det til skreven lov. Dette synspunkt: at folket selv skulle styre uden nogen indskrænkning, og at hver enkelt i folket skulle have lige megen ret og lige megen indflydelse på landets ledelse, uanset indtægt og formue og rang, dette synspunkt er stadig blevet fastholdt og ført videre. 

***

I grundloven af 1915, som gennemførtes under ministeriet Zahle, fik vi lige og almindelig valgret. Det betød, at kvinderne fik stemmeret, og samtidig sattes valgretsalderen til 25 år for valg til folketinget. I 1920 under ministeriet Neergaard gennemførtes nogle mindre ændringer, som var nødvendige på grund af genforeningen, og i 1953 under ministeriet Erik Eriksen ændredes grundloven, således at landstinget afskaffedes, og valgretsalderen sattes samtidig til 23 år. Og dermed er vi nået så langt, som det vist er muligt, i retning af, at det politiske liv kan blive en afspejling af folkets liv. Der er ingen privilegier tilbage. 

Som værn om vor frihed er grundloven en stor gave til hver eneste dansk kvinde og mand. 

Men samtidig lægger den et ansvar på hver eneste voksen kvinde og mand. Politik er noget djævelskab, siger mange, det skal man holde fingrene fra. Men siden den 5. juni 1849 er dette umuligt. Man kan ikke holde sig fra politik. Enhver har del i og ansvar for landets styrelse, også hvis han bliver hjemme på valgdagen og tror, han holder sig fra politik. For bliver han hjemme og lader de andre om det, er det også hans ansvar, hvis de forkerte kommer til og styrer landet i en gal retning. 

Den danske adelsmand Herluf Trolle talte med Niels Hemmingsen om, at når de adelige bar gyldne kæder, så forpligtede det dem; men så betyder demokrati d.v.s. folkestyre, at vi alle bærer gyldne kæder, vi har alle ansvar. 

Det er godt og sundt at holde kritikken vågen, men vi må samtidig gå ind under det ansvar, det er at skulle vælge, præge, bære med. Vi må kræve noget af os selv, og den kun negative kritik, der vil lægge folkestyret for had, må vi vise fra os. Det er ikke nok at sige, at det er et dårligt folketing og en ringe regering, vi har. Hver især må tage sit ansvar op for at gøre det bedre. Det er en fristelse i et folkestyret land at forholde sig neutrale, ”som tilskuere til en brand på den anden side af floden”. Den kritik mod folkestyret, der sådan kommer fra tilskuere, den må ved eftertanke blive til den er kendelse, at det er ikke grundloven eller det politiske system, der er noget i vejen med, men det er os selv. 

***

Grundloven er et frihedsbrev til hver enkelt og en forpligtelse til hver enkelt. Grundloven betyder: Du er ansvarlig for, hvordan det går vort land, du kan ikke skyde ansvaret over på nogen kejser eller konge eller diktator og ikke på politikerne, men du har selv ansvaret. Jeg tror, det er lykkeligt, det er sådan. Det betyder, at folket er voksent og selvstændigt nok til at kunne bære denne styreform. 

Derfor har vi hejst flaget i dag. Og der er noget at flage for. Noget umisteligt. Men også noget, der maner til sammenhold, som stiller krav om redelighed i dansk politik, og som minder os om, at frihed er ikke det selvfølgelige, den kan ikke bare tages i arv, den må tilegnes af hver slægt på ny. 

Grundloven i sig selv garanterer ikke hverken lighed eller frihed eller hindrer misbrug. Men den giver mulighed for disse goder. Det, at vi holder Grundlovsdag, betyder, at vi fejrer denne store mulighed, og at vi får en tilskyndelse til at bruge den ret. Demokrati, folkestyre, betyder selvbestemmelse. Det var det, de gamle kæmpede for. Vi må også kæmpe derfor, hvis vi vil beholde det. Derfor skal vi ikke blot berolige hinanden og afbøde kritikken, men vi skal vende den mod os selv. Og lad os hver efter vor indstilling og hver på vor plads føre en ærlig kamp for, at ikke dorskheden og selviskheden skal få magten, men retten og godheden.