Det er som om det almindelige ikke er godt nok. Barndom, forældreskab, kernefamilien, hjemmet, folket, Gud. Ikke fordi der er noget i vejen med ikke at kunne passe ind i det almindelige. Jeg siger blot at der ikke er noget forkert ved det almindelige. Det er også fint at være heteroseksuel. Det er ok at tro på Gud. Det er i orden at være glad for frikadeller. Det er acceptabelt at have haft en god barndom. Der ligger en tabt visdom og erfaring i noget af alt det, vi med et nedsættende ord kalder det almindelige. Alt for lang tid har vi lattergjort og undermineret det almindelige. Jeg kunne godt tænke mig at arrangere årlige parader i København for os almindelige. Vi er stolte af at være almindelige. Parader skal hedde proudparader som en parallel til prideparaderne. Og i ganske almindeligt tøj skal vi på en ganske almindelig dag gå gennem Københavns stræder.
Jeg så på DR-ramasjang forleden tv med mine børnebørn. I programmet bagte børnene boller i regnbuefarver og de to pædagoger der kyssede i filmen, var kvinder. Men kunne fornemme at børnene skulle lære at regnbuefamilier og homoseksuelle er en del af det moderne samfund. Og fint nok. Intet problem i det. Men hvorfor ikke også lave nogle børneudsendelser der hylder det almindelige. En ganske almindelig far og mor, mand og kvinde der kysser og bager ganske almindelige brune theboller i et ganske almindeligt parcelhus.
Black lives matter siger man. Og det er rigtig. Vi skal acceptere hinandens køn, tro, farve og seksualitet. Men almindelig lives matter også. Der er ikke noget galt ved at være glad for det modsatte køn og have en skøn barndom og tro på samme Gud som vores bedsteforældre og oldeforældre og tipoldeforældre troede på. Det er fint at nogle er originale. Men lige så fint ikke at være det.
Mange der vil ind i et menighedsråd for første gang vil gerne revolutionere gudstjenesten og salmerne og alt det kirkelige og almindelige. Jeg længes efter folk der stiller op til menighedsrådsvalget og siger at de vil kæmpe for det almindelige. Almindelige gudstjenester. Almindelige møder i sognegården og en ganske almindelig kristen moral, hvor opfører man sig ordentlig overfor andre. Så er der folk der tænker nu. Du er også en gammel præst. Gamle præster er konservative. Måske. Men gamle præster er også vise og tænker ”En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre." Mine forfædre kunne bruge Gud, Danmark, barndommen, den almindelige hverdag. Jeg står ikke over mine forfædre. Jeg vil være lige så almindelig som de var. Og det med moralen er slet ikke uvæsentligt. Man er ikke racist eller homofob eller intolerant hvis man godt kan lide det almindelige og synes der er en masse værdier i den måde vi altid har levet vores liv på.
Vi er ikke som mennesker verdens centrum. Vi er ganske almindelige mennesker der tror på at Gud vil hjælpe os i liv og død. Der står i evangeliet i dag: Sælges ikke to spurve for en skilling. Og ikke en af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den. Det betyder at Gud er med os mennesker både når vi ryger op i himlen i glæde over tilværelsen og når vi falder på grund af ulykker og sygdom og sorg og død. Han var med vores forfædre. Han er også med os. Vi kan ikke forvente at vores liv bliver bedre end andre generationers liv. En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre. Jeg kan fremføre tusindvis af gange at vi mennesker ikke er skabt til krig. Og det er rigtigt. Men krige har vi og krige vil vi altid have. Det hører desværre med til det almindelige. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at krig, sygdom, smerte, død og afmagt er en del af vores tilværelse.
”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre”. Hvordan gik det Jesus? Han gennemgik en smertefuld død. Men tre dage efter opstod han fra de døde. Hvorfor tror vi, at vi kan undgå det, som vores herre og mester gennemgik? Mange unge er belastet af ideen om, at de skal være konstant lykkelige. De mærker, at der fra venner, familie og kulturen generelt er et pres om, at de skal fremstå som en succes. Være originale. Det belaster dem, at de ikke er opdraget til også at acceptere nederlag og fiaskoer og smerte og det helt almindelige som en del af tilværelsen. Forrige år kom over 21.000 unge ikke ind på deres drømmestudie. Det fik talsmanden for de studerendes fællesråd til at udtale, at der ikke burde være adgangskrav til studier. Der skulle oprettes ligeså studiepladser som der er ansøgere. Og måske sagde vedkommende netop de ord, fordi han tilhører en generation, der ikke vil inkorporere modgang og trængsler og hindringer og det almindelige i livet. Det hører med til livet ikke at komme ind på sin drømmeuddannelse eller i perioder at have modgang eller opleve ufred og trængselstider og på et tidspunkt blive syg og dø.
Mange bilder sig ind at kirkeklokkerne om morgenen ringer solen op og om aftenen ringer solen ned. Det er noget sludder. Så skulle klokkerne ringe på helt andre tidspunkter. Morgenringningen og aftenringningen er en prædiken og ikke en godmorgen og godnat dingle. Klokkerne fortæller, at det ikke er alt, vi har magt over. Vi ved ikke, hvordan dagen eller natten vil forløbe. Og livet bliver meget nemmere, hvis vi erkender, at der er noget vi ikke har magt over og at vi derfor må tage både dagen og natten som den kommer.
Det er klogt, når der i teksten står: Ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med den. Vi er alle spurve, der falder til jorden. Vi er, som dødelige væsner, i konstant fald fra det øjeblik vi bliver undfanget. Men Gud er med os i faldet. Og fordi vi er så sårbare som spurve, bør vi ikke bruge tiden til uvenskab og krig og en anstrengende stræben efter at gøre en forskel, men tage imod Jesus’ Kristus’ kærlighed og giv den videre til vores medmennesker. Vi har så meget tilfælles med hinanden. Vi er ikke så ualmindelige som vi tror. Vi minder meget om hinanden. For eksempel har vi vores skrøbelighed og vores længsler efter fred og kærlighed til fælles. Gud i vold. Amen.
Jeg så på DR-ramasjang forleden tv med mine børnebørn. I programmet bagte børnene boller i regnbuefarver og de to pædagoger der kyssede i filmen, var kvinder. Men kunne fornemme at børnene skulle lære at regnbuefamilier og homoseksuelle er en del af det moderne samfund. Og fint nok. Intet problem i det. Men hvorfor ikke også lave nogle børneudsendelser der hylder det almindelige. En ganske almindelig far og mor, mand og kvinde der kysser og bager ganske almindelige brune theboller i et ganske almindeligt parcelhus.
Black lives matter siger man. Og det er rigtig. Vi skal acceptere hinandens køn, tro, farve og seksualitet. Men almindelig lives matter også. Der er ikke noget galt ved at være glad for det modsatte køn og have en skøn barndom og tro på samme Gud som vores bedsteforældre og oldeforældre og tipoldeforældre troede på. Det er fint at nogle er originale. Men lige så fint ikke at være det.
Mange der vil ind i et menighedsråd for første gang vil gerne revolutionere gudstjenesten og salmerne og alt det kirkelige og almindelige. Jeg længes efter folk der stiller op til menighedsrådsvalget og siger at de vil kæmpe for det almindelige. Almindelige gudstjenester. Almindelige møder i sognegården og en ganske almindelig kristen moral, hvor opfører man sig ordentlig overfor andre. Så er der folk der tænker nu. Du er også en gammel præst. Gamle præster er konservative. Måske. Men gamle præster er også vise og tænker ”En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre." Mine forfædre kunne bruge Gud, Danmark, barndommen, den almindelige hverdag. Jeg står ikke over mine forfædre. Jeg vil være lige så almindelig som de var. Og det med moralen er slet ikke uvæsentligt. Man er ikke racist eller homofob eller intolerant hvis man godt kan lide det almindelige og synes der er en masse værdier i den måde vi altid har levet vores liv på.
Vi er ikke som mennesker verdens centrum. Vi er ganske almindelige mennesker der tror på at Gud vil hjælpe os i liv og død. Der står i evangeliet i dag: Sælges ikke to spurve for en skilling. Og ikke en af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den. Det betyder at Gud er med os mennesker både når vi ryger op i himlen i glæde over tilværelsen og når vi falder på grund af ulykker og sygdom og sorg og død. Han var med vores forfædre. Han er også med os. Vi kan ikke forvente at vores liv bliver bedre end andre generationers liv. En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre. Jeg kan fremføre tusindvis af gange at vi mennesker ikke er skabt til krig. Og det er rigtigt. Men krige har vi og krige vil vi altid have. Det hører desværre med til det almindelige. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at krig, sygdom, smerte, død og afmagt er en del af vores tilværelse.
”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre”. Hvordan gik det Jesus? Han gennemgik en smertefuld død. Men tre dage efter opstod han fra de døde. Hvorfor tror vi, at vi kan undgå det, som vores herre og mester gennemgik? Mange unge er belastet af ideen om, at de skal være konstant lykkelige. De mærker, at der fra venner, familie og kulturen generelt er et pres om, at de skal fremstå som en succes. Være originale. Det belaster dem, at de ikke er opdraget til også at acceptere nederlag og fiaskoer og smerte og det helt almindelige som en del af tilværelsen. Forrige år kom over 21.000 unge ikke ind på deres drømmestudie. Det fik talsmanden for de studerendes fællesråd til at udtale, at der ikke burde være adgangskrav til studier. Der skulle oprettes ligeså studiepladser som der er ansøgere. Og måske sagde vedkommende netop de ord, fordi han tilhører en generation, der ikke vil inkorporere modgang og trængsler og hindringer og det almindelige i livet. Det hører med til livet ikke at komme ind på sin drømmeuddannelse eller i perioder at have modgang eller opleve ufred og trængselstider og på et tidspunkt blive syg og dø.
Mange bilder sig ind at kirkeklokkerne om morgenen ringer solen op og om aftenen ringer solen ned. Det er noget sludder. Så skulle klokkerne ringe på helt andre tidspunkter. Morgenringningen og aftenringningen er en prædiken og ikke en godmorgen og godnat dingle. Klokkerne fortæller, at det ikke er alt, vi har magt over. Vi ved ikke, hvordan dagen eller natten vil forløbe. Og livet bliver meget nemmere, hvis vi erkender, at der er noget vi ikke har magt over og at vi derfor må tage både dagen og natten som den kommer.
Det er klogt, når der i teksten står: Ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med den. Vi er alle spurve, der falder til jorden. Vi er, som dødelige væsner, i konstant fald fra det øjeblik vi bliver undfanget. Men Gud er med os i faldet. Og fordi vi er så sårbare som spurve, bør vi ikke bruge tiden til uvenskab og krig og en anstrengende stræben efter at gøre en forskel, men tage imod Jesus’ Kristus’ kærlighed og giv den videre til vores medmennesker. Vi har så meget tilfælles med hinanden. Vi er ikke så ualmindelige som vi tror. Vi minder meget om hinanden. For eksempel har vi vores skrøbelighed og vores længsler efter fred og kærlighed til fælles. Gud i vold. Amen.