Rahima Abdullahs tale ved demonstrationen "Sammen mod Racisme"

Mit navn er Rahima Abdullah. Jeg er kurder og er født og opvokset i Syrien. Jeg kan ikke huske noget andet fra min barndom end krigen. Jeg flygtede fra krigen for ca. 4 år siden. Nu bor jeg i Danmark, hvor der ikke er krig, men jeg er stadigvæk psykisk presset. Jeg lever stadigvæk i usikkerhed og utryghed, men på en helt anden måde. 
Jeg er flygtning, jeg står her med rigtig mange ufærdige tanker og forfærdelige minder fra krigen. Jeg kan ikke huske en dag, hvor jeg ikke har været i kamp for en eller anden sag.  
I Syrien kæmpede jeg for at overleve. Her i Danmark kæmper jeg for at vise, at jeg er et godt menneske, selvom jeg er flygtning og muslim. 
Jeg kæmper og råber højt, at vi er mennesker først, derefter flygtninge. 
Vi valgte ikke at blive udsat for krigen.  
Vi valgte ikke at forlade vores hjem, vores land og vores familie, men vi blev tvunget til det. 
Det var krigen, der tvang os.
Vi valgte ikke krigen, det var krigen, der udvalgte os. Nu lever vi her i fred, men vi skal hver eneste dag bevise, at vi er gode nok til at være danskere. 
Her på den danske jord har vi kæmpet hårdt med at lære det danske sprog og blive integreret i vores nye land. 
Efter en hård kamp for integration får vi pludselig at vide, at vi er gæster her, og at vores opholdstilladelse hele tiden kun vil være midlertidig. 
Vi får at vide, at vi skal være klar til at blive sendt hjem på et eller andet tidspunkt, uanset hvor godt, vi er blevet integreret, 
uanset om vi er i gang med en uddannelse, eller arbejder og betaler skat, 
uanset om vi er aktive medborgere eller kontanthjælpsmodtagere, 
uanset om vi er politiske flygtninge eller krigsflygtninge.
Vi får vide, at der er fred i Syrien, selvom vi med sikkerhed ved, at der ikke er fred, hvor vi kommer fra. Vi hører hver dag fra vores familie og venner, der stadig bor i Syrien, hvor usikkert situationen i Syrien er.
Vi hører fra politikerne, at der er fred i Somalia og de somaliske flygtninge skal tilbage, selvom alle ved, at der ikke er fred i Somalia. 
Vi får vide, at integrationsydelsen er nu blevet kaldt for hjemsendelsesydelsen. 
Det er ikke nemt med den usikkerhed, som vi flygtninge lever med i dagens Danmark. Det er ikke nemt, når man føler, at mange politiker i folketinget kun kæmper for at få os sendt ud af Danmark. 
Det er ikke nemt at stå foran en ukendt skæbne.  
Det er det vi, flygtninge, oplever i dag i Danmark. 
Nu efter tre og et halvt år i Danmark er jeg i gang med en gymnasial uddannelse. Jeg er aktiv i debatten, jeg har udgivet en bog på dansk om krigen i mit land, og ligesom mine danske venner har jeg mange drømme og ønsker for, hvordan min fremtid skal forme sig. 
Jeg drømmer om tage en videregående uddannelse, arbejde, betale skat og være med til at løfte det samfund, der beskytter mig mod krigen. 
Men jeg ved ikke, om jeg vil få lov til det. 
Jeg ved ikke, om jeg vil få lov til at blive i Danmark. 
Sidste år fik vi at vide, at vores kvinder skulle smide niqab og burka. Derefter fik vi vide, at vi skal give hånd for at kunne få dansk statsborgerskab. Lige nu er der et nyt forslag i Folketinget, der kræver, at man skal være gift med en dansker for at kunne få dansk statsborgerskab. Vi hører, at kvinderne skal smide tørklæderne. Det kan også være, at det snart bliver vedtaget, det ved man aldrig. 
Hver dag hører vi om somaliske familier, der bliver sendt hjem til krigen. Vi hører også, at der snart er fred i Syrien, og de syriske flygtninge skal tilbage. Og det vil selvfølgelige ske, hvis vi ikke kæmper sammen imod uretfærdigheder.
Nu kan vi godt kæmpe, men snart kan det være for sent.  
Alle mener, at de elsker Danmark og kæmper for det. Det tror jeg på. Men enhver har sin egen opfattelse af, hvad det er den rigtige vej for Danmark. Jeg mener, at når man elsker Danmark, betyder det, at man skal kæmpe for humanistiske forhold imod blandt andet de umenneskelige stramninger og love, der vedtages i dag i Danmark. 
Det er vigtigt, at vi råber højt og siger, at sådan uretfærdige stramninger og love ikke skal have plads i vores demokratiske Danmark, heller ikke i resten af verden. 
At man elsker Danmark, betyder at man skal kæmpe for at vise verden, at det er ikke Danmark, der sender folk tilbage til krigen. Det er ikke Danmark, der smider børn og flygtninge på udrejsecentre. 
At man elsker Danmark, betyder, at man skal kæmpe for at vise verden, at det er ikke Danmark, der giver økonomiske hjælp til folk, der vælger frivilligt at rejse tilbage til krigen i stedet for at forhindre dem i det. Det er min opfattelse af kærligheden til Danmark. Og hvis der er nogen, der mener noget andet, så respekterer jeg det.

Danmark er for dem, der kan og vil, det hørte vi fra politikerne. Jeg har gjort alt for at vise, at jeg kan og vil. Men flertallet er i dag blevet enige om, at Danmark er ikke for mig. 
Jeg har måske ikke ret til at blive her. 
Men jeg har ret til at ønske. 
Jeg ønsker en regering, der giver plads til folk, der kan og vil. 
Jeg ønsker en regering, der sørger for, at alle børn har det godt, uanset om de bor i et almindelige hus eller i et udrejsecenter. 
Jeg ønsker mig en regering, der fejrer menneskers succes i stedet for at fejre deres ulykke. 
Jeg ønsker mig en verden, hvor vi kan leve sammen med kærlighed og fred, uanset hvor vi kommer fra, hvilken religion eller hudfarver vi har. 

Det er i morgen I skal vælge, hvilket land vi skal leve i. Det er i morgen, I vil vælge, om jeg vil sendes hjem eller får lov til at blive her og give noget tilbage til det land, der tog imod mig. Det er i morgen, I skal vælge om, I vil støtte dem, der bidrager til et stærkt fællesskab, eller dem, der vil skille os fra hinanden. 
Tak fordi I lyttede med.