Rasmus Grønved Nielsens tale ved modtagelsen af Tietgenprisen

Det er en STOR ære at modtage Tietgenprisen. Tak til dekanatet på Det Juridiske Fakultet for at indstille mig – og priskomitéen for at vælge mig i konkurrence med dygtige forskerkolleger. 

Jeg vil bruge lejligheden til at sige et par ord om RETSVIDENSKABEN og dens vilkår i dagens Danmark.

For en som mig, der beskæftiger sig med traditionel retsvidenskab, er det nemlig ikke altid helt nemt at slå igennem uden for juraens egen lille fagboble – herunder hos de store fonde.

Når jeg siger ”traditionel retsvidenskab”, sigter jeg til – og hold nu fast – den videnskab, der tilstræber at systematisere og teoretisere de mange spredte retskilder, der findes, som grundlag for generaliserende udtalelser om gældende ret. – Den virksomhed, som kan spores tilbage til de lærde romerske jurister, er fuldstændig afgørende i enhver retsstat. 

Problemet er strukturelt: Retsvidenskaben er en slags sort får i videnskabelige kredse. Mange har – tror jeg – intuitivt svært ved at begribe, at man overhovedet kan beskæftige sig videnskabeligt med noget så banalt som jura. Og bevares, vi retsvidenskabsfolk har heller ikke altid været lige gode til at forklare, hvad vi egentlig laver.

De store fonde placerer jura i en fagkasse med etiketten ”social sciences”. Vel er det rigtigt, at vores genstand – retsreglerne og retssystemet – vedkommer samfundsvidenskaben i bred forstand, men METODISK har vi for mig at se langt mere til fælles med discipliner som historie og teologi: Det handler dybest set om at indsamle og fortolke tekstuelle kilder – og så gør det jo ikke noget – hvis jeg må være lidt fræk – at det ikke ”bare” er hjernegymnastik, men også har konkret betydning for rigtige mennesker. 

Det er også en faktor, at retsvidenskaben nødvendigvis må være mere nationalt orienteret end mange andre videnskaber, fordi den har en stedlig forankring – ultimativt i Danmarks Riges Grundlov. Det gælder vel at mærke på trods af den tiltagende påvirkning fra EU-retten og folkeretten. 

Jeg kan ikke fortænke vores kolleger fra andre videnskaber, herunder dem, der skal bedømme vores arbejde, at de sommetider kan have svært ved at forstå, hvad vi egentlig har gang i.

Alt dette betyder, at traditionelle retsvidenskabelige projekter har trange kår bl.a. i forhold til opnå finansiering i konkurrence med internationalt orienterede og/eller tværfaglige projekter. Det risikerer ikke kun at skævvride den juridiske forskning, men også – hvad der er værre – uddannelsen.  

Når man kombinerer denne tendens med ambitionen – blandt nogle af de tilstedeværende i dag – om at reducere jurastudiet til en slags professionsbachelor, er der grund til at være alvorligt bekymret på retsstatens vegne…

Hvorom alting er, nu ved I, hvorfor jeg er så glad for at modtage Tietgenprisen. Det er en stor anerkendelse ikke bare af mig, men af mit fag, og det giver mig håb for fremtiden.   

Tak endnu en gang – og tak for opmærksomheden.